Fra odeceixe til aljezur

Imorges var der afgang 9.15 og vækkeuret var sat til at ringe klokken 8.00

Jeg vågnede helt af mig selv et kvarter i otte og gik ud og fik sat vand over til morgenmad. Helle, lars og jeg spiste morgenmad samme ude på terrasen hvor vi boede - godt ude i solen så vi kunne nyde varmen. Alle de andre gik på cafe og spiste eller ned i byen for at finde et baeri. Vi boede helt oppe på toppen af bakken over byen, og skulle bare fortsætte heroppe fra og ud mod kysten igen på morgendagens etape. Vi fulgte et stykke af landevejen langs markerne indtil vi ramte vandingskanalen, som vi fulgte på en god strækning til frøernes kvækken omkring os. 

Efter et godt stykke ramte vi kystlinjen og her skulle vi heldigvis gå  nogle gå kilometer - der er ikke noget så smukt og dramtisk på en gang, som havets brusen og lodrette stejle klipper. Desværre var denne her strækning langs kysten, det sidste kystvandring på denne her tur.

Vi kom til en ekstra ordinær og fed strækning på hele vores tir på denne her etape. Det var en meget stejl klippe skrænt hvor stien gik zigzag på meget lodrette skifter skrænter. Først gik det langt ned for derefter at gå op igen på den anden side af kløften. Inden vores nedstigning måtte vi hjælpe helle som lider meget af højdeskræk.

Jeg kunne mærke hendes skræk helt over i min krop og følte mig kaldet til at åbne op for min healing, en healing jeg ellers har haft lukket ned for i et par år. 

Jeg healede hende, groundede hende og forbandt mig med hende, så jeg kunne støtte hende både på ned og opfarten af de 2 meget høje og stejle klippeskrænter. Jeg hjalp Helle med vejrtrækningen og dernæst startede vi nedstigningen. Vi nåede et lille stykke ned af klippeskrænten, så trak det hele sig sammen i min mave og jeg kunne mærke Helles frygt, som jeg forsøgte at hjælpe hende af med og etablere en god og stabil energi omkring hende.

Helle klarede det bravt og var så  sej. Efter små 7 kilometer drejede vi væk fra kysten og måtte desværre tage afsked med dette gude smukke syn med havet og klipperne. Herfra gik turen op ad grusveje, gennem marker, træer mm. Så drejede vi igen ind for at følge en vandingskanal, og da vi havde gået  næsten 12 kilometer kom vi til rogil. Her kunne vi fa tanket vand, som vi alle var lavt på, og ligeledes få købt noget lækkert brød til vores madpakke/sandwich.

Helle, lars og jeg satte os på en bænk for at spise madpakke og de andre fra gruppen gik hen til det "berømte" bageri i byen og fik stillet deres kagelyst i et væld af kager

Da vi var færdige med vores sandwich skulle lars lige hen og have 4 kager - han er  kagemand uden lige... efter vores kageorgie trængte vi til tempo og det var heldigvis tilladt de næste små 4 kilometer hen til campingpladsen hvor miguel havde parkeret vores bus. På denne strækning var vi så heldige at se solen med haloring mens vi gik. Herfra gik det igen videre langs nogle vandingakanaler og vupti, vi havde gået stærkt og pludselig var campingpladsen foran os. Her var der samling, og Miriam og miguel kørte sammen videre ind til aljezur, mens vi andre vandrede de sidste 3,5 kilometer ind til byen. Miriam har været hårdt ramt af vabler, men hun har også travet i turen i et par sikkerhedsstøvler a la en militær støvle - jeg siger bare, godt det ikke er mig - jeg har vandret i sandaler og bare tæer hele vejen!de sidste kilometer var ned af en meget lang og stejl bakke, men heldigvis blot på grusvej. Allerede på lang afstand kunne vi se Aljezur som er en lille købstad med hvidkalkede huse, røde tage og brostensbelagte gader, omgivet af egeskove og marker prydet med vilde blomster. Det var en smukt udsyn. Vi kom ned til den  frugtbare floddal, som skal være berømt for sine søde kartofler. Aljezur blev grundlagt af araberne og erobret af portugiserne i 1246. Aljezur er domineret af ruinerne af et maurisk slot, dette slot var vores mødested med Miriam og Miguel, som vi skulle mødes med deroppe og skåle turen i hus med hvidvin. Det gamle slot  blev bygget af sandsten og opført i det 10. århundrede. Det blev dog slemt beskadiget under det store jordskælv i 1755.

Slottet, som nu er ruiner, ligger på toppen af en smal og meget stejl brostensbelagt bakke, havde vi ikke haft udsigten til koldt hvidvin havde det været en hård tur derop. Adgangen til ruinerne var gratis, og udsigten heroppe fra bakketoppen var smuk og spektakulær.

På den ene side af floden står den gamle bydel, som kan dateres tilbage til det tiende århundrede, da maurerne først slog sig ned her. Ifølge et sagn indtog ridderne af Santiago under Dom Paio Peres slottet uden kamp en nat i 1249, da en maurisk jomfru åbnede porten for dem. Og fem århundreder senere, da Aljezur var fyldt med malaria, (dette fordi vandløbet rundt om bakkens fod tidligere var udklækningssted for malariamyg), beordrede biskoppen af Algarve bygningen af en ny kirke langt væk fra vandløbet, og bad befolkningen flytte til den anden side af floden over til kirken, netop for at få folk væk fra myggeplagen og undslippe sygdommen.)

Den ældste bygning i den nye bydel er fra det attende århundrede, Igreja de Nossa Senhora da Alva, som ligger på hovedtorvet er omgivet af butikker og caféer. 

Efter vores fælles sejrs skål besluttede vi os alle for at køre med bussen, miguel og Miriam ned til vores hotel ned i byen og blive tjekket ind. Nu slapper vi af, og nyder en kold flaske vin inden vi skal ud at spise senere - vi ses imorgen til portvinssmagning i porto!l