Eftersom vi ikke fik arrangeret en overnatning i Batang Ai, havde vi en dag uden planer. Derfor besluttede vi os for at stå tidligt op og tage den første bus ud til Bako nationalpark kl. 8.00. Vores plan var egentlig at vente til Thomas kom imorgen og så tage en overnatning derude. Men nu, hvor dagen var ledig, var det oplagt at tage derud, allerede idag og så droppe overnatningen og istedet tage den sidste båd og bus hjem. Vi havde dog problemer med at finde busholdepladsen og måtte derfor vente 50 minutter på den næste bus kl. 9.00. - ved nærmere eftertanke og revurdering, skulle vi have ofret penge på en privat minibus. Men når den offentlige transport kun koster kr. 15,- for os alle 3 bliver man lidt nærig som rygsækrejsende. kr.50,- er ikke meget som enkeltstående beløb, men betaler man kr. 40 ekstra hvergang, så løber det op, og vi vill gerne have så mange oplevelser som muligt for vores penge. Men bussen tog lang tid og havde mange stop undervejs, så i dette tilfælde havde pengene været givet godt ud.
Da vi havde købt vores billetter blev vi spurgt om vi ville have en guide Tour. Vi sagde først nej, men så ankom der 2 hollandske kvinder og jeg spurgte om de havde lyst til at splitte en guided Tour sammen med os. De var lidt i tvivl til at starte med, men jeg fik dem overalt til, at de højst sandsynligt ville få mere ud af deres besøg sammen med en guide, når de alligevel kun havde en dag. Oftest ved guiderne hvor vi skal kigge og lede efter de specielle dyr.
Vi blev bugseret i en shuttle båd og så gik det ellers derud af i det sydkinesiske hav i ca 20 minutter.
Vi startede ud fra en flodmunding hvor man skulle tage sig i agt for krokodillerne, inden vi nåede ud i det sydkinesiske hav.
Lige som vi ankom til Bako halvøen, så vi nogle sjove halv frø, halv fisk dyr. Kaldt mud skippers på engelsk. De kunne svømme i vandet, men samtidig leve på stranden. Når de går op ad vandet, bringer de vand med sig i deres store kæber. På land kan de hoppe meget langt og meget hurtigt.
Så gik vi ellers i land og så var det igang med at udforske junglen i Bako. Bako nationalpark er den ældste park på borneo og har eksisteret siden 1957. Parken ligger kun 37 km. fra Kuching og er den letteste fremkommelig park på og meget kendt for den sjældne næseabe.
Når man ankommer til øen skal man melde sig i Head Quater og indskrive sig i en logbog, for at fortælle hvilken rute man vil følge rundt i regnskoven. Vi tog en rute der hedder lintang som fører ned til mangrove træerne ved stranden.
Mangrove træerne gror i saltvand og disse udvinder man kul fra.
Man må sige vores guide var dygtig, der gik ikke længe før han spottede en Waglers pit viber, en grøn slange som har en dødbringende gift, hvis ikke man kommer under medicinsk behandling efter et bid.
Under turen, så vi faktisk hele 2 stk. En lille og en stor. Den lille unge er ligeså dødbringede som den store.
Kort tid efter så vi flere "stribed bronzeback tree snake", en meget tynd, hurtig og lang slange. Den kan blive op til halvanden meter. Disse slanger så vi en 3-4 stykker af.
Da vi kom hen til nogle af de chalets som man kan leje på øen til overnatning, var det omkring spise tid og de vilde "Borneo skæggedes grise" kom frem i håb om at finde lidt rester. Det var nogle sjove grise og det var muligt at komme forholdsvist tæt på dem. Junglen blev tættere og vi fulgte en sti, hævet 30 cm. over jorden, lavet af træ, ligesom de træborer vi kender fra dk.
Pludselig kom der et par Lizards rendende inde i krattet, i bunden af regnskoven. En stor og en lille. Mig, jeg er jo nysgerrig og hår ind i krattet - det skulle jeg så ikke have gjort. For pludselig sad det noget der lignede en kæmpe stor gigantisk rød myre på min arm og den bed!
Heldigvis var den ikke farlig. Guiden sagde at den vare afgav noget syre, sim gjorde fandens ondt og det var det.
Derefter nåede vi til et lille vandløb hvor vi spottede en Asien leaf turtle, den var ikke særlig stor og Emma løftede den op i hænderne. Den kendetegnes ved at den skider på dig, hvilket den også gjorde på Emma.
Et stykke længere inde ad stien var en form for en lille kilde, hvor man kun kunne tilgå en lille del af kilden, da resten lå inde i et klipperum.
Her kunne vi få renset hænder og fødder af små fisk,som vi kender dem fra bassinet hos diverse beautiful saloner i Danmark.
Emma fik renset hænderne og bedst som hun stod med fingrene nede ved fiskene, kom det et par softshell turtles. Disse skildpadder kan blive op imod halvanden meter, disse 2 var dog ganske små.
Hold da op en masse dyr vi allerede havde set, og vi var glade for at have booket en privat guide. Pludselig lød der en værre larm fra trækronerne og et bliktag og pludselig var der en masse macayue aber, de samme som vi så på Bali.
Vi vandrede op over en bjergtop, der var stejlt og vi skulle bruge trærødderne og lianerne som trin og gelænder. På den anden side gik det endnu mere stejlt ned, men der var der heldigvis lavet en form for træstiger.
Vi holdt et godt øje med trætoppene, i håb om at se næseaberne. Det var nemlig blevet Ebbe og efter sigende søger aberne mod vandet når det er lavvande.
Vi nåede ned til mangrove træerne og på stranden var der rigtig meget liv. Vi så mange forskellige farver hermine crab og Emma stod med flere håndfulde unger af gangen. Solen bagte og der var en glohed varme, men ingen næseaber.
Vi gik et stykke hen ad stranden og forbi et par høje klippevægge og dernæst besluttede vi os for at vende om og tilbage for at hike en anden rute, over på den anden side af HQ.
På tilbagevejen var der stadig ingen næseaber og tiden løb. Vi begyndte at tro at vi ikke ville få dem at se, men pludselig op ad skrænten, på den anden side af HQ, lød næseabernes kalden og der lød et vældigt spektakel i træ kronerne.
Vi for op ad stierne, op ad klippen for at få et syn på aberne, og det lykkedes.... Pludselig var der op til flere næseaber, men de sad højt oppe i trækronerne.
Vi fik et godt udsyn til aberne og skudt et par billeder og så var vi nødt til at gå ned af bjerget igen, eftersom hjemturen med båden allerede var booket. Pga. Lavvandet var vi nødt til at gå et ekstra langt stykke ud af stranden og hoppe ombord fra land, istedet for fra broen. Victor nåede en dukkert for at blive kølet ned... Erhm, kølet ned var så meget sagt... Vandet var 29 grader det er lunt i det sydkinesiske hav.
Vi nødt sejlturen retur til fastlandet. luften var dejlig kølende og vi var alle trætte efter en lang og varm vandreturen i regnskoven.
Vi nåede lige retur inden uvejret brød løs, så vi slappede af på vores hostle, fik vasket lidt tøj, imens regnen slog på ruden.
Da det hele stilnede af besluttede vi os for at bevæge os ud i kuching by og finde noget at spise.
Vi fandt en restaurant med buffet, all you Can eat. Vi fik op til flere gange at vide, at det kostede 19 ringet pr. Person men det viste sig at være 90 pr. Person. De skal virkelig blive noget bedre til engelsk, hvis man ikke kan få lov, at se et menu kort med priser på.
Men vi havde en super hyggelig aften og fik rigeligt at spise.
Victor spiste sig tyk og fed i marshmallows dyppet i chokolade
Ingen kommentarer:
Send en kommentar