Ungerne og jeg havde besluttet os for en lidt anderledes ferie i år. Derfor valgte vi at tage ned til Sydfrankrig og besøge min gamle far i hans båd, som han bor fast i fra midt april til slut september, start oktober afhængig af vejret.Båden ligger i en smuk gammel by, med lille våbenhus og bro, som hedder port Le Somail. Ferien i år skulle være en anderledes ferie, og ikke dufte af charter, strand og badeliv, eftersom de efterfølgende skal med deres far på 14 dages badeferie i Italien. Det er dog ikke uvant for os at rejse ned til noget nyt og uvant, som en primitiv bådferie på bedstefars, vi har jo utallige gange aldrig vidst hvad vi gik ind til, når vi har rejst ud til Fjernøsten med vores rygsække. Det er mange år siden, at vi har været i Frankrig og besøge min far sidst. Det var mens Emma og Victor var mindre. Dengang boede vi i Prebens hus og en anden gang i en ferie lejlighed i port la nouvelle hos et ægtepar, som min far kendte. Port la Nouvelle, er en ferieby som ligger helt ned til stranden og Middelhavet.
Vi tog flyveren fra Billund til Barcelona. Da vi ankom til Barcelona sen aften, havde vi besluttet at overnatte der, inden vi skulle med bus videre til Perpignan næste dag. Jeg havde kigget på et kort over Barcelona og fundet ud af hvor bussen vi skulle med, afgik fra, den efterfølgende dag. Her havde jeg udset os et dobbeltværelse med stort fælles køkken og tagterrasse.
Værelset lå lige til Plaza de cataluna og vi kunne derfor tage bussen direkte fra lufthavnen og ind til vores værelse, som lå godt 200 meter fra sidste stoppested, hvilket må siges var meget centralt. Det var et ualmindelig hyggeligt sted, som varmt kan anbefales. Derfor tog det os heller ikke lang tid at beslutte os for at vi gerne ville bo her igen, når vi kom retur oppe fra bedstefars båd.
Da vi havde fået os indlogeret på værelset og taget noget køligere tøj på, gik vi ned på en lille bar under vores værelse. Her fik vi noget køligt at drikke, ungerne fik cola og jeg bestilte et glas cava. På baren faldt vi i snak med udlejeren af vores værelse, som var meget veltalende på engelsk. Han var meget berejst og fortalte om sine ophold rundt omkring i verden og om hans ophold i Thailand under tsunamien.
Den næste dag skulle vi som sagt med flixbus til Perpignan, fra Terminal de nord, så vi stod tidligt op og gik ned til busstationen, som kun lå 10 minutters gang fra lejligheden. Vi skulle stort set kun gå lige ud fra vores værelse og ned til stationen, så intet burde kunne gå galt. Bus er den billigste løsning, hvis man vil krydse grænsen til Frankrig. Tog koster 3 gange så meget og løber op i 170 euro for 3 personer istedet for de 45 euro som vi slap for at betale med bussen. Bus fra Barcelona til perpignan tager 2 timer og 30 minutter og tog fra Barcelona til Narbonne tager kun 1 time og 50 minutter.
Alligevel gik alt galt. Vi skulle være ved bussen et kvarter førend den kørte, dvs. Kl. 8.00. Klokken 7.55 fik vi en SMS om at bussen var 30 minutter forsinket. Efter yderligere 45 minutter, kom en ny meddelelse om, at bussen nu var 2 timer forsinket. Vi ærgrede os alle 3 over at skulle sidde i varmen og vente, og også havde glædet os til at få så lang tid som muligt ud af vores ferie sammen med bedstefar Sådan skulle det desværre ikke være, så vi gik ind på busterminalen og fik købt et par sandwich til turen. Vi var ikke de eneste frustrerede passager, og da vi kom retur efter at have provianteret kom endnu en SMS. Afgangen til Perpignan var helt aflyst! Jeg ringede til min far for at fortælle, at vi ikke kom rettidigt, og at bussen nu var helt aflyst. Han tilbød at køre til Barcelona og hente os. Vejen til Barcelona er dog meget trafikeret og det tager det ca. 4-5 timer i bil fra Narbonne. Mens vi havde ventet på terminalen havde jeg set at der flere gange i timen kørte lufthavns busser til Girona AirPort, en lufthavn ca. Halvanden times kørsel fra Barcelona og tættere på Narbonne end Barcelona. Vi aftalte derfor med min far at vi ville tage bussen derop og mødes på noget af vejen, istedet for at vente på at min far kom helt til Barcelona.
Det gik smertefrit for min far at køre til Girona og vi ventede kun 20 minutter på ham, efter at vi selv var ankommet. Vi blev samlet op og fik vores bagage i bilen og kunne køre mod det sydfranske. Vi ankom sen eftermiddag og blev derfor enige om at det ikke kunne svare sig at stoppe for at få en drink på vejen. Vi ville hellere bare direkte ned i bedstefars båd og nyde et koldt glas vin og en baguette med noget lækkert pålæg. Min far havde provianteret og der var ikke mindre end 5 forskellige slags pålæg i det lille køleskab ombord. Da vi havde fået lidt at spise og nydt et køligt glas slots aftappet rosevin, blev vi indlogeret i hver vores kahyt. Jeg fik Ingrids rum, agter i båden, og Emma og Victor blev indlogeret i 4 mands kahytten ude i stævnen. Vi syntes alle 3 at båden havde set noget større ud, da den stod på land for 3 år siden på værkstedet i Silkeborg, end den reel så ud nu, hvor vi selv fysisk skulle bo i den. Vi fik redt sengene og udleveret håndklæder, vaskeklude, og hvert vores genkendelige vandglas, alle nogle vigtige remedier i sommervarmen. Herefter gik vi ned i den lille hyggelig by, port le Somalia som min far bor i, for at få opfrisket hvor det offentlige toilet lå, så vi både kunne tisse og hente vand til at blive vasket i senere. Ombord på bedstefars båd er det koldt vand fra hanen som udgør det daglige bad, hvis man trænger til at blive vasket eller kølet ned i sommervarmen. Ned til floden i port la Somail ligger små hyggelige restauranter og barer.
Den flod min fars båd ligger fast i hedder canal du Midi, vandet kommer fra girone floden oppe fra carcasonne.
Herfra kan man den ene vej sejle til Toulouse, hvis man ikke stikker så dybt, og den anden vej i retning mod Beziers og Sete. Når man sejler op ad floden, kan man komme over i en anden canal som hedder canal la rubine som ender ude ved havet i port la Nouvelle Over Narbonne.
Fra min fars båd og ind til port la Somail er små
200 meter, og efter at have kigget i antikvitets og kunst butikker gik vi retur til ham den gamle, hvor klokken efterhånden også var blevet mange... Min far var gået i gang med aftensmaden da vi kom hjem. Aftensmaden bestod af store svine koteletter med tomatsalat og hjemmebragt fransk baguette. Vi havde en hyggelig aften ombord på båden, hvor vi blev serviceret med god mad, vin og cola. Under maden kom der et par bævere svømmende i vandet og både Emma og Victor fik travlt med at kigge efter dem og lokalisere deres lille hus.
Da vi havde spist spillede vi en gang 500 og derefter var klokken blevet mange og det var tid til at krybe til køjs.
Den første nat i båden sov vi alle længe, bortset fra min far, som havde været tidligt oppe og afsted på cykel efter frisk brød og proviant til senere. Køleskabet ombord på båden er ikke særligt stort og vi er vi nødt til at begrænse udvalget af proviant som skal holdes kolde og vælge nøje hvor meget der handles af hver ting. Der skal jo også være plads til at holde rose og hvidvin koldt.
Da ungerne og jeg stod op, gik min far igang med at lave pandekager til Emma og Victor til morgenmad, nøjagtigt som på et første klasses hotel.
Da vi havde spist blev, vi enige om at starte båden op og sejle ind mod Narbonne, så Victor kunne lære at få sluset, og Emma kunne tage sol på dækket.
Det var en smuk sejltur ind mod narbonne, og vi startede med at sejle opad canal de Midi indtil den delte sig i 2, hvor vi sejlede ned af Canal la rubine mod narbonne. Der gik ikke længe førend vi skulle prøve kræfter med den første sluse. I området hvor min far bor, er alle sluser automatiske. Når man ankommer til en sluse er der en lampe med tre lys. 2 røde og 1 grøn. Når den grønne og røde lampe lyser samtidigt, betyder det at der Er fri adgang ind i slusen. Her skal en af besætnings medlemmerne så hoppe fra borde og gå hen til betjenings panelet ved slusen og vælge hvilken retning, som man skal sejle. Der skal trykkes på en, af de 2 orange knapper, som angiver om du skal sejle op af floden eller ned. Herefter slukker den ene røde lampe og kun den grønne lampe lyser. Når den grønne lampe lyser alene må man indsejle i slusen. Når båden er sikkert fortøjet, gives tegn fra besætningen til sin hjælper i land, om at man er sikkert fortøjet og så må der trykkes på den grønne knap som åbner sluserne. Eftersom vi sejlede nedad skulle slusen tømmes for vand, så det var med at komme ombord på båden hurtigt, så den ikke sank ned i dybet, for så er der meget lang vej ned i båden at hoppe. Nogen af sluserne som vi skulle igennem er op til 9 meter i niveau forskel. Strækningen ind mod narbonne er fyldt med sluser og vi sejlede stort set ikke mere end 1-1,5 km af gangen, førend vi var ved en ny sluse. En af de andre både så hurtigt, at vi var et godt sluse team ombord på vores båd og lagde sig derfor i kølvandet på vores båd, så de var fri for at springe fra borde for at trykke på sluse knapperne. Victor var hurtig til at sige, at han gerne ville trykke på sluse knapperne. Da han først havde set, hvad man skulle gøre. Så han løb afsted og fik gjort slusen klar og tog derefter imod vores fortøjninger, når de blev kastet fra borde, for at blive fastgjort til slusekanten.
Under nedstigningen i sluserne skulle vi hele tiden have styr på fortøjningen. Fortøjningerne skulle løsnes undervejs, når der blev lukket vand ud af slusen, for ellers ville skibet blive trukket til den ene side eller hænge i luften, når vanstanden i slusen blev lavere og lavere.
Alt imens alle vi andre knoklede rundt for at komme sikkert igennem sluserne, lå Emma ude på dækket og slikkede sol som en anden dronning.
Vi tog 5 sluser inden vi gjorde stop i la salleles for at spise frokost. Vi gik ned i det lille supermarked prixon for at se, om vi kunne købe nogle flere sodavand til Emma og Victor, men der var middags lukket indtil kl. 16.00 I salleles ligger der både et supermarked og en vandhane hvor man kan tappe drikkevand, så man kan fylde sine dunke og sit skib op med vand. Der er få steder ud til floden, hvor der både er supermarked og mulighed for at tanke drikkevand.
Efter at have indtaget en rigtig dejlig frokost, gik vi ombord igen og sejlede videre ind mod narbonne. Planen var, at vi skulle sejle til en sluse et kort stykke sejlads inden narbonne. Her skulle vi overnatte.
Da vi havde taget to sluser mere og var kommet til den gamle sluse central, hvor tør dokken ligger opstod der problemer. Da vandstanden i slusen var blevet udlignet med den nedre del af floden og vi skulle ud af slusen, stod båden fast på bunden, pga. for lav vandstand, og vi kunne ikke sejle videre. Vi forsøgte at skubbe os fri, men uden held. Bedstefars båd stikker 1,45 m og der burde som minimum være 1,6 m. i floden.
Vi lå meget uheldigt ude midt i slusen og langt væk fra nød stigen op af slusen.
Vi fik råbt en franskmand an og forklaret ham, at han skulle prøve at lukke slusen for os igen og trykke på knappen som fylder slusen op med vand for opad sejlende både. Dette lykkedes dog ikke, og vi lå og spærrede slusen for både nedad-og opadgående sejlads. Franskmanden som hjalp os før, forsøgte at trykke på nødtelefonen for os, men ingen svarede som de burde. Bedstefar ringede til en af hans franske venner, hvis kone arbejder ved sluseselskabet og efter en times tid kom sluseselskabet og hjalp os. I første omgang fik de lukket sluserne igen og fyldt vandstanden op. Derefter trak de os længere frem i slusen i håb om at vi kunne sejle videre ned ad kanalen og mod Narbonne. Men da de lukkede vande ud af slusen igen, igen stod vi endnu engang på bunden og kunne hverken komme frem eller tilbage. Vi besluttede is for at vores sejlads skulle stoppe her. Der var ingen grund til at blive ved med at forsøge at komme igennem slusen, hvis vandstanden var så lav, for så ville det sikkert heller ikke vare længe førend vi ville sidde fast ude i kanalen, og der ville det blive endnu svære at komme fri af bunden. Så vi lod slusen genføde og bakkede ud og fik vendt skibet og sejlede tilbage til salleles hvor vi havde spist vores frokost og blev enige om at overnatte her.
Her kunne vi løfte bordet ud af kahytten og op på promenaden som hører til skibspladserne, og sidde med god plads og masser af luft til aftensmaden. Ungerne nød at være i denne by, for oppe ved slusen var det muligt at komme på gratis wifi.
Bedstefar lavede noget lækkert mad til os, og da vi havde spist gik ungerne op til slusen og brugte internettet og holdt øje med de unge franske fyre i byen, som badede i slusen efter lukketid, mens bedstefar og jeg delte en flaske rødvin, inden vi skulle i seng.
Da vi stod op den næste dag havde bedstefar igen været tidligt på færde. Han havde cyklet tilbage til port la Somail og hentet bilen. Han mente ikke at vi skulle snydes for Narbonne og den ugentlige marked nede ved floden. Så da jeg havde fået min te og havregrød og ungerne var blevet spist af med pandeager og hindbær syltetøj, fik vi klædt om og tog til stor byen. Her gik vi langs fliden ind til den store dom kirke, det var et smukt syn. Dom kirken mindede meget om den store katedral i Barcelona, med den side liggende have. I borgen/paladset omkring domkirken er der indrettet museer med forskellige kunst udstillinger. På pladsen foran domkirken, har man ved en udgravning, fundet en gammel vej til ROM. Efter besøget i kirken fik vi shoppet et 12 volts ladestik, så vi igen kunne få strøm på vores iPhone og iPad ombord på båden. Herefter blev der kigget butikker og nydt en fransk vaffel is, inden turen gik ned til boderne langs floden. Victor fik shoppet boxer shorts, Emma strømper og jeg selv fik købt nogle helt fantastiske tallerkner, som jeg manglede sidst jeg lavede creme brûle og rabarber sorbet. Det var varmt og vi var mættet af butikker og besluttede os derfor at vende næsen retur til salleles, da vi kom retur til båden var klokken mange og vi blev enige om at overnatte endnu en dag i båden i denne by. Bordet blev stillet an på promenaden og det velsmagende måltid blev endnu engang tilberedt af den gode bedstefar.
Endnu en dejlig dag i båden er gået på primitiv maner, uden strøm eller rindende vand. Ungerne har klaret at tage bad i en spand koldt vand og idag fik Emma endda vasket hår i bedstefars hjemmelavede brusebad, med sol opvarmet hedt vand. Nu var det blevet fredag og endnu engang stod vi sent op og havde ligget og snuet imens bedstefar havde været tidligt oppe og gøre klar. Bedstefar havde været retur med bilen og var kommet retur med cyklen, som nu igen var spændt op på forstavnen. Regnen trommede svagt på ruden og der var ikke vejr til andet end at ligge inde i kahytten og få serveret frisklavet pandekager af sin bedstefar. Ungerne og jeg tog et spil røvhul, alt imens den gamle gik igang ned at gøre båden klar til sejladsen op af floden. For at sejle opad skulle vi have en ekstra Line på båden for at kunne surre os bedre fast, qua den stærke strøm i slusen når vandet bliver fyldt op istedet for at blive lukket ud. Ligeledes skulle vi have noglefender på den anden side af båden, eftersom alle broerne før sluserne var på modsatte side, end da vi sejlede nedad. Da båden var rigget til var regnen heldigvis stoppet og solen stod højt på himlen. Sejlturen hjemad gav mere motion end nedad, eftersom vi skulle løbe langt for at tænde slusen. Derefter skulle vi over slusebroen for at hjælpe med at tage imod fortøjningen, som skulle kastes 9 meter op. Når dette var gjort skulke vi tilbage over broen for at lukke slusen og fylde vand i. Derefter over slusebroen igen og være klar til at tage fortøjningen og hoppe ombord. Victor og bedstefar skulle bruge endnu flere muskler i disse sluser og hele tiden skulle fortøjningen strammes op, for hvergang der kom mere og mere vand i slusen. Det var hårdt arbejdet og båden var tung at holde i den stærke strøm, og bettemanden nåede at få vabler på fingrene. Hjemturen bød på 5 sluser og i den sidste sluse opstod der igen problemer. Pludselig gik styretøjet på båden og vi kunne ikke styre ud af slusen. Jeg måtte have gang i skibsforken og hele tiden sørge for at holde båden fra slusekanterne.
Heldigvis fik bedstefar styr på båden og vi fik stille og roligt sejlet ud af slusen og trissede langsomt hjemad. Da vi nåede til port de Somail, fik bedstefar sejlet båden på plads. Herefter var det tid til frokost, med hjemmelavede toast, som ungerne nød med største velbehag. Da vi havde fået frokost fik bedstefar skilt roret ad og fik opdaget fejlen på styre problemet. En lille split var gået af og han forsøgte på bedste vis at udbedre skaden. Herefter nød vi et koldt glas rose vin, inden jeg gik med ungerne op til havnen og fik en is. Bedstefar havde bestilt en magnum is ned mandler som vi løb retur med for at den ikke skulle smelte. Ombord på båden gik vi igen igang med at spille røvhul inden bedstefar tilberedte vores sidste aften måltid på moby dick. Mens vi spillede kort kom bæver familien igen på besøg og vi brugte meget tid på at sidde og kigge på dem.
Inden vi gik i seng skulle vi lige have turens sidste slag 500.
Lørdag morgen var vi forholdsvist tidligt oppe, kl. 9.30.vi fik hjemmebragt baguette og smurte herefter madpakker. Vi skulle være i perpignan til klokken 13.40 for at nå bussen til Barcelona kl.13.55 Bedstefar kørte os til perpignan, vi fik sagt farvel og gik derefter ind på busterminalen, for spændt at vente på om bussen ville komme. Det gjorde den, kun 10 minutter forsinket og
kl. 16.50 var vi igen retur på vores værelse i Barcelona, hvor vi
alle 3 trængte til et varmt brusebad og til at få håret vasket ekstra grundigt. Resten af dagen stod på hygge, shopping og afslapning.
Det har været en god ferie ombord på moby dick, og en ferie vi helt sikkert gerne vil gentage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar