Vi var halvtrætte her til morgen, eftersom vi var kommet for sent i seng og havde fået rigeligt indenbords. Kl halv ni travede vi afsted mod camino de Montserrat (GR6), kun en halv time forsinket i forhold til det planlagte tidspunkt. Vi skulle gå fra Connor & Kellies lejlighed gennem Barcelona, og forsøge at finde starten på Camino de montserrat, en rute man faktisk kan følge helt op til camino de Santiago.
Vejen gennem Barcelona hen til starten af GR6, gav os mulighed for lidt sightseeing undervejs. På vores tur gennem Barcelona kom vi på afstand forbi Sagrada de Familia, en meget berømt kirke som oprindeligt skulle bygges med 12 tårne.
Tårnene skulle repræsentere apostlene samt fire tårne for evangelisterne. Tårnene skulle være mellem 90 og 120 meter i højden. To andre tårne skulle repræsentere Jesus og Jomfru Maria. Her ville “Jesus” opnå en højde på 170 meter (5 gange Rundetårnshøjde). Kirken blev dog aldrig færdig bygget og idag er den en af Spaniens største turist attraktioner.
Kirken er et kunstnerisk mesterværk som Gaudí overtog arbejdet på og arbejdede på mesterværket i over 40 år, uden at blive færdig. Vores vej gik også forbi triumfbuen og Parcguell en ualmindelig smuk park, hvor Gaudí igen har været på spil. Parcguell ligger op af en skråning og bi gik af stejle trapper derinde, på vores vejen gennem parken mod vores mål.
Vi gik ca 9 km før vi kom til starten på camino de montserrat, GR6. Starten lå ved et stort universitet nedenfor det første bjerg vi skulle krydse. Her fik vi spist en sen morgenmad med hjemmesmurte sandwich med humus, ost, skinke og tomater, sandwich i bedste camino stil.
Inden vi gik videre skulle vi have overstået planken, for ligesom at skyde starten af ruten igang. Det store bjerg var smukt, stejlt frodigt og goldt på samme tid. Udsigten var betagende og vi nød den smukke udsigt yd over hele Barcelona.
Stier op af bjerget var super gode og skiltningen af ruten var meget bedre end forventet. Det var hårdt og varmt at komme igang, men også en helt fantastisk følelse med rigtig camino spirit og godt humør.
Vejen over bjerget bød på velduftende vilde krydderurter en mas og jeg kunne ikke dy mig for at plukke noget rosmarin, som jeg maste mellem fingrene for at nyde duften på endnu tættere hild. Lige her på bjerget kunne jeg godt bo. Da vi kom over bjerget og ned på den anden side gjorde vi holdt ved en vandpost for at tanke drikkedunkene op, hvilket var tiltrængt og så gik turen videre i den smukke natur.
Da vi havde tilbagelagt godt 22 km gjorde vi holdt i Sant Cugat del Vallés for at få et lille hvil på en civiliseret bar.Theo og Allan trængte også til lidt mad, og klara og jeg bare til noget koldt at drikke.
Efter et godt hvil med bare tæer gik vi videre gennem byen op forbi det gamle kloster. Herefter fandt vi en isbar på vejen inden turen gik videre ud af Sant Cugat's gader. Næste strækning gik igen gennem smuk natur og udfordrende stier. Vi gik et lang strækning inden vi igen satte os i det fri for at indtage vores næste medbragte måltid, som igen bestod af indkøbt brød, humus, skinke og ost, så vi selv kunne lave nogle sandwich undervejs. Det var dejligt og tiltrængt med et lille hvil i skyggen og en kold brise. Her sad vi så og talte om turen og alle var vi enige om, at dette var en formidabel rute. Meget bedre end forventet, eftersom vi ikke havde gået ret meget i byen,. Det meste af strækningen havde foregået i skovområder og bjergstrækninger. Næste strækning var hård og det begyndte at knibe med vires vandforsyning og vi måtte rationere, heldigvis kom der en vandpost inden vi alle var løbet helt tør. Modsat Camino de Santiago, har vi ikke fået udleveret noget kort som fortæller om byer, alberque og vandposter - det må vi gætte os til, ved at bruge Google Maos. Vi havde gået i over 30 km førend vi så et fysisk skilt med henvisning til montserrat og vi blev helt "Camino" vilde og skulle selvfølgelig have selfies. Nu var det rigtig camino, når vi kunne se kilometer tallet til vores endelige destination ligesom på Camino de Santiago.
Efter at have gået 40 kilometer, nåede vi til en bar og alle var vi enige om, at vi trængte til sukker i form af sodavand og ikke mindst til et køligt lokale og et kort øjeblik uden sko. Nu skulle de sidste par kilometer tilbagelægges og vores mål for dagen var indenfor rækkevidde.
Vores sidste strækning blev dog lidt længere end planlagt, eftersom den by vi havde tilset os at overnatte i, ikke lå på selve Camino ruten. Så hvis vi skulle sove der, skulle vi gå ca halvanden kilometer i modsatte retning, hvilket vi ikke havde interesse i. Istedet besluttede vi os for at gå til den næste by på Ruten. Selvfølgelig skulle vi her gå forkert! Vi overså en pil og kom ned for foden af bjerget, inden vi fandt ud af at vi igen skulle gå op af det stejle bjerg og dreje ind af en lille skovsti. Til gengæld nød vi turen i fulde drag tiltrods for den hårde fejltagelse, for montserrat bjerget tronede smukt og savtakket op ude i horisonten. Klokken var ved at være mange og vi var trætte efter de mange tilbagelagte kilometre, så da vi så en stor gård med masser af heste, blev vi enige om, at Theo og jeg skulle forsøge, at spørge om vi kunne overnatte der, dog uden held. Vi foreslog dem endda at vi kunne ligge i stalden. Vi måtte fortsætte og sætte tempoet lidt op, så vi kunne nå frem inden mørket sænkede sig. Langt om længe nåede vi til ullestrelle. Ved indgangen til byen blev vi mødt af det mest flinke mand som stoppede op i sin bil for, at høre om vi søgte et alberque. Det kunne vi fortælle ham at vi gjorde. Han var så sød at forklare os på et meget godt engelsk hvor hvor det lå henne.
Vi forsatte efter den flinke mands anvisninger, men blev i tvivl da vi havde gået et lille stykke og måtte derfor igen spørge om vej, denne gang hos en ældre kvinde. Kvinden var yderst hjælpsom og gik hen til et hus og ringede på døren og pludselig, før vi vidste af det, stod hele familien ude på gaden for at hjælpe os. De fortalte os at de havde ringet efter en mand som kunne guide os til byens alberque. Familien i huset manøvrerede ikke det bedste engelsk eftersom de var af den ældre generation, men de gjorde det alligevel på bedste vis. Der gik nogle minutter og førend vi vidste
af det stod den flinke mand hos os igen. Det viste sig at den flinke mand, var søn af manden i huset. Den flinke mand gik med os hen af gaden så han kunne vise os hvor byens alberque lå. Han stoppede ved en stor bygning og fortalte os at det var byens rådhus. Han gik op af trappen til bygningen som var lukket og låst, eftersom klokken var over ni. Så trak han en nøgle op af lommen, samtidig med at han fortalte at han var vice borgmester i byen. Han fortalte os at det var et helt nyt alberque vi skulle bo på. De havde lige åbnet dette alberque fordi de havde flere og flere pilgrimme som kom til byen.
Den flinke mand var meget snakkesalig og lod os gå gennem hele det lukkede rådhus ud på den anden side til vores alberque, da det var den korteste vej.
Vi fortalte den flinke mand at vi havde forsøgt at spørge på en stor gård om vi kunne få lov at overnatte der. Det vidste han godt, for manden på gården havde ringet og fortalt om de 4 pilgrimme, der manglede et sted at sove. Måske derfor den flinke kom kørende i sin bil og rullede vinduet ned for at høre om vi manglede et sted at sove?
Gode mennesker møder gode mennesker blev vi enige om og endelig fik vi et sted at sove. Klokken er nu 22 og de andre 3 er gået i byen for at få en øl og noget at spise, jeg valgte at blive hjemme og gøre blog oplægget færdigt.
Det har været en lang dag og ca 47 km er tilbagelagt.
47 smukke kilometer med natur så fantastisk og langt som øjet rækker...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar