Dag 16. Bestigning af Kala Pattar 5635 meters højde

Her til morgen ringede vækkeuret 3.45. Klokken 4.00 gik turen for dem som ville med op på toppen af Kala Pattar.

Panoramatoppen på Kala Pattar ligger i 5.635 meters højde. Vi skulle så tidligt afsted for at kunne nå at se solopgangen over Mount Everest. Vi trissede afsted i mørke med pandelamperne tændt og op mod bjerget. Vi kunne se flere vandrere på vej op af bjerget. Turen op var beregnet til ca 3 timer og turen ned til halvanden time - så vi ville være retur til morgenmad ca halv ni. Vi skulle leve af snacks indtil da, da vores tehus ikke havde så tidlig servering. Heldigvis havde jeg dagen forinden bestilt en  chiapati med omelette, som jeg ikke havde spist og derfor havde taget med som brændstof op af bjerget…. Hvilket var supergodt, for chokoladerne frøs lynhurtigt til is i taskerne. Det frøs omkring - 10 - -15 grader udenfor, det var bidende koldt, selv vandet frøs. Jeg Synes ellers nok at jeg havde taget rigeligt med tøj, både på og med, men lånte alligevel en stor windbreaker af Peter som jeg kunne tage udover min kæmpestore dunjakke det hjalp på varmen, jeg frøs dog stadig mine tæer. Havde slet ikke tænkt tanken om at tage et par nye uldsokker i brug, tiltrods for at jeg havde medbragt nogle ekstra tykke sokker til ekstremt kolde dage. Det var jo koldt hver dag når solen ikke skinnede, så havde slet ikke tænkt tanken, at der ville være så bidende koldt blot fordi det var nat - der plejer jeg jo at ligge  under soveposen i en dejlig varme. Vi gik opad og det første stykke gik godt. Vi kunne se over på khumbu isfaldet ved Everest basecamp, der var små prikker af lys, det var klatrere som var på vej over isfaldet med henblik på at nå Camp 1. Man skal altid krydse isfaldet meget tidligt om morgenen inden solens kræfter begynder at arbejde med isen på isfaldet, for så udsættes deres liv for endnu større risiko for at gletcheren sprækker mm. Vi fortsatte opad bjerget og skumringen begyndte at lette noget mere. Der kom en svag lyskrans om Mount Everest og vi begyndte  at kunne skimte bjerget mere og mere. Solens stråler som endnu ikke var stået rigtigt op, endnu  gav alligevel toppen af Everest en svag Rosa farve - det var ualmindeligt smukt. Det begyndte at blive hårdt at gå opad og man kunne mærke at iltmætningen i luften blev tyndere. Morten kastede op og måtte holde pause med en guide. Gruppen fortsatte videre op. Jeg tog et kort hvil med Morten og Rebecca, var ikke dårlig blot træt og lidt afkræftet af iltmætningen. Jeg Begyndte dog langsomt i eget selskab, at bevæge mig op mod toppen. Det var dejligt med ro og i eget tempo, uden nogen former for stress. 

Jeg roste mig selv for min præstation og der lige pludselig kom toppen til syne. Jeg Stoppede op, trak vejret dybt og lavede nogle og åndedræts øvelser, og dernæst satte jeg målrettet ruten mod toppen.

Det var gået rigtigt stejlt op indtil nu, men den sidste lille top var endnu stejlere og noget af det vildeste jeg nogensinde har oplevet at skulle bestige. Det var kæmpe store klippestykker som lå kastet ovenpå hinanden, de var skarpe i kanterne og dannede den sidste lille top på Kala Pattar og passede meget godt til navnet, hvis man oversatte det - Sort Klippe, for det var store lodrette sorte klippestykker.

Men jeg var så tæt på mål, at nu skulle det bare lykkes - og det gjorde det, jeg stod på toppen og har nu nået mit højeste mål ever, min mission/drøm var fuldført, og mine tanker om evt at tage kilimanjaoro næste år er også  forsvundet. Dette dog også fordi,  at 14 af de andre deltagere i gruppen har besteget kili og siger det er piece og cake ift. til disse præstationer vi har været ude i.  Man bruger jo kun 1 uge - vi bruger 3 uger

Man får serveret mad med kød mm af privat kok, vi får noget usselt mad uden proteiner. Man får en balje vand til at vaske sig i hver dag - vi går 3 uger uden bad. På kili går man blot op en gang og så er turen slut - vi kommer i højderne rigtig mange gange, med ligeså mange nedstigninger - derudover overnatter vi i 5100 meters højde, hvilket er højt- på kili sover man kun i 4600 meters højde - så ja jeg er nået toppen af mit mål/drøm og kan nu lukke den med god samvittighed når denne her tur er ovre… vi har jo stadig en lille uge til at komme retur til Lukla i. 

At stå på toppen af Kala Pattar og se ned til Everest Base Camp – og ikke mindst lige over på verdens højeste bjerg Mount Everest var helt speciel. Udsigten var betagende og man følte næsten at man til den anden side kunne røre Pumari, det smukke symmetriske bjerg som jeg har nævnt tidligere.

Solen var heldigvis også kommet frem og det hjalp lidt på varmen og vi kunne derfor opholde os på toppen i længere tid. Først skulle gruppen jo vente på mig og dernæst skulle vi vente på Rebekka og Morten - men vi klarede det heldigvis alle 10 og fik taget et gruppebillede oppe på toppen, til Kipling egen rejseside.

Dernæst skulle vi bare ned og have morgenmad - og det gik stærkt. Allerede indenfor 4 timer var vi nede igen og nåede ned til resten af gruppen som skulle have morgenmad klokken 8.00

Da vi kom ned var jeg træt, og vi havde stadigvæk en meget lang dag for os.

Den første vandring vi skulle på, var tilbage gennem det bakkede og sten/klippebelagte moræne skråninger hele vejen til Labouche. Her gjorde vi hvil ved tolvtiden, spiste en snak og fik en kop te.

Derefter gik turen videre herfra til nye stier - Everest highway (den vej de fleste går fra lukla og mod deres mål, Everest Basecamp, fordi det er den korteste/hurtigste og mest lige strækning) vi skulle akklimatisere ekstra godt og derfor havde vi taget alle afstikkerne ind til de andre smukke dale.

Fra Labouche gik vi videre ned mod Thugla her krydsede vi mindestedet for omkomne på bjergene her i Himalaya - der var stentoppe, monumenter mm. Med både billeder og navne plader - det var smukt og rørende på en gang, og her var mange mennesker - de fleste dog på vej mod Everest, så heldigvis modsat os.  Vi skulle videre, dagen for os idag var stadig lang, men heldigvis gik det næsten kun nedad..

Efter vi havde spist i Thugla skulle vi krydse mælkefloden som kom brusende ned af bjerget, men da vi kom til broen var den halvvejs revet væk af strømmen og vi måtte følge floden et stykke opad for at finde en ny overgang/bro.

Det var en meget spektakulær og faldefærdig bro vi fandt, men vi kom over.

Herfra gik det videre gennem det smukkeste landskab, som vi tidligere havde set oppe fra på afstand da vi gik i højderne. Vi skulle overnatte i periche som ligger i 4400 meters højde.

Jeg følte at vi kom meget tæt på Ama Dablam og i det fjerne kunne vi skimte tehuset vi skulle bo i, som så ud til at ligge lige foran isfaldet ved Ama Dablam.

Her var betagende smukt og hele strækningen ned fulgte vi de fineste små vandløb. En kilometer før periche lå et kæmpe Yak okse landbrugssted. Det var imponerende, alle indhegningerne var bygget op af en form for kampesten og her var fyldt med yak okser, båden inden - og udenfor indhegningen, selv en nasse små kalve. Vi krydsede igennem flokkene og så var vi stort set fremme ved Periche klokken var 16.15 - efter 12 timers vandring, vores længste dag, og for mig også vores hårdeste med opgang til 5635 meters højde, og nu, ja nu var vi helt nede i 4400 meters højde. Det var helt underligt men det var tydeligt at mærke, at der var kommet mere ilt igen. 

Imorgen går turen videre ned til Tengbouche klosteret… vil du læse med så klik ind igen imorgen