Det havde været en “varm” nat, eller også havde jeg blot en ekstra varm sovepose.
Måtte ihvertfald afklæde mig alt mit tøj, og nøjes med at ligge i et par trusser…
Men så var det til gengæld også nemmere at komme til med den kløestillede myggestift, for hold da op hvor jeg stadig kløede overalt på mine ben og fødder.
Klokken 3.30 blev vi vækket, idag dog uden the, hvilket ellers var blevet en god vane.
Vi havde fået at vide at vi skulle skynde os op idag, få pakket vores ting og stilet dem ud på samlingspunktet foran teltene som de andre morgener.
Dernæst var der stillet madpakke med morgenmad frem i “madteltet” og så var der mulighed for at få en kop varm the.. eller det vil sige jeg nåede kun en halv kop te.
Vi fik heller ikke tid til at tisse, men fik at vi at vi skulle nede til kontrol punktet, som lå 5 minutter herfra, så lejren kunne blive ryddet af porterne, og dernæst kunne vi gå tilbage og tisse.. hmn!
Vi kom ned til kontrolpunktet lidt i fire og var de første dernede. De åbnede først kl. 5.30, det var buldrende mørkt, og blev meget koldt, fordi vi skulle sidde stille i halvanden time.
Det var umiddelbart dårlig planlægning fra Alpaka Expeditions side, for ifølge beskrivelsen i brochuren stod der, at vi skulle tidligt op og til Sungate og se solopgangen over Machu Picchu!
Men fra kontrolpunktet til the Sungate er cirka en times vandring, så er klokken 6.30, og der har der været solopgang!?
Så har man denne forventning bliver man slemt skuffede!
Dernæst sagde guiderne så, at vi også skulle tidligt op for at være de første ved kontrolpunktet og de første oppe på Sungate!
Men om vi var de første med nogen i røven eller vi var dem i røven på andre, var jo et eller andet sted ligegyldigt… for når vi nåede op på SunGate, så var Machu Picchu allerede åbnet, de åbnede klokken 6.00 og fra Sungate til Machu Picchu havde vi igen cirka en lille times vandring!
Så alt i alt var der noget der ikke stemte!
Det var et spørgsmål om pris!!
Det viste sig så, at det var fordi vores bærere skulle være ned ved Machu Picchu og aflevere vores duffelbags (det ekstra bagage), for dernæst at nå deres tog retur til Cusco inden klokken 7.30 - da prisen på deres billetter ellers ville stige!
Come on så kan det vel heller ikke være dyrere at sende bærerne senere hjem, ift. at vække en hel gruppe så tidligt for, at den skal sidde og fryse i halvanden time i mørke ved et lukket kontrolpunkt!?
Nå men summa summarum var at vi sad og ventede… der kom et par enkelte grupper mere mens vi sad i mørket. Den store gruppe med alle highschool pigerne kom ikke inden kontrol punktet åbnede, de fik heldigvis lov til at sove længere end os andre. Det skal dog lige tilføjes, at de andre grupper som kom Ikke var nogle som havde gået den 4 dages lange inca trail, men blot havde valgt den 2 dages rute, som startede her ved winay winya.
Så overvejer du denne vil jeg blot sige det er spild af penge… forklaringen på dette kommer her!
Hele omtalen omkring the Sungate er jo, at man skal op og se solen stå op over Machu Picchu, men det kommer aldrig til at ske!
Kontrolpunktet åbnede sharp, og vores pas og inka trail tilladelser blev kontrolleret, dernæst blev vi gelejder igennem og ud på sidste vandring hen mod Machu Picchu. Det var stadig mørkt og stierne her var meget smalle. Det var til gengæld en forholdsvis simpel rute indtil videre, det gik lidt op, så ligeud, så lidt op, så lidt ned, det var lige til at holde ud.
Man skulle holde tungen lige i munden i mørket og sørge for at pandelamper var tændt, for trådte man forkert gik det lodret ned, mange metre!
Det begyndte heldigvis at lysne, solen stod op og vi kunne slukke vores pandelampe. Det begyndte også at blive varmt igen, dejligt, det var ikke blot af at vandre at vi kunne holde varmen.
Vi nåede hen til en meget stejl trappe, den stejleste trappe jeg nogensinde har set. Vandrestavene måtte klappes sammen og pakkes væk, for det var næsten umuligt at gå oprejst opad trappen.
Det var ned på alle 4 og bruge hænderne til at klatre opad sammen med ben og fødder. Men vi kom alle op og så var vi næsten fremme ved the Sungate - jubiii, jeg glædede mig så meget til at se Machu Picchu og skyde nogle flotte billeder!
Sungate er falsk markedsføring når kontrol punkter først åbner klokken 5.30, derudover er Machu Picchu ligeledes placeret sådan ift. bjergene at der ikke er solopgang over Machu Picchu men bag bjergryggen, så selve udsynet over Machu Picchu heroppe fra på dette tidspunkt var ikke det bedste, Machu Picchu ligger jo i skygge tidligt om morgenen (klokken 6.30)!
Dog fik vi alligevel taget de billeder men nu engang tager, når man står på Sungate og har gennemført den hårde 4 dages Inka trail!
Efter alle var færdige med de utallige selfies (vi var jo i en gruppe med en flok amerikanere som skulle have 10 selfies i 10 forskellige positioner) fortsatte vi ned mod Machu Pichhu.
På vejen ned kom en lille inka ruin, hvor vi stoppede og spiste vores madpakke.
Mens vi sad her begyndte solen at brænde igennem og solens stråler var nu så højt på himlen at de gav farve og glød til Machu Picchu. Så fra den lille i ka ruin var udsigten over Machu Pichhu meget bedre end oppe fra Sungate. Eller ihverfald tidsmæssigt!
Så planlægger du en Inka trail vandre tur, så vent med at tage billeder oppe fra The Sungate til efter klokken 7.00 - hvis du vel at mærke gerne vil have klare billeder med solens varme stråler på.
Ved halv otte tiden var vi nede ved det allersidste kontrol punkt med adgang indtil Machu Picchu, eller det vil sige normalt ville vi være inde, da det var her alle andre besøgende gæster kom op, når de havde indløst deres billet.
Men vi måtte pænt gå den lange vej ned ad alle trapperne til hovedindgangen, for dernæst at gå op igen.
Guiderne sagde at det var noget vi skulle, men reelt havde jeg dem mere mistænkt for dette fordi den ene guide skulle i bad og have skiftet tøj tøj (det vidste vi ikke)
Men han bad os alle om, at vi lige kunne tisse af nede ved hovedindgangen inden vi skulle ind. Ligeledes kunne dem som ikke ville gå med deres rygsæk, betale 5 soles og få den opbevaret.
Det endte med at vi reelt stod og ventede på guiden som havde været i bad.
Men nu var tiden inde til at vi skulle ind og på sightseeing på Machu Picchu.
På Quechua's modersmål betyder "Machu Picchu" "Old Peak" eller "Old Mountain."
Machu Picchu er en unik og velbevaret ruinby, man har aldrig fået 100 % vished om hvad byen virkelig blev brugt til. I dag hælder man mest til teorien om, at byen blev bygget som et astronomisk obervatorium, tempelby og et feriested for Inkaernes elite. Det omfattende kompleks rummer flere bydele, templer, udsigts- steder og bygningsværker, hvor stenarbejdet er helt formidabelt fint udført. Stenene i de smukkeste bygninger i hele Inka-imperiet brugte ingen mørtel. Disse sten blev skåret så præcist og klemt så tæt sammen, at et kreditkort ikke kan indsættes mellem dem. Bortset fra de åbenlyse æstetiske fordele ved denne byggestil er der ingeniørmæssige fordele. Peru er et seismisk ustabilt land - både Lima og Cusco er blevet udjævnet af jordskælv, og Machu Picchu er bygget oven på to fejllinjer, og står stadig prangende smukt og velbevaret efter så mange år. Når der opstår et jordskælv, siges stenene i en Inca-bygning at ”danse”. det vil sige, de hopper gennem rystelserne og falder derefter på plads igen. Foruden denne byggemetode ville mange af de mest kendte bygninger på Machu Picchu være brudt sammen for længe siden ved rystelser og jordskælv.
De forskellige templer som man finder i Machu Picchu har åbent på forskellige tidspunkter, så er der et af templerne som har speciel betydning for en, og er et must see er det noget du bør undersøge inden dit besøg. Nogle af dem kan også være helt lukket for offentligheden. Mother Earth og soltemplet var helt lukket for offentligheden da vi var der. Vi kunne se dem udefra på kort afstand, men ikke komme ind.
Byen står præcis, som da den blev bygget for næsten 600 år siden. Det er imponerende og alle sanser bliver bombarderet med indtryk fra den særegne by, og det storladne scenarie lader os mærke historiens vingesus fra inkaernes storhedstid, wauw.
Når jeg står her på Machu Picchu, forstår jeg, at naturens smukkeste steder var hellige for inkaerne, for der er imponerende smukt i denne her dal med alle de forskellige som omkranser Machu Picchu. Besøget på Machu Picchu er bestemt en oplevelse, der brænder sig ind i min hukommelse og man kan godt forstå at det er på listen over verdens nye syv vidundere,
En af de mest imponerende ingeniør- bedrifter på Machu Picchu er en vandkanal, der i både regntid og tørke indeholder samme mængde vand.
Man kalder reelt Machu Picchu for den mistede by, men det er faktisk ikke den mistede by i Inca.
Da dem opdagelsesrejsende Hiram Bingham III (ham som også fandt en kasse af de andre inka ruiner) stødte på Machu Picchu i 1911, ledte han reelt efter en anden by, idag kendt som Vilcabamba. Dette var en skjult hovedstad, hvortil inkaerne var flygtet, efter at de spanske erobrere ankom i 1532. Men over tid blev Machu Picchu berømt som den legendariske Inka-mistede by, fordi den havde været godt Gent ude i junglen og ikke var blevet fundet da spanierne erobrede Peru.
Bingham tilbragte det meste af sit liv med at argumentere for, at Machu Picchu og Vilcabamba var en og samme by, en teori, der først blev bevist forkert efter hans død i 1956. (Den virkelige Vilcabamba menes nu at være bygget i junglen omkring 80 km vest for Machu Picchu.) Nyere forskning har rejst tvivl om, hvorvidt Machu Picchu nogensinde overhovedet var blevet glemt. Da Bingham ankom, boede der nemlig tre familier sim havde landbrug på stedet.
Det var godt at vi var på en guidet tur herinde, for vi fik en masse små ekstra ting at vide, som vi måske ellers ikke ville have lagt mærke til. flere steder på Machu Picchu står sten placeret, disse sten er udskåret præcis som det bjerg man kan stå at beundre, mår man står foran stenen.
Vi havde haft muligheden for at bestige et ekstra bjerg Huayna Picchu herinde, men det havde vi valgt fra. Der udstedes kun 400 tilladelser til dette pr dag, og havde vi blot været “normale” besøge de på en dags tur havde jeg nok valgt dette hike til.
Men da vi bookede turen, vidste jeg ikke hvor hårdt den ville tære på kræfterne.
Huayna Picchu er den lille grønne top, formet som et næsehorn, der vises i baggrunden på mange fotos af Machu Picchu.
Man er blevet bevidst, at ruinernes naturlige omgivelser er lige så vigtige for stedet som bygningerne selv. Nyere forskning har vist, at stedets placering og orienteringen af dets vigtigste strukturer var stærkt påvirket af placeringen af nærliggende hellige bjerge eller andre inka komplekser i området. En pileformet sten på toppen af Huayna Picchu ser ud til at pege stik syd, direkte gennem den berømte Intihuatana Stone, til Mount Salcantay, som er en af de mest ærede apus i Inca-kosmologien og også det højeste bjerg i området omkring komplekset. På vigtige dage i Inca-kalenderen kan solen ses stige eller sætte sig bag andre vigtige bjergtoppe.
Det tempel vi ikke kunne komme ind i har også 2 vinduer som solen lyser helt præcist igennem når regntiden begynder og regntiden slutter.
Den italienske arkæoastronom Giulio Magli har antydet en ny teori hvor han mener, at rejsen til Machu Picchu fra Cusco ad Inka stien kunne have tjent et ceremonielt formål:
Det skulle være en himmelsk pilgrimsrejse, ligesom den de første Inca tog, da de forlod Solens ø fra Titicaca søen.
For ikke blot at følge en mere gængs og fornuftig sti langs bredden af Urubamba-floden, byggede Inkaerne den “upraktiske”, men visuelt imponerende Inca Trail, som forberedte pilgrimme til indrejsen til det hellige Machu Picchu. Pilgrimsfærdens sidste ben ville være afsluttet med at klatre op ad trapperne til Intihuatana Stone, det højeste sted i de største ruiner.
Der ligger meget gemt historie her i Machu Picchu, og vælger man blot selv at tage derud, uden lidt information fra en guide undervejs går man glip af noget historie, hvis man naturligvis interesserer sig for dette.
Efter rundvisningen fik vi stemplet vores rigtige pas med det legendarisk Machu Picchu stempel og så skulle vi med en lille bus ned til den lille by Aguas Calientes. Herfra gik toget til Cusco, og det var også her vores bærere havde efterladt vores duffelbags.
Guiden havde naturligvis arrangeret at vi kunne spise en fælles frokost på den restaurant hvor vores tasker blev opbevaret, men disse “tvangsrestaurationer” som altid indgår i gruppeture er slet ikke noget for mig.
Herinde kostede 1 ret stort set det samme, som René og jeg havde spist for totalt andre steder, så jeg takkede blot pænt nej tak, og sagde jeg hellere ville bruge min tid på at udforske den lille smukke by, end at sidde inde på en iskold restaurant i en lille gyde. Der var jo det skønneste vejr udenfor, og flere steder med udendørs servering. Blot de 10 minutter jeg brugte derinde fordi der var wifi, måtte jeg påklæde mig trøje og jakke for, at holde varmen.
Dernæst gik jeg ud på egen hånd på oplevelse i den lille by med mit kamera.
Det var en skøn by med mange hyggelige steder. Høje bjerge og masser af vand fra både en stor og lille flod der gik gennem byen.
Jeg gik ind i en lille kirke og nød indtrykkene og energien derinde i fred og ro. Trængte til roen, den gruppe af amerikanere vi rejste med var meget højlydte.
Så gik jeg over på det lille marked og fik købt en fin lille inka halskæde som souvenir, samt et par sten. Havde ellers masser af sten og krystaller med hjem i tasken, som jeg selv havde fundet på de forskellige bjergtoppe, vi havde besteget herovre - de skal hjem i mit sten fad ude på altanen.
Så Gik jeg retur til restauranten, havde lovet Rene, at komme retur til restauranten og hente ham inden vi skulle med toget mod Ollantaytambo for, at skifte videre til bussen til Cusco.
Da jeg kom retur var der stadig tid inden vi skulle med toget, for togplanen var rykket en lille smule.
Vi gik derfor ud på gaden og fandt et hyggeligt lille sted med udendørs servering, og bestilte for første gang nogle af de fint udstillede kager de altid havde på restauranterne herovre. (René var nemlig ikke blevet mæt af det dyre mad han havde fortæret på restauranten! Dette var jo lidt uforståeligt, for alle de steder vi havde spist herovre, var portionerne så store, at 2 personer kunne deles om en tallerkener - dette beviser blot min opfattelse af de steder, guiderne slæber en med hen for at spise!)
Efter det lille kagebesøg gik vi ned gennem det lille marked og så skulle vi ellers over og fange toget.
Dette var et mareridt…!
Der vrimlede med folk, og selv om der stod en vagt og spærrede for, at de lokale ikke kunne komme ind, masede de sig igennem og ned under hans arme. Jeg nåede ellers fint igennem, fordi jeg var turist og havde en speciel billet. Men René røg i klemme med alle de lokale, som forsøgte at mase sig ind til toget. Renes ene arm var på den ene side med hans taske, da maseriet startede og han blev nødt til at trække armen til sig.. og toget gik snart.
Heldigvis kom vores guide til hjælp, fordi han var herhenne for at sikre sig, at alle kom ombord. Han fik styr på renes taske og Rene selv!
Dernæst skulle vi heldigvis ind på en helt anden perron end de lokale, og her stod man pænt i række og ventede på at komme ind i sin anviste kupe.
Her var, som de fleste andre steder i Peru påbudt, at bære dobbelt mundbind og ansigtsvisir.
René havde mistet sit visir, så jeg gav ham mit og tog mit kreative gen frem.
Fandt posen med den ekstra rulle toiletpapir hjemme fra Danmark frem, sprættede den op, og satte den fast på mine solbriller som jeg satte op i panden - så var den hjemme og jeg blev naturligvis godkendt til at stige ombord i toget.
Det var et meget fint tog, tiltrods for, at vi ikke havde valgt at opgradere vores booking til “glastoget”!
Glastoget består af panorama view fra et stor glasparti på hele taget.
Det vi kørte med havde “kun”vinduer i taget, men herfra var der altså også en betagende udsigt på hjemturen når man kørte nedenfor de høje bjerge.
Vi fik nogle spørge skemaer, som vi skulle udfylde vedr. vores bedømmelse af alpaka Expedition. Der var 8 punkter som hver skulle udfyldes med karakteren fra 1-5.
Tror jeg gav 5 point til 5 af punkterne og 1 x 3 og 2 x 4 point.
Da de blev afleveret lå jeg godt mærke til, at de blev fotograferet ind på en telefon, hvilket jeg ikke tænkte nærmere over.
Da toget ankom til Ollantaytambo skulle vi videre med alpakas egen bus til Cusco.
Vi havde allerede om morgenen fået at vide, at vi måske ved ankomst til Cusco skulle over i en taxi og køres til vores hotel, da nogen af os boede på små gader, hvor bussen ikke kunne køre ind. Og når vi skulle i taxi, skulle vi tømme de ting vi havde i vores duffelbag, og tage det med videre i poser, så guiderne kunne få taskerne. Hmn… det var nu lidt besværligt!
Da vi ankom til Cusco var vi et af de hold, som skulle videre i taxi. Men vi blev blot gelejdet over i en bus magen til Dennis kom fra og der stod også Alpaka Expedition på denne ?? Det andet hold som også skulle i taxi, skulle ikke engang med i vores bus?!
Men måske hele forklaringen i dette lå i, at vi ikke havde udfyldt spørgeskemaet med 8 x 5 point, for den mand som fulgte med os ind i bussen var selveste chefen for alpaka Expedition.
Han ville gerne beklage, at vi ikke havde været fuldt ud tilfredse med vores oplevelse, hvilket vi jo reelt havde været. Vi havde blot givet lavere karakter på et par af punkterne omkring planlægning, fordi vi skulle op klokken 3.30 for at sidde at vente ved kontrolpunktet i halvanden time.
Og så havde jeg kun givet maden 4 point - ikke fordi den var dårlig, for det var søreme lækkert mad , men det manglede blot smag. Det manglede salt og krydderier, og det vidste kokken ikke hvad var tror jeg, han serverede blot en form for chillimix til det hele, så man blot kunne gøre maden stærkere.
Karakteren 3 havde jeg givet ift. sproget og guiderne… og det var her det var svært, for Neilton var perfekt i sit engelsk og en helt igennem fantastisk guide, men Roy derimod talte dårligt engelsk og var ikke en særlig god og udadvendt guide.
Men chefen undskyldte og beklagede, og vi sagde, at det skulle han naturligvis ikke tænke over på den måde , for vi havde jo haft en super god tur og sammenlagt en fantastisk oplevelse. At give karakter var jo ikke en dårlig ting, men blot konstruktiv kritik af, hvor de kunne forbedre sig.
Det hele endte med, at de spurgte om ikke de måtte køre os i lufthavnen imorgen tidlig, så kunne vi blot tage deres duffelbags med op på hotellet, og få dem tømt og aflevere dem til deres chauffør i morgen tidlig - det må man nok sige, der sparede vi lige en taxi ud til lufthavnen.
Retur på hotellet stod den på et længe ventet varmt bad, pakning af tasker mm.
Dernæst gik vi ned i byen for at fejre den sidste aften med lækkert mad, vi manglede jo også stadig at få den lokale egnsret Cuy (marsvin)
Vi fandt et lille sted, hvor vi fik bestilt 2 lokale retter.
Vi bestilte Cuy og quinoa risotto med alpaka. For første gang mens vi var herovre fik vi maden samtidigt. Ikke nok med at serveringen bare spillede, det gjorde maden også, den var himmelsk - ikke kun i snag men også i udseende, mums, jeg giver med glæde Cholos Grill restaurant 5 stjerner med pil opad.
Det blev nu ikke til meget fest og farver, vi delte en lille flaske rødvin og så var det på hovedet hjem i seng - vi var trætte og ville blive hente af alpaka Expedition imorgen tidlig klokken 7.15
Godnat og sov godt
Kommentarer
Send en kommentar