Idag skulle jeg være frisk til min store dag, med hule dyk som jeg har ventet på, i næsten 20 år.
Men frisk var så meget sagt!
Jeg vågnede ved en raslen på natbordet ca 30 cm fra mit hovede og vækkede Thomas. Det er den rotte, Emma mente hun havde set igår ude på badeværelset, som havde overrasket hende, sagde jeg. Thomas lyste rundt i værelset og sagde, "her er intet. Desuden kan den ikke komme op, ude på badeværelset igen, jeg har sat gaffa tape over hele afløbet" så vi lagde os til at sove igen, indtil Thomas ruskede mig i armen og sagde "du har ret, det er en rotte. Jeg lå og holdt øje efterfølgende, for din skyld og den var der og var stor"
Jeg for op og bad ham gå ned i receptionen og få et nyt værelse til os. Klokken var 2 om natten og det var ikke særlig sjovt.
Men vi var desværre nødt til at vække ungerne, pakke vores ting, for derefter at rokere om til et nyt værelse. Vi var alle trætte og lidt mærket af situationen.
Ungerne faldt i søvn igen. Thomas og jeg lå lidt vågne, på det nye værelse og lyttede.
Det var rotte frit!!
Her til morgen, var det bare mig som stod op. Jeg gik ned og fik morgenmad og bestilte en vaffel til Emma, som hun fik på sengen, inden vi skulle være på dykker skolen kl. 8.00
Emma og jeg skulle idag med hver vores båd. Jeg skulle til Sipadan og tage mit huledyk færdig og Emma skulle til Bhulaiya islands. Thomas og Victor blev tilbage på værelset og fik en time ekstra på øjet, og så skulle de ellers bare ha en mandedag i semporna. Det tog ca. 1 times tid med båd til Sipadan.
Sipadan blev i 2009 fredet af staten og alle former for overnatning på øen blev udelukket, ligesom al færdsel på øen skal cleares først og man skal have tillladelse til at dykke der.
Ligesom på sibuan, skulle vi ind og skrive os ind i en bog. Sipadan måtte vi dog kun færdes på, meget begrænset. Øen huser rigtig mange skildpadde yngle steder og øen er derfor afspærret for færdsel, på nær et meget begrænset stykke, omkring ankomst broen.
Man kunne godt se at øen tidligere havde været beboet, eftersom der var 2 overdækket terasser med borde, hvor man kunne sidde og indtage sin mad.
Endelig kom den store dag og det første dyk ned i den hule jeg har læst den fantastiske, men også makabre beretning omkring, turtle memorial Cave Sipadan. Ikke mange dykkere har været derinde, eftersom det kræver et helt specielt dykker certifikat, at bevæge sig ind i mørket.
På vej ned i hulen så vi vores første skildpadde, mens vi var i vandet. Bortset fra de mange, vi allerede havde spottet fra båden da vi ankom.
Åbningen til hulen var forholdsvis stor, man skulle lige over en lille forhøjning og så var vi ordentlig inde i åbningen til hulen. Fortøjningen af min sikkerhedsline var fortøjret lige udenfor. Jeg fandt min lygte frem, tændte den og lavede min anden fortøjring af linien. Denne fortøjring er en backup til den udvendige fortøjring. Linen skal være lagt nok inde i hulen, så ingen andre dykkere skærer linien over. Men samtidig også så man stadig kan skimte lyset og udgangen til havet fra solen på overfladen.
Herefter lavede jeg flere små forankringer då jeg havde en Sikkerheds line at følge på min vej ud af hulen igen. Det var bælder ravende mørke. Vi kom længere ind og det blev mørkere og smallere. Jeg følte mig fastspændt i linen og gav tegnet "Call of dive", derefter trak jeg vejret og gav ok tegn, men signalerede dog, at jeg gerne ville ud.
Jeg skulle derfor lave slut fortøjring på linen først derefter måtte jeg bevæge mig ud igen. På min vej ud skulle jeg følge min sikkerheds Line, samtidig med at jeg rullede den ind. Jeg skulle holde tungen lige i munden og det var svært at håndtere lygte, line, boyance og den lille smile frygt, jeg havde for mørket og dybet.
Med et kunne jeg se lyset fra åbningen af hulen. Jeg rullede min sikkerhedsline hurtigere og hurtigere ind og jeg var igen ved starten af koral hulen. Min instruktør klappede af mig og gjorde "Good job" tegnet.
Vi skulle nu svømme stille og roligt langs koral væggen tilbage til båden og det var fantastisk. På tilbagevejen så vi 2 White tip sharks og et par skildpadder, inden vi lavede vores sikkerheds stop på 5 meters dybde og så var det op i båden igen.
Vi sejlede ind på Sipadan for at få en bid mad og derefter skulle jeg lave øvelser på land til min eksamen.
Jeg skulle lære at fæstne en "eventyr" line på min sikkerheds l ine, så man kan gå på opdagelse i hulen hvis man har lyst.
Derefter skulle vi svømme igennem en meget snæver del af hulen. Så skulle vi lave "out air" situationer, hvor vi skulle rykke hinandens regulator ud af munden og derefter svømme med vores makker ud af hulen med samtidig med at dele vores regulator. Jeg kunne mærke panikken brede sig. Men trak vejret dybt og hoppede ombord på båden igen og iførte mig mine nitrox tanke.
Vi hoppede over bord og skulle svømme til hulen da angsten for op i mig.
Jeg bad instruktør om, at vi tog et par øvelser inde på lavt vand med at dele vores regulator, inden vi svømmede ind i mørket og inden han skulle, hvirvle mudder op for, at lave dårlig sigtbarhed. Og så kom det, angstanfaldet. Jeg fik hjertebanken, som hurtigt bredte sig til en trykken for brystet og jeg kunne ikke få vejret. Vi var på. 6 meters dybde, så jeg kunne heldigvis gå direkte til overfladen.
Min instruktør fulgte efter og sagde. at min reaktion var helt naturlig og jeg bare skulle slappe af.
Jeg sagde at jeg ville "Call off the dive" og han spurgte mig om jeg ville fortsætte stille og roligt, uden øvelsen med at dele regulator? Jeg trak vejret stille og roligt, men havde stadig en stor trykken for brystet. Jeg kender mine grænser og tager ingen chancer, så jeg takkede nej og sagde det var nok for denne her gang!
Han spurgte om jeg ville lave et fun dive hen af koral væggen, men jeg var skuffet over mig selv og min reaktion, det var Jo dette jeg havde drømt om i 20 år!!
Tårerne vældede frem og jeg kunne ikke styre mine følelser og der var stadig en trykken for brystet, så jeg bad bare om, at komme tilbage til båden.
Men frisk var så meget sagt!
Jeg vågnede ved en raslen på natbordet ca 30 cm fra mit hovede og vækkede Thomas. Det er den rotte, Emma mente hun havde set igår ude på badeværelset, som havde overrasket hende, sagde jeg. Thomas lyste rundt i værelset og sagde, "her er intet. Desuden kan den ikke komme op, ude på badeværelset igen, jeg har sat gaffa tape over hele afløbet" så vi lagde os til at sove igen, indtil Thomas ruskede mig i armen og sagde "du har ret, det er en rotte. Jeg lå og holdt øje efterfølgende, for din skyld og den var der og var stor"
Jeg for op og bad ham gå ned i receptionen og få et nyt værelse til os. Klokken var 2 om natten og det var ikke særlig sjovt.
Men vi var desværre nødt til at vække ungerne, pakke vores ting, for derefter at rokere om til et nyt værelse. Vi var alle trætte og lidt mærket af situationen.
Ungerne faldt i søvn igen. Thomas og jeg lå lidt vågne, på det nye værelse og lyttede.
Det var rotte frit!!
Her til morgen, var det bare mig som stod op. Jeg gik ned og fik morgenmad og bestilte en vaffel til Emma, som hun fik på sengen, inden vi skulle være på dykker skolen kl. 8.00
Emma og jeg skulle idag med hver vores båd. Jeg skulle til Sipadan og tage mit huledyk færdig og Emma skulle til Bhulaiya islands. Thomas og Victor blev tilbage på værelset og fik en time ekstra på øjet, og så skulle de ellers bare ha en mandedag i semporna. Det tog ca. 1 times tid med båd til Sipadan.
Sipadan blev i 2009 fredet af staten og alle former for overnatning på øen blev udelukket, ligesom al færdsel på øen skal cleares først og man skal have tillladelse til at dykke der.
Ligesom på sibuan, skulle vi ind og skrive os ind i en bog. Sipadan måtte vi dog kun færdes på, meget begrænset. Øen huser rigtig mange skildpadde yngle steder og øen er derfor afspærret for færdsel, på nær et meget begrænset stykke, omkring ankomst broen.
Man kunne godt se at øen tidligere havde været beboet, eftersom der var 2 overdækket terasser med borde, hvor man kunne sidde og indtage sin mad.
Endelig kom den store dag og det første dyk ned i den hule jeg har læst den fantastiske, men også makabre beretning omkring, turtle memorial Cave Sipadan. Ikke mange dykkere har været derinde, eftersom det kræver et helt specielt dykker certifikat, at bevæge sig ind i mørket.
På vej ned i hulen så vi vores første skildpadde, mens vi var i vandet. Bortset fra de mange, vi allerede havde spottet fra båden da vi ankom.
Åbningen til hulen var forholdsvis stor, man skulle lige over en lille forhøjning og så var vi ordentlig inde i åbningen til hulen. Fortøjningen af min sikkerhedsline var fortøjret lige udenfor. Jeg fandt min lygte frem, tændte den og lavede min anden fortøjring af linien. Denne fortøjring er en backup til den udvendige fortøjring. Linen skal være lagt nok inde i hulen, så ingen andre dykkere skærer linien over. Men samtidig også så man stadig kan skimte lyset og udgangen til havet fra solen på overfladen.
Herefter lavede jeg flere små forankringer då jeg havde en Sikkerheds line at følge på min vej ud af hulen igen. Det var bælder ravende mørke. Vi kom længere ind og det blev mørkere og smallere. Jeg følte mig fastspændt i linen og gav tegnet "Call of dive", derefter trak jeg vejret og gav ok tegn, men signalerede dog, at jeg gerne ville ud.
Jeg skulle derfor lave slut fortøjring på linen først derefter måtte jeg bevæge mig ud igen. På min vej ud skulle jeg følge min sikkerheds Line, samtidig med at jeg rullede den ind. Jeg skulle holde tungen lige i munden og det var svært at håndtere lygte, line, boyance og den lille smile frygt, jeg havde for mørket og dybet.
Med et kunne jeg se lyset fra åbningen af hulen. Jeg rullede min sikkerhedsline hurtigere og hurtigere ind og jeg var igen ved starten af koral hulen. Min instruktør klappede af mig og gjorde "Good job" tegnet.
Vi skulle nu svømme stille og roligt langs koral væggen tilbage til båden og det var fantastisk. På tilbagevejen så vi 2 White tip sharks og et par skildpadder, inden vi lavede vores sikkerheds stop på 5 meters dybde og så var det op i båden igen.
Vi sejlede ind på Sipadan for at få en bid mad og derefter skulle jeg lave øvelser på land til min eksamen.
Jeg skulle lære at fæstne en "eventyr" line på min sikkerheds l ine, så man kan gå på opdagelse i hulen hvis man har lyst.
Derefter skulle vi svømme igennem en meget snæver del af hulen. Så skulle vi lave "out air" situationer, hvor vi skulle rykke hinandens regulator ud af munden og derefter svømme med vores makker ud af hulen med samtidig med at dele vores regulator. Jeg kunne mærke panikken brede sig. Men trak vejret dybt og hoppede ombord på båden igen og iførte mig mine nitrox tanke.
Vi hoppede over bord og skulle svømme til hulen da angsten for op i mig.
Jeg bad instruktør om, at vi tog et par øvelser inde på lavt vand med at dele vores regulator, inden vi svømmede ind i mørket og inden han skulle, hvirvle mudder op for, at lave dårlig sigtbarhed. Og så kom det, angstanfaldet. Jeg fik hjertebanken, som hurtigt bredte sig til en trykken for brystet og jeg kunne ikke få vejret. Vi var på. 6 meters dybde, så jeg kunne heldigvis gå direkte til overfladen.
Min instruktør fulgte efter og sagde. at min reaktion var helt naturlig og jeg bare skulle slappe af.
Jeg sagde at jeg ville "Call off the dive" og han spurgte mig om jeg ville fortsætte stille og roligt, uden øvelsen med at dele regulator? Jeg trak vejret stille og roligt, men havde stadig en stor trykken for brystet. Jeg kender mine grænser og tager ingen chancer, så jeg takkede nej og sagde det var nok for denne her gang!
Han spurgte om jeg ville lave et fun dive hen af koral væggen, men jeg var skuffet over mig selv og min reaktion, det var Jo dette jeg havde drømt om i 20 år!!
Tårerne vældede frem og jeg kunne ikke styre mine følelser og der var stadig en trykken for brystet, så jeg bad bare om, at komme tilbage til båden.
Tilbage i båden vrimlede det med skildpadder og Jerry min instruktør spurgte om ikke jeg havde lyst til at snorkle lidt.
Jeg fik tudet færdig og manglede virklig en støtte, der kunne have givet mig et kram og sagt, at alt er okay og at det var en stor bedrift, at kende sine egne grænser. Og jeg skulle være stolt over, at have aflyst dykket.
Jeg fik sundet mig og tog snorkel, finnerne og mit kamera og sprang i vandet. Det hjalp at svømme rundt blandt skildpadderne og skyde et par enkelte billeder.
De andre dykkere kom tilbage i båden efter deres dyk til barracuda reef. Og Bare det, at tale med de 2 andre danskere som var ombord på båden, bragte følelserne ud af balance. Da jeg skulle fortælle om min panik ved tanken om, at få revet min regulator ud af munden i bulder ravende mørke og dårlig fremtvunget sigtbarhed, gav tårerne frit løb igen. Ja, ja, jeg ved godt at jeg er en følelsesladet sentimental dykker tosse!
Jeg fik tudet færdig og manglede virklig en støtte, der kunne have givet mig et kram og sagt, at alt er okay og at det var en stor bedrift, at kende sine egne grænser. Og jeg skulle være stolt over, at have aflyst dykket.
Jeg fik sundet mig og tog snorkel, finnerne og mit kamera og sprang i vandet. Det hjalp at svømme rundt blandt skildpadderne og skyde et par enkelte billeder.
De andre dykkere kom tilbage i båden efter deres dyk til barracuda reef. Og Bare det, at tale med de 2 andre danskere som var ombord på båden, bragte følelserne ud af balance. Da jeg skulle fortælle om min panik ved tanken om, at få revet min regulator ud af munden i bulder ravende mørke og dårlig fremtvunget sigtbarhed, gav tårerne frit løb igen. Ja, ja, jeg ved godt at jeg er en følelsesladet sentimental dykker tosse!
Vi sejlede ind til øen igen for, at sunde os, få lidt væske og lidt mad indenbords. Jeg fik talt min angst igennem med Ivan, den ene dansker, som var med ombord og det hjalp. Vi talte forskellige løsninger og muligheder for et nyt dyk og vi talte om, at det hele måske bare var gået for stærkt og at jeg bare skulle tage baby steps.
Jeg følte mig herefter rolig og klar til at bevæge mig ind i hulen igen, men under andre vilkår.
Jeg besluttede mig for, at jeg ikke havde behov for at gennemføre mit certifikat på de præmisser, med masken, men at jeg gerne ville lave dykket alligevel.
Jeg følte mig herefter rolig og klar til at bevæge mig ind i hulen igen, men under andre vilkår.
Jeg besluttede mig for, at jeg ikke havde behov for at gennemføre mit certifikat på de præmisser, med masken, men at jeg gerne ville lave dykket alligevel.
Jeg besluttede mig for, at jeg ikke havde behov for at gennemføre mit certifikat på de præmisser, med masken, men at jeg gerne ville lave dykket alligevel.
Så min instruktør og jeg blev enige om, at jeg istedet for selv, at ligge line, hvilket var svært for mig med min venstre hånd, eftersom jeg jo mangler både, bevægelse og sikker greb. Derfor skulle jeg bare følge ham, og så ville han ligge linen.
Jeg følte mig rolig og kunne igen gå ind i hulen, men denne gang med meget mere ro i maven.
Jeg medbragte mit kamera, fordi jeg nu havde hænderne fri.
Min lygte var spændt fast på min bcd, så den var nem at tilgå med den ene hånd.
Jeg havde nu tid og overskud til, at kigge rundt i hulen og lyse på de smukke koraler og bare nyde synet og mørket, wauw !
Vi svømmede længere ind i hulen og derfra ind i en gang som førte ind i en anden hule og gang, inde i hulen. Og der foran mig lå en masse knogler fra en delfin, som havde lidt en forfærdelig skæbne i mørket.
Jeg lyste og skød et par billeder med mit kamera.
Så min instruktør og jeg blev enige om, at jeg istedet for selv, at ligge line, hvilket var svært for mig med min venstre hånd, eftersom jeg jo mangler både, bevægelse og sikker greb. Derfor skulle jeg bare følge ham, og så ville han ligge linen.
Jeg følte mig rolig og kunne igen gå ind i hulen, men denne gang med meget mere ro i maven.
Jeg medbragte mit kamera, fordi jeg nu havde hænderne fri.
Min lygte var spændt fast på min bcd, så den var nem at tilgå med den ene hånd.
Jeg havde nu tid og overskud til, at kigge rundt i hulen og lyse på de smukke koraler og bare nyde synet og mørket, wauw !
Vi svømmede længere ind i hulen og derfra ind i en gang som førte ind i en anden hule og gang, inde i hulen. Og der foran mig lå en masse knogler fra en delfin, som havde lidt en forfærdelig skæbne i mørket.
Jeg lyste og skød et par billeder med mit kamera.
Så vendte vi rundt og fulgte linen tilbage til den store hule og svømmede derefter opad. Der for an mig lå 2 skildpadder, døde og med skjoldet opad.
Nu skulle vi dukke os og svømme videre ind i en anden hule. Min flaske sad lidt fast og jeg måtte svømme lidt baglæns og dukke mig for, at komme under og ind i denne hule. Her lå også en masse knogler fra skildpadder, desværre var skjoldet faldet helt sammen.
Jegg besluttede mig for, at stoppe mens legen stadig var god. Jeg gav ok tegnet, men signalerede også at det var langt nok inde i hulen og at jeg gerne ville ud.
Så var det min tur til at svømme forrest. Fik taget nogle billeder af koralvæggen inde i hulen.
Så var det min tur til at svømme forrest. Fik taget nogle billeder af koralvæggen inde i hulen.
Jeg skulle nu følge linen hele vejen ud af den lille hule og ud til den store og videre ud til åbningen.
Det var nemt og ligetil, og jeg følte mig yderst komfortabel over, at have gennemført og overvundet min angst og lavet det dyk, jeg har drømt om i 20 år.
Jeg kan desværre ikke få certifikatet som Cave diver, eftersom jeg ikke udførte de øvelser jeg skulle have været igennem. Men so what?
Jeg skal alligevel aldrig dykke I en hule igen. Vil faktisk hellere være ude i havet, hvor solen skinner ned i bølgerne og alle de smukke fisk svømmer omkring en.
Da vi kom ud af hulen, havde vi stadig nogle bar tilbage og tog derfor en tur hen ad koral revet igen.
Det var nemt og ligetil, og jeg følte mig yderst komfortabel over, at have gennemført og overvundet min angst og lavet det dyk, jeg har drømt om i 20 år.
Jeg kan desværre ikke få certifikatet som Cave diver, eftersom jeg ikke udførte de øvelser jeg skulle have været igennem. Men so what?
Jeg skal alligevel aldrig dykke I en hule igen. Vil faktisk hellere være ude i havet, hvor solen skinner ned i bølgerne og alle de smukke fisk svømmer omkring en.
Da vi kom ud af hulen, havde vi stadig nogle bar tilbage og tog derfor en tur hen ad koral revet igen.
og vi kom ind i en kæmpe stime med over 100 jackfish, det var fantastisk!
Vi så også en dragon fisk og en White tip shark og heldigvis havde jeg kameraet med, så jeg fik en masse gode skud.
Da jeg var tilbage med båden, stod en glad og stolt Emma, som nu kan kalde sig certificeret open Water diver.
Alt i alt en super dag, trods mit manglende certifikat
Vi så også en dragon fisk og en White tip shark og heldigvis havde jeg kameraet med, så jeg fik en masse gode skud.
Da jeg var tilbage med båden, stod en glad og stolt Emma, som nu kan kalde sig certificeret open Water diver.
Alt i alt en super dag, trods mit manglende certifikat
Sådan ser 2 glade dykkere ud, når de har gennemført et nitrit dive i turtle memorial Cave at Sipadan!
Bye, bye Sipadan - a perfect #divesight
Ingen kommentarer:
Send en kommentar