Visiting Salento and hiking Cocora Valley

 Vi havde stillet vækkeuret idag, men først til 6.45, vi ville nemlig op ag afsted mod Cocora valley imens solen skinnede. Det havde jo været lidt come si, come sa med vejret, og idag og imorgen er de eneste 2 dage de har lovet nogenlunde vejr, men dog kun fra morgenstunden. 

For at komme op i nærheden af  Cocora Valley kørte vi op i Andesbjergene igår og ind i i Quindío-regionen. rené havde fundet et lille sted at bo lidt udenfor Salento til kun kr. 140 for 2 personer inklusiv en lækker morgenmad.

Cocora  Dalen ligger i  Los Nevados National Natural Park, i denne park finder  man både paramo landskaber og høje bjerge, og så naturligvis de berømte vokspalmer som vi er kommet for at opleve

Dalen skulle have en imponerende samling af voks palmer (Ceroxylon quindiuense), som  er verdens højeste palmetræer. Jeg glæder mig virkelig til at se dem, og var glad for, at René og jeg kunne indgå et kompromis, om at tage hertil 🙏🏻

Vokspalmerne  kan nå højder, på op til 60 meter, og deres slanke stammer er dækket af voks, hvilket giver dem deres karakteristisk udseende, som vi er spændte på at se.

Da vi havde spist gik vi ned til hovedvejen for at fange en jeep op til Cocora Valley. Det var dog lidt sværere at få en jeep end hvis vi havde boet inde i salento. Jeepen kører som udgangspunkt først fra Salento når den er fyldt, så når den kom forbi her hvor vi stod, var den selvfølgelig fyldt, og vi måtte pænt vente på den næste, og næste og næste... Endelig kom der en jeep som havde plads.  Vi hoppede op bag på jeepen og stod og nød udsigten ud over det smukke landskab. Bjerge kan bare noget, og på temperaturen kunne vi godt mærke at vi var kommet Andes bjergene, og det var en smule køligere i luften. 

Jeg havde heldigvis pakket en rygsæk med både uldtrøje, ud over den uldundertrøje jeg havde på, T-Shirt og regnjakke.

Jeg havde nemlig læst, og også selv erfaret fra tidligere vandreture i bjergene, at vejret kan skifte på et splitsekund.

Turen ind til bunden af cocora valley er på ca 8 kilometer, og tager lidt længere tid at køre, end 8 kilometer derhjemme.

Wauw et syn der mødte os da vi kom herop 😍

Normalt fremmaner  billeder af palmer subtropiske strande, mens folk sidder i badetøj og nipper til deres cocktails. Dette er dog ikke synet når man ser Quindío vokspalmen, som har  sit hjem højt oppe i Andesbjergene. 

Ceroxylon quindiuense som er det spanske navn på vokspalmen, er en unik art indenfor palmer og er det træ der kendetegner Cocora Valley. 

Det er et forholdsvist stort område man kan vandre i. Dalen starter i 2400 meters højde og med de tilhørende omkringliggende bjerge strækker det sig over 60 kvadratkilometer, så der er flere ture at vælge imellem, både i sværhedsgrad og længde.

Jeg havde udset mig en rute hjemmefra...

Vi skulle gå modsat alle andre, på den lange rute, som er sat til at skulle tage ca 5 timer at vandre. Den startede  langs floden Rio Quandio floden, som vi skulle følge op af bjerget, modsat der hvor det reelle udsigtspunkt er! Stigningen på denne her vej rundt, skulle være hårdere og ruten både stejlere, og smallere.

Det første område vi bevægede os i var landbrugsområde. Her gik mange køer rundt på skråningerne, stierne var smalle med nem fremkommelig. Vi krydsede vandløb på stien et par gange. Efter lidt vandring måtte jeg skifte til T-shirt, det blev varmt, solen skinnede og det gik opad. Faunaen og floraen ændrede sig markant. Vi begyndte at vandre i en form for regnskov, og stien gik meget tæt på floden. Den blev smallere, belagt mes klippestykker og sten, og vi skulle holde øje med hvor vi satte vores fødder, der kunne være glat. 

Hængebroerne begyndte at dukke op, den ene mere faldefærdig end den anden. Og det var et must at kigge på sine fødder når disse broer blev krydset, for flere af dem manglede plankerne på gå arealet, og man kunne nemt træde igennem.

Stien var ikke særlig godt afmærket, heldigvis havde jeg fundet min Gaia app frem og trekkede turen.

Så havde jeg nemlig mulighed for, at sikre mig, at vi drejede de rigtige steder. Havde nemlig hørt, at hvis man et sted drejede til højte istedet for til venstre, ville man komme ud på en længere  tur, der kunne vare et par dage. 

Undervejs da vi fulgte floden op af bjerget, var der flere stedet med meget små "vandfald", der var dog et enkelt sted hvor vandfaldet blev lidt større, men dog ingenting ift. de vandfald vi har set indtil nu på vores rejse. Alligevel besluttede vi os naturligvis for at tage afstikkeren fra ruten og ned til cascada palmas en la niebra.

Efter at have set vandfaldet gik vi tilbage til stien.  Jeg svedte, og kunne godt mærke den stejle opstigning var hård. Da vi nåede op for enden af stien, hvor den delte sig i 2. Man kunne enten krydse over mod Cocora udsigtspunktet, eller man kunne gå op til et beskyttet område for kolibrier.

Vi valgte at gå op til det beskyttede område  for kalibrier, men tænker umiddelbart ikke kolibrierne var mere beskyttet jer end alle de ande steder vi kunne se dem flyve - der var dog flere her, og mange forskellige arter. De havde  nogle almindelige arter som f.eks. Long-tailed Sylph, Booted Racket-tail, Sword-billed Hummingbird og Shining Sunbeam.

Kolibrierne lever flere forskellige steder heroppe, i  alt fra skovområder til åbne områder og nær vandløb. Men deres tilstedeværelse er ofte knyttet til steder med blomster, hvor de finder nektar, der udgør størstedelen af deres kost.

Kolibrier ernærer sig primært af nektar fra blomsterne, og her gør deres karakteristiske lange næb og hurtige vingeslag stort gavn.  Heroppe havde de valgt at hænge og sætte fodreskåle 

frem med nektar til at fodre og tillokke kolibrierne.

Nogle af kolibrier heroppe i området var migratoriske, hvilket betyder at de bevæger sig mellem forskellige højder, afhængigt af årstiden og tilgængeligheden af føde.

Kolibrier spiller en vigtig rolle for økosystemet her i Cocora Valley, da de  bestøver blomster. De hjælper med at pollinere planter, hvilket fremmer plantevækst og biodiversiteten i området. Mens vi var heroppe skiftede jeg til lange uldundertrøje. Det var som om solen gik væk. Umiddelbart syntes jeg ikke besøget og turen op til kolibrierne var hverken anstrengelsen eller pengene værd. Det kostede nemlig 20.000$ at sætte sig her, og jeg syntes faktisk at oplevelsen i Minca, som var gratis, var mindst ligeså god.  Fog serverede de en lækker kop cacao til alle fe besøgende som tog turen herop og indløste "entre"

Da vi gik videre,  kunne vi se, at tågen var ved at indtage dalen, og det smukke udsyn ned over dalen forsvandt. Vi kunne dog stafig se det som var tæt på os, her var en masse fugle. Desværre så vi hverken pumaer eller nogen af de andre firbenede væsener som der var skilte op omkring.

Da vi kom op på toppen, havde vi tilbagelagt 7,4 kilometer 653 højdemeter , og vejret var ikke blevet bedre, der var nu endnu mere tåget, hvilket var ærgerligt, for her var så mange smukke blomster.

Og netop heroppe på toppen svævede de yndefulde kolibrierne også rundt og sugede nektar fra blomsterne.

Vi købte en dunk vand heroppe, det var heldigt at der var mulighed for at købe vand heroppe, for jeg var helt tørlagt af den hårde tur herop.

Nu begyndte det at gå nedad gennem nåleskov, tågen var meget meget tæt og klistrede op af stammerne.

Nu kan jeg godt forstå hvorfor voks palmerne holder til her;  de foretrækker våde, tempererede klimaer og kan ikke tåle temperaturer over 20 C. Jeg syntes nu godt nok, at vi havde været op omkring de 20 grader da solen skinnede, men det har den sikkert ikke.

Man har forsøgt at dyrke palmen uden for sit oprindelig hjem her i Colombia, men det har været  notorisk vanskeligt. Derfor er træet beskyttet og man passer på træets overlevelse her i dalen.

Vokstræer havde været kendt og brugt af det oprindelige folk i Colombia i århundreder. Palmerne var en integreret del af deres overlevelse, hvor hver del af træet blev udnyttet. Efter træet var fældet, kunne den indre marv fjernes, hvilket efterlod en bemærkelsesværdig holdbar skal, som blev brugt til at bygge huse, hegn og stalde. Deres utrolige længde gjorde dem også nyttige til vandrør og kanaler, såvel som mere moderne funktioner som stænger til el- og telegrafledninger.

Uden at fælde træerne kunne den tykke voks også forsigtigt skrabes af træet og bladene for, at producere fakler og stearinlys. Produktion af stearin lyn og fakler var et aspekt, som  interesserede vestlige industrifolk. Og I stedet for at klatre op i træerne for at høste voksen voksen, blev mange træer simpelthen hugget ned af de vestlige industrifolk.

Men grundet det begrænsede udbud af træer blev det for producenterne  ugunstigt for dem at producere. Så brug af voksen blev aldrig rigtigt udbredt.

Vestlig indflydelse introducerede en anden form for trussel mod de tårnhøje palmer, denne gang kulturelle. En uge før påske fjernede kristne beboere palmebladene for at bruge dem til fejring af palmesøndag. Da modne vokspalmer vokser til så utrolige højder, blev bladene normalt taget fra de yngre træer og lave træer, hvilket gjorde at træet ikke nåede at forplante og formere sig, og derfor gik ud. vokspalmen har stået overfor  adskillige trusler, primært som følge af skovrydning og tab af levesteder. Landbrugsudvidelse, skovhugst og ulovlig høst af palmehjerte 

Heldigvis var der en colombianske botaniker, professor Armando Dugand, som så vokspalmernes trussel fra menneskene. Han begyndte derfor at presse på til regeringen for, at gøre palmerne til Columbias nationaltræ tilbage i 1949. Hans indsats gav pote i 1986, da den colombianske kongres officielt navngav ceroxylon quindiuense til deres nationaltræ. 

Da palmen blev gjort til national træ, købte staten Cocora dalen for at bevare palmerne i deres habitat. Ligeledes gjorde man det også ulovligt at fælde disse. 

Og Cocora dalen er nu palme træets  naturlige levested og det eneste sted i verden, hvor du kan opleve disse storslåede kæmper.

Og jeg vil klart anbefale et besøg herovre. Dog vil jeg ikke foreslå at gå den rute vi har gået, medmindre du har mere end 1 dag til at besøge dalen... for jo længere vi  nåede ned mod udsigtpunktet jo mere diset  og tåget blev det, og der var ikke længere det store udsyn ud over den smukke dal og de høje og storslående palmer.

Derfor blev René og jeg også enige om, at vi ville tage hertil igen imorgen tidlig, tidligt, og istedet gå direkte op til udsigts punktet. Vi ville gerne have udsynet udover hele dalen med klar blå himmel og frit udsyn.

Da vi kom ned til parkeringpladsen, hvor vi var blevet læsset af jeepen imorges, stillede vi os i kø, for at komme med en Jeep tilbage mod Salento. Vi blev enige om at tage med helt ind til Salento og se hvad byen havde at tilbyde. Vi kunne jo være heldige at finde en kaffeplantage at komme på rundvisning ved, det nåede vi jo ikke Minka, og Salento ligger jo i hjertet af landets berømte kafferegion, også kendt som Zona Cafetera.

Vi blev læsset af på det store torv midt i Salento, og talte om at byen var meget lig Guatape, og dog alligevel ikke så charmerende som Guatape. Vi gik rundt og kiggede nærmere på byen, solen var retur og vejret var perfekt. Salento havde bevaret sin oprindelige koloniale charme med brostensbelagte gader, traditionelle huse med farverige facader og smedejernsbalustre. Mange af byens bygninger kan dateres tilbage til det 19. århundrede, de er dog blevet restaureret for at bevare deres historiske karakter.

Vi fandt et lille sted, hvor vi gik ind og fik lidt frokost, inden vi ville gå tilbage til torvet, for at købe en billet, til en tur ud på en kaffeplantage. Det var både nemt og besværligt at købe en billet til en coffe tour. Nemt fordi det var lige til, svært fordi der var så mange ture at vælge imellem

Vi valgte at besøge Finca kaffeplantagen, hvor vi skulle på rundvisning i kaffens historie, plantagen og kaffeproduktionens proces.

Fra vi købte billetten, til vi kom ombord i en jeep, tog max 10 minutter.

Dernæst kørte vi afsted i en fuld jeep, vi havde denne gang fået plads på forsædet.

Den første plantage vores jeep kørte til, var Finca, og vi var de eneste som skulle af her.

Vi hoppede af og gik ad den lille vej op til kaffefarmen. Oppe på farmen blev vi ikke bare mødt af en idyllisk og betagende udsigt ned over skråningerne med kaffeplanter, men fik også en ualmindelig varm velkomst af den sødeste kaffebonde.

Vi blev vist hen til et lille bord hvor vi kunne nyde solen til vores tur var klar.

Efter et par minutter kom 2 franskmænd, som skulle med på vores rundvisning.

Vores vært kom og lagde hatte til os, en kaffetaske og en tyndtvævet poncho, så var vi klar til en tur i kaffeplantagen. Hos Finca kaffe bevæger man sig kun i kaffeplantagen, når man er påklædt korrekt efter alle regler, hvilket var en rigtig god oplevelse for os, som besøgende på kaffefarmen - det er velkomst som er anderledes, og bestemt noget man husker stedet for -  det gav et super godt indtryk.

Vi gik ned i marken, smagte på nogle af de få røde  kaffebønner der var, det er dem der er modne. Der var ikke mange af de røde bønner, men sæsonen er heller ikke endnu, vi skal engang hen i maj måned først. Trods sæsonen for modne kaffebønner endnu ikke er startet var der alligevel muligt at finde en smule røde bønner. Vores guide var en virkelig tiltalende ældre herre som, han  forstod på den mest charmerende måde at  imponere os allesammen med hans historier, grin og sjove fortællinger. Efter rundvisning i plantagen var færdig, skulle vi op til kaffemøllen og prøve kværne nogle af de røde bønner vi havde fundet. Maskinen de kom i, pressede bønnen ud af det ræde lag den var omgivet af. Dernæst skulle bønnerne lægges til tørre.

Efter vi havde set og fået gennemgået tørringsprocessen, blev vi vist op til kaffebaren.

Så blev vi informeret om de forskellige typer bønner de havde, og hvordan de blev sorteret, i prima kvalitet, og affald. Det er ikke alle bønner som er gode nok efter tørring, disse sorteres fra og indgår ikke i primakvaliteten.

Efter historien om kaffebønner, tog damen i kaffebaren nogle bønner og vejede af, kværnede disse, og hældte kogt vand over, og så blev der serveret en kop friskbrygget kaffe  - jeg smagte på den.!! Jeg kunne drikke den, men kaffe bliver stadigvæk ikke min favorit 🫣

Dog syntes jeg at det kunne drikkes, måske kun her, og ikke når jeg er retur i DK 🫣😂 men jeg valgte alligevel at købe et par poser nypakkede kaffebønner med hjem.

Da vi var færdige med rundvisningen, gik vi retur ned af den lille vej fra kaffefarmen og ned på grusvejenskulle. Der gik ca 5 minutter, så kom en jeep rullende forbi og samlede os op, og vi blev kørt retur til Salento. I Salento mente René det var øl tid, og gik ud for at finde en spændende lokal øl. imens  arrangerede jeg, at vi kunne komme med en jeep retur, til der hvor vi havde overnattet fra igår til idag.

Vi havde jo overnattet lidt udenfor salento, og det var besværligt at komme dertil og fra. Så vi havde valgt at vi aften ville bo inde i Salento by, så vi kunne komme med en af de første jeeps afsted til Cocora Valley,  naturligvis kun hvis solen skinnede.

Vi pakkede derfor vores rygsække, sagde tak for overnatning, og gik retur ned til hovedvejen igen og fik headhuntet en jeep,  som kørte os retur til salento igen.

Vi fik rygsækkene på ryggen og hik gennem byen hen til det nye hotel og fik os indlogeret. Det var både bedre og billigere end det vi havde boet på dagen forinden, så vi havde intet at klage over.

Det var blot blevet sent, og vi var sultne.

Så vi gik ud og fik lidt mad, og så var det retur og hjem i kassen, så vi kunme være friske til imorgen.

Her til morgen var vi som sagt blevet enige om, at stå tidligt op, og tage ind i cocora dalen igen.

Det var nemmere denne her gang, nu hvor vi boede inde i salento by. , Det var blot at gå ned til holdepladsen på det store torv, der ventede en masse jeep, og man kunne gå direkte op i en. De starter allerede med at køre op til Cocora Valley kl.  6.30 - vi kom med en jeep kl. 7.

Det var et smukt vejr og solen skinnede og det var lunt. Alligevel tog jeg både en langærmettrøje og en jakke med.

Nu skulle vi op og se hvad vi var gået glip af igår, og hvordan panorama viewet ville være oppe fra udsigtspunktet og ned, uden tåge og dis.

Vi hikede de 2,9 kilometer, 276 højdemeter op til det store udsigts plateau, det var smukt, og vi kunne se så langt øjet rækkede. Palmernes slanke stammer, var prydet med en voksagtig belægning, også den belægnings som har givet træet sit navn. Man havde udsyn ud over toppene på nogen af alle vokspalmerne og man kunne se hvordan bladene dannede en krone øverst, og elegant svajede i vinden. Disse blade, der er sammensat af adskillige foldere, skaber en frodig baldakin, der giver skygge og levesteder for en bred vifte af flora og fauna her i dalen.

Trods det smukke syn blev vi alligevel enige om, at det var pænere nedefra, når man kiggede opad, som vi havde gjort igår morges og osse her idag, på turen op.

Alligevel var vi dog glade for, at vi havde brugt morgenen på turen her op til udsigtspunktet, ellers ville vi jo altid gå og tænke øv... bare vi havde fået set ud over dalen i solskin!

Efter vi fik skudt nogle billeder oppe fra udsigtspunktet,  gik vi retur ned i dalen igen. Vi fandt hurtigt en jeep og kørte tilbage til Salento.

Vi havde nemlig bestilt en indrive taxi til at hente os 11.30, så det var godt med lidt kilometer i benene fra morgenstunden af.

Vi skulle retur til Pereira og med et fly ud til San Andres Island.

Inden vi tog afsted fra Salento var jeg lige ude med rene at få lidt morgenmad, eller dvs. jeg nøjedes med en kop te, det var rigeligt.

Klokken 11.00 var vi faktisk klar til afgang, så vi skrev til vores indrive chauffør, at han bare kunne hente os når det passede ham, han kpm 5 minutter senere. 

Vi ankom derfor til Pereira i god tid, hvilket var meget heldigt, for det viste sig nemlig, at vi ikke kunne få lov at lave check in til San Andres Island, uden at have en rur billet til fastlandet!

Øv, bøv, vi vidste jo ikke helt hvor længe vi ville blive ude på øen/øerne, hmn... men valgte så at bestille en retur billet til Bogata til den 5. Marts - så nu tager vi på ø cruise den næste uges tid, og så ser vi hvad der sker 🤗

Du kan jo følge med på bloggen og høre om de kommende eventyr