Dag 20 - Retur til Kathmandu

Klokken kvart i fire ringede vækkeuret, vi skulle mødes klokken fem og være klar til indtjekning i lufthavnen 5.15 - men som alt andet nepalesisk tid, kom vi først afsted klokken 5.45

Jeg havde efterladt mine højtelskede nike sko, som jeg har forsøgt at efterlade på mine 2 sidste ferier, til guiderne, sammen med et par hjemmesko og 2 x RM Kirkeartikler svedtransporterende t-shirts’s.

Indtjekningen gik glidende, bortset fra at jeg blev stoppet med en sten, som jeg havde fundet på cho la passet, og som jeg ikke fik lov at medbringe gennem tolden - den blev simpelthen konfiskeret!

Klokken 6.30 blev vi som de første passagere kaldt ud på flyvepladsen, og allerede 6.35 sad vi i flyveren klar til at lette - vi har virkelig været heldige med både vores ankomst og afgang fra Lukla.

Flyveturen var ualmindelig smuk og der var en helt fænomenal udsigt og sigtbarhed på hele turen, så vi fik rigtigt set Himalaya for oven på hjemturen til Kathmandu.

Klokken 7.07 landede vi i Kathmandu, og 7.29 var vi allerede i taxien på vej ud til vores hotel.

Der har virkelig været god karma i gruppen iht. rejseplanenn til og fra Lukla. Ifølge Line vores guide kan man nogle har vente i flere timer.

Da vi kom til vores hotel ville alle ind og spise morgenmad. Jeg syntes maden havde været så dårlig sidst, så jeg ville faktisk hellere ud i byen… vi kunne nemlig alligevel  ikke få vores værelser før klokken 10, så vi skulle bare gå rundt og lugte som gnu, som vi havde gjort i snart 2 en halv uge.

Jeg gik ud og prajede en taxi, for at komme ud til Pashupatinath Templet og se Lord Shiva blive vasket klokken 8.30 - da jeg sad i taxien fortalte chaufføren at det ville tage ca 40 minutter at køre derud pga. trafikken, så jeg bad ham pænt om blot at køre ind til siden, så jeg kunne gå tilbage til hotellet.

Så måtte jeg vente med at se det til imorgen. Jeg trissede rundt i byen og nød alle indtrykkene af de lokale, som var ved at vågne op til en ny Dag.

Jeg nyder at trisse rundt og se på alle de indfødte og deres ageren i den daglige hverdag. Jeg faldt over en lille tebutik, og gik naturligvis derind for at opleve og se hvad de havde af udvalg. Det var så ikke et helt almindeligt lille tehus, men et helt specielt sted, hvor man kunne få lov at smage alle de te varianter man havde lyst til. Man blev placeret ved et lille bord, og så startede de faste ritualer om afvaskning og rensning af tekopperne.

Det var en kæmpe oplevelse, og jeg blev præsenteret for, at frøen var tegudinden. Efter besøget gik jeg blot rundt og nød byens mange indtryk indtil jeg kunne få værelset oppe på hotellet. Endelig kunne jeg komme i bad og få vasket hår efter næsten 3 ugers karantæne fra varmt vand og et badeværelse. 

Jeg vaskede håret 2 gange med sæbe, 1 gang med balsam, 1 gang med sæbe og dernæst sluttede jeg af med en gang balsam igen.

Mit hår var virkelig uglet og det vat meget svært at redde ud. Der lå en halv paryk på gulvet efter afvaskning og udredning. 

Efter vask og påklædning i lækkert rent tøj gik jeg forbi udebaren for at se om der var nogen som ville med ud på lidt sightseeing . 

Alexander ville gerne med mig op at se Swayambhunath stupaen, som også kaldes Abetemplet.

Det lå små 3 kilometer fra hotellet, så jeg overtalte ham til at vi skulle gå derop, istedet for blot at tage en taxa. Alexander er 25 år og synes jeg er lidt tosset, når jeg vandrer på de underlige små veje med stor fornøjelse.men vi oplevelse da lidt undervejs på vores tur op til abetemplet. Vi kom forbi et tempel med masser af musik, og jeg mente naturligvis at vi skulle gå ind at se hvad der foregik, men Alexander var lidt mere tilbageholdende… det viste sig at vi lavede et wedding crush, og det var helt okay, vi blev ihvertfald ikke jaget ud igen, men fik lov at stå og nyde alle indtrykkene og det livlige musik. 

Havde jeg været der alene havde jeg nok brugt lidt længere tid der, men nu havde jeg ungt selskab og var vist nødt til at gå videre op mod abetemplet.

Vi vandrede op mod Swayambhunath Stupaen, det var varmt og det gik stejlt op ad bakke.Swayambhunath stupaen, kroner en konisk skovklædt bakke, med et gyldnet spir og er den ældste og mest gådefulde af alle de hellige helligdomme som er i Kathmandu-dalen. Dets høje hvide kuppel og glitrende gyldne spir er synlige i mange kilometer og efter sigende også fra alle sider af dalen. Historiske optegnelser som er fundet på en steninskription viser, at stupaen allerede var et vigtigt buddhistisk pilgrimsmål i det 5. århundrede e.Kr. Dens oprindelse stammer dog fra en meget tidligere tid, længe før buddhismens ankomst til Kathmandu dalen, hvis man lytter til en samling fortællingerne. Disse fortællinger 

beskriver stedet, Swayambhu Purana fra det 15. århundrede, og fortæller om en mirakuløs lotus blomst, der blev plantet af en tidligere Buddha, den blomstrede fra søen, der engang dækkede Kathmandu-dalen. Lotusen udstrålede på mystisk vis et strålende lys, og stedets navn kom til at være Swayambhu, hvilket betyder “selvskabt eller Selveksisterende”. Hellige, vismænd og guddommelige pilgrimme rejste til søen for at ære dette mirakuløse lys for dets magt til at give oplysning/visdom . I løbet af denne tid mediterede Bodhisatva Manjushri ved det hellige bjerg Wu Tai Shan,  og  Manjushr havde en vision for det blændende Swayambhu-lys. Så han fløj hen over bjergene i Kina og Tibet på sin blå løve for at tilbede lotus lyset. Dybt imponeret over kraften i det strålende lys følte Manjushri, at hvis vandet blev drænet ud af søen, ville Swayambhu blive lettere tilgængelig for menneskelige pilgrimme. Så Med et stort sværd skar Manjushri en kløft i bjergene omkring søen for at dræne Vandet væk, og dette skabte nutidens Kathmandu-dal. Lotusen blev derefter forvandlet til en bakke, og lyset blev til Swayabhunath Stupaen. (Ifølge fortællingerne) Til Swayambhunaths stupaen kommer tilbedere som både er hinduer, vajrayana-buddhister fra det nordlige Nepal og Tibet og newari-buddhister fra det centrale og sydlige Nepal. Hver morgen før daggry, kommer hundredvis af pilgrimme og bestiger de 365 trin, der fører op ad bakken, så det var godt at vi først tog herhen efter middag - og vil lige påpege at vi måtte holde pause flere gange op ad trinene i middagsvarmen. Når man kommer op kommer man forbi den forgyldte Vajra (tibetansk: Dorje) som har to løver, der bevogter indgangen, og derefter kommer en  lang række cirkumambuleringer af  stupaer der er med uret (Newari-buddhisternes kreds i den modsatte retning mod uret). På hver af de fire sider af hovedstupaen er der et par store øjne. Disse øjne er symbolske for Guds altseende perspektiv. Der er ingen næse mellem øjnene, men snarere en gengivelse af er nummer fra det nepalesiske alfabet, hvilket betyder, at den eneste vej til oplysning er gennem den buddhistiske vej. Over hvert par øjne er et andet øje, det tredje øje, hvilket betyder visdommen i at se indeni. Ingen ører vises, fordi det siges, at Buddha ikke er interesseret i at høre bønner til lovprisning af ham.

Området omkring stupaen er fyldt med chaityaer, templer, malede billeder af guder og adskillige andre religiøse genstande. Der er mange små helligdomme med statuer af tantriske og shamanistiske guder, bedehjul for de tibetanske buddhister, Shiva lingams (nu forklædt som buddhistiske chaityaer og dekoreret med ansigterne af Dhyani Buddhas), og så er der et populært hinduistisk tempel dedikeret til Harati, som er Koppernes gudinde. Tilstedeværelsen af ​​Harati Devi-templet betyder sammenblandingen af ​​hinduismens og buddhismens pantheoner i udviklingen af ​​de religiøse tendenser som er i Nepal. Da buddhisterne ikke havde nogen redning/guddommelighed  i deres eget pantheon til at beskytte mod de frygtede kopper, adopterede de den hinduistiske guddom til hjælp.

På toppen af ​​Swayambhunath-bakken er et andet fascinerende, men mindre og mindre besøgt tempel. Dette er Shantipur, oversat til “Fredens sted”, her er den tantriske mester Shantikar Acharya fra det 8. århundrede, efter sigende gemt af vejen i et hemmeligt, altid aflåst, underjordisk kammer. Han praktiserer meditationsteknikker, som skulle have bevaret hans liv i utallige århundreder, og han er en stor esoterisk tryllekunstner, der har fuld magt over vejret. Kathmandu-dalen er ofte truet af tørke, og derfor siges det at kongen af ​​Nepal måtte ind i det underjordiske kammer for at få en hemmelig mandala fra Shantikar. Kort efter at mandalaen blev bragt udenfor og vist til himlen, skulle det efter sigende være begyndt at regne. Kalkmalerier malet på de indvendige tempelvægge viser, hvornår dette sidst fandt sted (i 1658.) Det lille tempel har en spændende atmosfære som er lidt mystisk.

Swayambhunath-stupaen kaldes også “Abetemplet” på grund af de mange hundrede aber, der slynger sig rundt i templet om natten, efter at pilgrimmene og præsterne er rejst. Men de er der altså også om dagen, der er de blot for foden af alle trapperne og et godt stykke derop ad…

Oppe fra stupaen var der også En fantastisk udsigt ud over hele Kathmandu. Det var rigtig fint heroppe, men jeg synes der var for mange turist boder inde på området.

Da vi skulle hjem heroppe fra ville Alexander gerne med en taxi, så det tog han tilbage til hotellet - jeg ville hellere blot slentre retur i eget tempo og opleve menneske mylderet og kulturen i ro og mag, så det gjorde jeg.

De andre var taget på vinbar, og jeg havde fået adressen inden jeg gik og havde  sagt at jeg ville støde til senere, så det gjorde jeg på hjemvejen.

Det blev dog ikke til vin, men til GT istedetfor.  

Klokken syv skulle vi alle samlet ud at spise på en italiensk restaurant, her havde de vin.

Jeg nappede et enkelt glas, til en omgang bruschetta og en halv pizza - så var det hjem i seng….

Godnat - vi ses imorgen.

Swayambhunath Stupa står og kroner på en konisk skovklædt bakke i Kathmandu og har et gyldent spir. Stupaen er den ældste og mest gådefulde af alle de hellige helligdomme i Kathmandu-dalen. Dens høje hvide kuppel og det glitrende gyldne spir er synligt på stor afstand og fra alle sider af dalen. Historiske optegnelser, som er fundet på en steninskription viser, at stupaen allerede var et vigtigt buddhistisk pilgrimsmål i det 5. århundrede e.Kr. Dens oprindelse stammer dog fra en meget tidligere tid, længe før buddhismens ankomst til dalen. En samling af legender om stedet, Swayambhu Purana fra det 15. århundrede, fortæller om en mirakuløs lotus, plantet af en tidligere Buddha, som blomstrede fra søen, der engang dækkede Kathmandu-dalen. Lotusen udstrålede på mystisk vis et strålende lys, og stedets navn kom til at være Swayambhu, hvilket betyder 'Selvskabt eller Selveksisterende'. Hellige, vismænd og guddomme rejste til søen for at ære dette mirakuløse lys for dets magt til at give oplysning. I løbet af denne tid mediterede Bodhisatva Manjushri ved det hellige bjerg Wu Tai Shan og havde en vision af det blændende Swayambhu-lys. Manjushri fløj hen over bjergene i Kina og Tibet på sin blå løve for at tilbede lotus. Dybt imponeret over kraften i det strålende lys følte Manjushri, at hvis vandet blev drænet ud af søen, ville Swayambhu blive lettere tilgængelig for menneskelige pilgrimme. Med et stort sværd skar Manjushri en kløft i bjergene omkring søen. Vandet, der drænede væk, forlod nutidens Kathmandu-dal. Lotusen blev derefter forvandlet til en bakke, og lyset blev til Swayabhunath Stupaen.

Swayambhunaths tilbedere omfatter hinduer, vajrayana-buddhister i det nordlige Nepal og Tibet og newari-buddhister i det centrale og sydlige Nepal. Hver morgen før daggry, vil hundredvis af pilgrimme bestige de 365 trin, der fører op ad bakken, køre forbi den forgyldte Vajra (tibetansk: Dorje) og to løver, der bevogter indgangen, og begynde en række cirkumambuleringer af stupaen med uret (Newari-buddhisternes kreds i den modsatte retning mod uret). På hver af de fire sider af hovedstupaen er der et par store øjne. Disse øjne er symbolske for Guds altseende perspektiv. Der er ingen næse mellem øjnene, men snarere en gengivelse af nummer et i det nepalesiske alfabet, hvilket betyder, at den eneste vej til oplysning er gennem den buddhistiske vej. Over hvert par øjne er et andet øje, det tredje øje, hvilket betyder visdommen i at se indeni. Ingen ører vises, fordi det siges, at Buddha ikke er interesseret i at høre bønner til lovprisning af ham.

Området omkring stupaen er fyldt med chaityaer, templer, malede billeder af guddomme og adskillige andre religiøse genstande. Der er mange små helligdomme med statuer af tantriske og shamanistiske guder, bedehjul for de tibetanske buddhister, Shiva lingams (nu forklædt som buddhistiske chaityaer og dekoreret med ansigterne af Dhyani Buddhas), og et populært hinduistisk tempel dedikeret til Harati, Koppernes gudinde og andre epidemier. Tilstedeværelsen af ​​Harati Devi-templet betyder sammenblandingen af ​​hinduismens og buddhismens pantheoner i udviklingen af ​​de religiøse tendenser i Nepal. Da buddhister ikke havde nogen guddom i deres eget pantheon til at beskytte mod de frygtede kopper, adopterede de den hinduistiske guddom til hjælp.

På toppen af ​​Swayambhunath-bakken er et andet fascinerende, men mindre og mindre besøgt tempel. Dette er Shantipur, 'Fredens sted', hvori den tantriske mester Shantikar Acharya fra det 8. århundrede, i et hemmeligt, altid aflåst, underjordisk kammer, bor. Han praktiserer meditationsteknikker, som har bevaret hans liv i utallige århundreder, og han er en stor esoterisk tryllekunstner, der har fuld magt over vejret. Da Kathmandu-dalen er truet af tørke, må kongen af ​​Nepal ind i det underjordiske kammer for at få en hemmelig mandala fra Shantikar. Kort efter at mandalaen er bragt udenfor og vist til himlen, begynder regnen at falde. Kalkmalerier malet på de indvendige tempelvægge viser, hvornår dette sidst fandt sted i 1658. Det lille tempel har en stærk atmosfære; den er mystisk, streng og lidt ildevarslende.

Swayambhunath-stupaen kaldes også 'Abetemplet' på grund af de mange hundrede aber, der slynger rundt i templet om natten, efter at pilgrimmene og præsterne er rejst. I nærheden af ​​Swayambhunath-bakken er andre vigtige templer såsom Shiva Jyotir Linga-templet i Pashupatinath, Boudhanath stupa, Changu Narayan, Dakshinkali og Budhanilkantha. Læsere, der er interesseret i at studere de hellige steder i Kathmandu-dalen i detaljer, henvises til værkerne af Bubriski, Majupuria og Moran, der er opført i bibliografien.