Arriving muno Amazon jungle

Busturen til Cusco var uudholdeligt. Sæderne var som tidligere helt fantastiske, men der var så meget varme på bussen, at sæderne blev varmere end man kan lave dem i en Ford fiesta, når den står på 3.

René var ude at have i en af dem som arbejde i bussen, men det lykkedes ikke særlig godt, så jeg måtte skifte til T-shirt og alligevel sad jeg og følte sveden løb af mig.

Klokken 5.30 landede bussen i Cusco, vi var kun lige kommet ud af bussen, så stod der 2 guider fra Manu tours helt inde ved bussen for at hente os, og hjælpe os med at være bagagen, det var service må man sige.

Vi kom op til mini bussen som viste sig kun, at være til Rene og jeg. Plus naturligvis de 4 guider som skulle med turen og hjælpe med forskellige ting. Derudover var der chaufføren.

De startede med at udlevere en grøn langærmet t-shirt til os, så vi ville være camoufleret når bi skulle i junglen og se på dyrerne. De mente at hvis vi havde deres t-shirts på ville vi ikke skræmme dyrerne væk, snarere tværtimod.

Vi kørte ca 45 minutter så stoppede vi ved et bageri hvor der blev serveret kaffe og noget lækkert brød på fortovet, samtidig med at der var sørget for at vi kunne benytte toilettet og få tisset af.

Det var en smuk køretur her i morgenstunden, men solen stod op o bjergene. Bjergene her bar mere frodige end vi hat set de andre steder, her var der grønt bevoksning og af bjergsiderne.

Vi var kørt Venstre om bjergene når man kommer fra Cusco, fortsatte man højre rundt ville man komme tilbage til Puno igen. Så det gav meget god mening med den ændrede vegetation.

Vi kørte på veje hugget ind i bjergskråningerne der snoede sig id og ind langs bjergsiderne. Det mindede lidt om Østrig, bortset fra at vejene var meget smallere og med hårnåle sving flere steder, hvor vores chauffør måtte dutte når han kørte rundt om bjergsiden for, at advare mulige modkørende.

Vi kørte i ca 4000 meters højde så det bat noget lavere end vi har opholdt os de sidste mange dage.

Omkring klokken 7.45 gjorde vi holdt i en lille landsby oppe i bjergene Paucartambo.

Her var det tid til morgenmad, igen.

Rene fik en form for kartoffelsuppe og jeg fik en kop te. Vi delte en sjov flad lille rundt sandwich med et spejlæg indeni.

Det var virkeligt lokalt med et stort L, og vi sad i køkkenet ved 2 ældre kogekoner. Dernæst gik vi rundt og så på de lokale råvarer, ost, svin, frugter, inca kola. Vi fik shoppet nogle caca blade og 2 llichti sten, i håb om at dette kan hjælpe os når vi skal op i højderne på rainbow mountain.

Inden vi gik id til vores mini bis igen, blev René fristet af en frisklavet juice , med lokale frugter. Denne gang var det igen en frugt som kun groede i denne landsdel,

Chirimoya, blandet med banan, ananas, honning og mælk.

Da vi kørte ud af landsbyen var vejen ikke længere asfalteret, alligevel synes jeg deres infrastruktur er ualmindelig god og veludviklet, man kan godt se at de har inca generne i deres rødder stadigvæk.

Ved nitiden ankom vi til indgangspartiet til national parken Manu Amazon jungle, og gik op til udsigtspunktet hvor man har et fantastisk view.

Der var masser af skyer spredt udover junglen, men alligevel var det et imponerende syn, vi fik også set en lille giftig edderkop.fra udsigtspunktet gik turen med af bjergsiden og ned til junglen.

På dette stykke kan man nogen gange være heldig at se bjørne og pumaer.

Efter sigende skulle Manu vlre det bedste sted at tage hen og se dyreliet i Amazonas. Det blev i 1987 føjet til verdensarvs listen af UNESCO. Manu Biosphere Reserve Betragtes som en af de største og rigeste naturreservater i verden. Her skulle man efter sigende have mulighed for intim kontakt med naturen i sin mest primitive og vildeste tilstand. Manu National Park er det største beskyttede naturområde af sin art i Peru.

Det var en anderledes køretur ned af bjergsiden, for vi kørte oppe over skyerne og kunne se skyerne brede sig ud som sådan et tæppe over junglen.

Jo længere vi kom ned jo mere lettede tågen, men når vi kiggede op ad var det mu toppen af bjergene i Amazon junglen som var pakket ind i skyer.

Vi var ikke så heldige at vi så hverken pumaer eller bjørne på vejen ned til Amazon floden i Manu national park. Floden hedder Madre .de Dios og fortsætter hele vejen op til Bolivia.

Vi var dog så heldige at se både

Cappucino Monkeys og Waley Monkeys.

Vi stoppede op flere gange og var ude at se på vandfald, fugle, udsigter og aber mm. Vi kom lidt bagud i tidsplanen og vores chauffør kørte godt til, da vejene længere nede mod dalen blev bedre.

Klokken 13.00 var vi nede ved “havnen” i Atalaya ved Amazon floden madre de dios og sejlede længere ind i junglen.

Vi havde ikke sejlet mere en små 10 minutter førend der blev serveret mad til os.

Vi havde glædet os til regnskoven og varmen, men vi blev klogere… for i Peru er det ikke nødvendigvis varmt, og det var det heller ikke idag… vi måtte have godt med påklædning på, da vinden var kold.

Amazon floden madre de dios var ikke som forventet… der var brede stenbredder og meget strøm. Jeg havde Troet der ville været tæt bevoksning langs kanterne og floden ville være smallere

Når jeg tidligere har været i junglen i de andre lande jeg har rejst, har der været mere “trangt” floden har været smallere, og vegetation har groet stort set helt ud til vandkanten.

Det gjorde det ikke her… flere af bredderne bestod af sten. Her var rigtig neget strøm, og fliden delte sig flere steder, for at mødes igen. Men hernede i dalen var den til gengæld både dybere og bredere. Længere oppe langs bjerget da vi kørte herned var floden meget smal og der var ikke ret dybt, og mange store sten i vandet.

Sejlturen var kold, blæsten gjorde så vi igen måtte iklæde os flere lag.

Inde på kanten lå et dyr. Jeg har ikke helt fundet ud af hvad det er, men muligvis et af de store marsvin som svømmer i vandet.

Vi så lidt fugle og et par papegøjer.

Vi sejlede i 2 timer i den “store” båd, så var vi fremme ved vires guide lille by inde i junglen, hvor hans familie tig imod os. Her skulle vi skifte båd til en lidt mindre en. Den eneste forskel var taget og en enkelt række siddepladser.

Vi kom i båden igen og sejlede videre. Kort efter delte floden sig igen, men Denny gang Sejlede vi ind af en stik melodi imod strømmen, det var ikke længere madre de dios vi sejlede på men me Palotoa.

Her blev foden smallere og der blev lidt gære stenbredder og lidt mere vegetation til vandkanten.

Vi kom lidt mere i læ, vandet blev noget roligere. Her blev også lavere og vi sad fast et par gange hvor den ene af kaptajnerne i boden, måtte hoppe i og skubbe os fri.

Efter en halv time var vi fremme.

Man må sige at vi var langt ind i Manu Amazon jungle nu.

Vi skulle op af en lang række trapper, så lå der en lille lodge, sim var et fælles samlingssted til spisning mm.

Vi blev vist hen i vores lille treetop hus, inde i junglen.

Vi fik løftet vires bagage op af trapperne til vires lille hytte som var bygget oppe i eg træ. Her var hyggeligt, men koldt, ligesom alle andre steder på vores tur.

Hvem mon havde forestillet sig at vi skulle have uldundertøj og dynejakke på inde i junglen.

Der var et træ, naturligvis det hytten var bygget op ad inde midt i. Så var der bryder i det ene hjørne og toilet i det andet.

2 enkelte senge, med hver deres farve myggenet.

Vi fik organiseret vires ting og gik til snack og te i lodge hytten.

Klokken 18.00 skulle vi på aftenvandring i mørke og kigge på dyr.

Vi så sim sådan ikke så meget… et par friske puma spor, en masse forskellige insekter og sommerfugle, og så så vi 2 hvide dyr, som jeg ikke rigtigt har fundet ud af hvad var, men en eller anden form for øgler.

Da vi var retur lidt over otte stod maden klar oppe i lodgen, og alle de andre som også boede herude var også kommet.

Vi spiste og gik et glas vin, og så var det over og på hovedet i seng, vi skulle op klokken 5.30 imorgen.

Vi krøb under tæpperne under myggenettet, uden strøm, lys og varme.

Vi kunne håbe på at silen kom frem imorgen så der ville blive generet noget strøm.