La Fontanella - dag 2

 

I dag tog vi bussen fra Roggio i Apuane Alperne til Orecchiella Nationalpark, som ligger i Appenninerne. Forventningen blandt vores gæster var tydelig fra start. De glædede sig til en dag fyldt med natur, betagende udsigter, måske et par hårde passager undervejs – og ikke mindst uforglemmelige oplevelser i hjertet af Italien.

Bussen gjorde stop ved Refugia Isera, et campsite der ligger majestætisk langs Appenninerne. Det bjerglandskab, vi kunne se, gav os allerede en forsmag på dagens eventyr. Morgenluften var frisk, og gruppens forventninger lå som en positiv energi i luften. Efter at have tisset af og fyldt vandflasker, samlede Ricardo og jeg gruppen. Ricardo er vores italienske guide, som er med på vores ture og kan svare på næsten alle spørgsmål fra vores gæster, når min viden slipper op, og det gør den tit.

En dag i Orecchiella Nationalpark er for flere af gæsterne mere end blot en vandretur – det er en rejse gennem storslået natur og for nogle en personlig udfordring. Denne park har den højeste EU-kategorisering, hvilket betyder, at naturen her er strengt beskyttet og kun tilgængelig fra solopgang til solnedgang. Det er et område, hvor naturen er genfødt efter tidligere tiders rovdrift. Efter Anden Verdenskrig var parken drænet for flora og fauna på grund af omfattende skovhugst, der efterlod jorden nøgen og klipperne blotlagte. Men gennem en målrettet indsats med plantning af hurtigt voksende træer og udsætning af dyreliv er området blevet en frodig oase, der i dag beskytter en mangfoldig biodiversitet på hele 512 hektar.

Ved parkens indgang startede jeg med at præsentere Ricardo og instruere vores gæster i brugen af stave og hvordan man indstiller selerne på sin rygsæk korrekt. Stave skal justeres, så de står i en 90 graders vinkel, når man går opad, og lidt længere, når man bevæger sig nedad. "Husk at lade stavene følge kroppens bevægelser – det aflaster knæene og gør vandringen lettere," minder jeg om, inden vi begiver os af sted. Disse små detaljer gør en stor forskel for både komfort og sikkerhed undervejs – og dette er af stor vigtighed for mig, at passe på mine gæster.

Vi går gennem porten og ind i Orecchiella Nationalpark, hvor stien snor sig som en elegant slange gennem skovens dyb. Bøgetræernes kroner skaber et naturligt loft, der kun tillader solen at danse ind i små, gyldne stråler. Det er en perfekt start for gæsterne, der kommer direkte fra det kolde nord – temperaturen her er lige tilpas, også på en dag i 40 graders varme.

Stemningen blandt gæsterne er en blanding af spænding og forundring. Nogle bemærker den friske luft og skovens symfoni af fuglesang og knasende grene, mens andre allerede koncentrerer sig om at finde deres vandrerytme. Vi starter med en opstigning på 300 højdemeter gennem en frodig bøgeskov. Stien er en blanding af jord og sten – en lille udfordring, der hurtigt får gang i blodcirkulationen og et par sveddråber frem på panden.

„Åh, det her er jo som en gratis fitness-time med luksusudsig!” griner en af deltagerne, mens en anden tørt bemærker: „Nå, nu kan jeg da retfærdiggøre den tiramisu senere.” Små pauser undervejs giver os mulighed for at indsnuse skovens ro og lade musklerne slappe af. Flere gæster roser deres gode vandrestøvler og stave, som gør en verden til forskel på det ujævne underlag.

Efterhånden som vi stiger højere op, åbner landskabet sig som et fortryllende maleri. Pludselig står vi på en stor, grøn sæter med et spektakulært udsyn. Til den ene side kan vi se ned over skovens trækroner, der breder sig som et tæppe, og til den anden side kigger vi mod bjergenes majestætiske toppe. En deltager sukker dybt og siger: „Hvis det her er belønningen, så tager jeg gerne en stigning til”.

 

Jeg forsikrer min gæst med et smil, at vi kun har én sidste stigning tilbage, og at belønningen er den mest betagende udsigt over hele Garfagna-dalen. Vi kan se helt over til Rogio, hvor vi bor hos mamma Gemma og Andrea, i hvert fald i dag, fordi himmelen er klar og har ikke en sky.

På sæteren tager vi en lille pause og kaster os ud i en sjov navneleg. Vi skal lære hinandens navne at kende, og måske, bare måske, kan jeg huske dem alle sammen denne her gang. Heroppe på sæteren kan der komme en lille vind, og efter den længere opstigning er man lidt fugtig på ryggen – så jeg tager hurtigt en let langærmet trøje på, mens vi laver navnelegen. "Det er så dejligt at dele denne oplevelse med andre," siger en gæst og sender mig et stort smil. Jeg kan mærke, at humøret er højt – og det er lige præcis sådan, det skal være, glade gæster trods opstigningen på 300 højdemeter.

Efter den lille pause er vi klar til at fortsætte. Vi bevæger os gennem skiftende landskaber – åbne græsmarker og en smal skovsti, der snor sig opad mod den åbne sæter på toppen og videre mod dagens højeste punkt på 1600 meter. Udsigten begynder at åbne sig, og vi kan skimte Apuane Alperne i horisonten.

Stemningen i gruppen stiger i takt med højdemeterne. Begejstringen breder sig, og flere stopper allerede for at tage billeder længe før toppen. Jeg smiler og siger: "Bare vent – det her er kun forretten, hovedretten venter deroppe"

På vejen passerer vi et kors, der står malerisk placeret midt på bjerget. "Det står ikke helt på toppen," forklarer jeg, "men det er sat her, så det kan ses nede fra byen. Og hvis I tager den stejle rute med mig ned efter frokost, kan I kigge op her senere og klappe jer selv på skulderen." Flere griner lidt nervøst – måske ved tanken om den udfordrende nedstigning – men blikkene fyldes af stolthed, mens vi går videre mod toppen.

Da vi endelig når op, bliver vi mødt af en panoramaudsigt, der tager pusten fra selv de mest garvede vandrere. "Jeg har aldrig set noget lignende!" udbryder en deltager, mens hun febrilsk forsøger at fange det hele med sit kamera. Gruppen samles i stilhed, betaget af den storslåede natur, mens jeg peger vores startpunkt ved Refugie Isera ud og viser, hvor Roggio ligger langt ude i horisonten.

Det er heldigvis en skyfri dag, og vi kan også se silhuetten af "Den Døde Mand" på bjergene. Jeg benytter lejligheden til at dele den tragiske kærlighedshistorie om de to hyrder – om kvinden, der spejdede efter sin elskede, og manden, der blev forstenet af savn og skyld. Gæsterne lytter stille, mens de lader historien få liv i deres fantasi.

For de eventyrlystne i gruppen fortæller jeg om en alternativ rute til toppen, som vi bruger på vores højrute-tur. "Den har flere højdemeter og er noget stejlere," siger jeg med et grin. "Så hvis I får blod på tanden, tager jeg gerne imod jer igen – men husk, det her er altså kun begyndelsen"

Klokken er efterhånden blevet mange, og det er tid til at begynde nedstigningen mod Campaiana. Her venter en velfortjent frokost på den charmerende restaurant Il Fungo, der ligger i en gammel fåreby, som i dag kun er beboet om sommeren.

 

Fra toppen starter vi nedstigningen gennem en tæt skov, hvor stierne bugter sig i skyggen af trækronerne. Det er en længere strækning, der fører os ud på åbne sæterområder med en fantastisk udsigt til både skoven og bjergene omkring os. På vejen passerer vi flere små vandløb, hvor der heldigvis er blevet anlagt små "krydsningsstier". Tidligere krævede disse steder en god portion balance og en fast hånd for at komme tørskoet over – nu kan vi nyde vandløbene uden den store spænding.

Strækningen ned mod Il Fungo er præget af bløde skovstier, der heldigvis ikke er stejle, men nemme at følge for alle. Stemningen er afslappet, og samtalerne flyder, mens vi ser frem til frokosten.

På Il Fungho nyder gæsterne hjemmelavet pasta, frisk salat og hinandens selskab. Samtalerne flyder om formiddagens oplevelser, og alle er enige om én ting: det her er livet.

Efter den lækre frokost på Il Fungo i Campaiana, deler vi gruppen op. Ricardo tager de deltagere, der foretrækker en mere afslappet vandring, ned ad en jævn grusvej, som er ideel for dem, der vil skåne knæene på første dag. For de mere eventyrlystne, der vælger at følge mig, venter en stejl nedstigning. Her kræver rullestenene under fødderne lidt ekstra koncentration – og måske et par stædige knæ.

Vi bevæger os videre på skovstier, der skifter mellem jævne flader og åbne strækninger, hvor udsigten til Appeninerne tager pusten fra os endnu en gang. Stemningen er let og energisk, og vi gør flere stop for at beundre naturen.

Efterhånden som vi stiger op mod dagens næste højdepunkt, Eier Skulpturen som ligger på  La Bandita, der ligger i 1424 meters højde, bliver gruppen mere og mere forventningsfuld. På toppen bliver vi mødt af skulpturen "Eier" af Jesper Neergaard – et imponerende kunstværk i marmor, der på magisk vis forener naturens råhed med bløde, organiske former. Jeg fortæller om kunstnerens unikke baggrund og hans evne til at skabe kunst, der næsten føles levende i bjerglandskabet.

Gæsterne lader sig fascinere. "Det føles næsten som om, den hører hjemme her," bemærker en af deltagerne. Vi tager os tid til at beundre værket og den storslåede udsigt, inden vi begynder nedstigningen mod næste etape af turen.

Den sidste del af turen var lidt af en udfordring, men også en oplevelse fyldt med grin og små sejre. Jeg samlede gruppen og forklarede et par tips til at skåne knæene på nedstigningen. "Stram støvlerne, hold vægten på forfoden, og husk Lucky Luke-stillingen" sagde jeg med et glimt i øjet og demonstrerede den. Latteren spredte sig hurtigt, og snart gik alle lidt skæve, mens de forsøgte at efterligne den cowboyagtige stil.

Vi snoede os ned ad smalle stier, der løb mellem lave buske og klippefremspring. Rullesten krævede koncentration, men med lidt humor og vandrestave som trofaste hjælpere kom vi godt igennem de mere krævende passager. "Det er hårdt, men så meget værd" hørte jeg igen og igen – og det var præcis den energi, der gjorde turen til noget særligt.

Som vi nærmede os skoven, blev stierne bredere og mere stabile, og nedstigningen føltes pludselig lidt lettere. Det sidste stykke gik ad gamle brostensveje og grusveje, og snart dukkede den charmerende landsby Corfino op i horisonten. Her blev vi mødt af den perfekte afslutning på dagen, den hyggelige have på hotellet med smukke blå hortensiaer i fuldt flor.

Vi nød en velfortjent pause med kolde drikke, mens vi reflekterede over dagens eventyr. Derefter slentrede vi gennem landsbyens gamle gader, hvor vi gjorde et stop på torvet for at nyde den betagende udsigt over landskabet. "Det her er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme," sagde en gæst med et smil, mens hun sugede stilheden og udsigten til sig.

På vej til opsamlingsstedet kom vi til den bro, vi tidligere havde set fra toppen, og jeg bad alle kigge op mod korset på bjerget. Der blev stille et øjeblik, og så kom kommentarerne: "Var det virkelig der, vi stod?" Der var en følelse af stolthed og fællesskab blandt os – vi havde klaret det sammen, og det kunne mærkes.

Tilbage i bussen blev stemningen hurtigt livlig igen, og snakken gik på, hvilken drink der skulle bestilles i baren på hotellet. Aperol Spritz blev en favorit, og efter en god pause, hvor dagens oplevelser blev fordøjet – både mentalt og med lidt snacks – gik alle til værelserne for at gøre sig klar til en hyggelig middag.