Onsdag skulle vi afsted for at besøge hovedjæger stammen Iban i deres Longhouse inde i regnskoven. Hovedjægerne skalperede i gamle dage især indoneserne. Den 22 juli 1963 underskrev man en aftale om at Sabah og Sarawerk skulle være indordne sig under malaysisk lov og begynde at uddanne sig.
Så efter 1963 måtte man ikke hovedjage længere, det fortsatte dog nogle steder fem til slut 60'erne. De gamle hovedjægere som har skalperet et andet menneske, kendetegnes på deres tattoveringer på halsen.
Som ung rejste vores guide meget rundt i junglen og regnskoven og i 1991 opholdt han sig hos en stamme, hvor han på daværende tidspunkt så en menneske skal hænge ved et offerbål. Skallen havde læderhud, og han vurderede den til at være ca. 8 år gammel. Så selv om det på papiret ophørte slut 60'erne, har det dog været praktiseret nogen steder i senere årtier.
På vores vej til langhuset stoppede vi på et lille lokalt marked, hvor vores guide skulle proviantere noget mad. Emma, Victor og jeg gik en tur rundt og kiggede på de mange indtryk og ungerne fik noget der mindede om en pandekage, dog noget tykkere og med hakket peanuts og sukker indvendigt..
Vi havde ikke rigtig fået noget morgenmad inden vi tog afsted, for supermarkedet havde lukket og 7 eleven havde intet at byde på, udover drikkevarer og cup nodles.
Købte dog en cup nodles til Emma til morgenmad, hvilket hun indtog med største velbehag, Victor og jeg fik en ristet toast uden noget.
Da vi havde kørt en times tid, gjorde vi holdt ved en peberplantage.
Det er et meget yndet arbejde hos Iban folket, fordi det er god business.
Et pebertræ giver ca 5-6 kg peber pr gang det bliver høstet og der kan høste flere gange om måneden.
Når peberkornene bliver røde er de klar til at blive høstet.
Vi fandt ud af at det er den samme plante man høster både hvid og sort peber fra.
sort peber får man ved at tørre de plukkede peberkorn direkte efter høstning, og de hvide kræver lidt mere arbejde. Kornene skal ligges i vand i ca. 12 døgn.Efterfølgende skal man bruge en speciel børste til at tage skindet af med og så skal de tørre i solen.
Det Sorte peber indbringer 21 myr pr kg og det hvide 32 myr pr. Kg. Priserne svinger hele tiden. Vi købte en pose friskhøstet og tørret hvid peber, til at tage med hjem.
Da kornene er høstet og tørret skal de hældes i en form for automat, som sorterer det i engod og dårlig kvalitet. Denne maskine arbejder helt uden elektricitet.
De tunge store og flotte peberkorn finder vej ind i den inderste tragt og det lette peber, samt grene, ryger i den udvendige tragt, og så ender det i 2 forskellige tragte.
En meget simpel måde at sortere kornene på.
Ligesom den simple og primitive måde de lever på. Dette oplevede Emma og Victor på nær hold ude på peberfarmen idag, da en pige sad uden tøj på og sked i en rende bag huset. Da hun var færdig tog hun en spand vand og vaskede revnen, mens en hund hjalp hende af med hendes afføring. Velbekomme, Emma og Victor var lige ved at gå ud af deres gode skind og talte om det længe efter.
Herefter kørte vi et kort stykke vej inden det var tid til frokost.
vi stoppede ved en lille restaurant ved vejen. Der blev disket op med fried Rice -og nodles, salat, æggespinat og chicken, til dessert fik guava melon, Emma var dog den eneste der smagte melonen. Man må sige hun er god til at prøve og smage på tingene, når vi er ude at rejse.
Det meste af køreturen var langs bjergside og regnskov som grænser op imod kalimatan, den indonesiske del af øengrænse op mod kalimatan. Vi tilbagelagde ca. 4 timers kørsel og nåede længere og længere ind i landet, indtil vi stoppede ved en flod. Her fortsatte vi vores rejse, for at besøge Lemanak Iban hovedjægerstammen til vands. Vi blev gelejdet i en langbåd, og skulle sejle op ad floden og ind i regnskoven.
Heldigvis er nogle af civilisationens goder nået ud på disse kanter. Langbåden var udstyret med en lille påhængsmotor, hvilket vi var glade for.
Vi skulle nemlig sejle op imod strømmen og den var meget kraftig.
Trods påhængsmotor og høj fart, var vi i båden i næsten en time inden vi var fremme. Havde vi ikke haft motor, ville sejlturen, have været en hel dagsrejse.
Bedst som vi sejlede ind i junglen, løb mit kamera tør for batteri og jeg havde selvfølgelig ladet det ekstra batteri blive hjemme. Det eneste jeg kunne gøre, var at læne mig tilbage og nyde "stilheden" - det er dejligt stave sit kamera med, men oplevelserne og tingene, er på sin vis helt anderledes, når man ikke ser dem gennem et objektiv!
Da vi ankom til langhuset blev der ringet ind med klokke for at fortælle at der var kommet gæster.
Vi blev modtaget af høvdingen og nogle damer som stod med en velkomstdrik, En eller anden form for spiritus, der smagte en smule af æblesnaps. Vi måtte ikke træde ind i kanghuset, førend vi havde smagt på herlighederne.
Her måtte jeg bryde en af mine principper jeg har holdt hårdt fast i, og lade børnene få et glas alkohol. Igen var det dog kun Emma og jeg der havde modet og tog imod det lille glas. Victor er noget tilbageholdende og kunne trænge til engang imellem at gøre og smage andet, end det trygge og vante. Herefter blev der hilst pænt på høvdingen vi skulle sætte vores fodtøj og så måtte vi træde ind i selve langhuset.
Vi blev placeret på siv måtter og så blev der serveret te med de indfødte, som alle gerne ville hilse på os, trods deres manglende engelske sprogkundskaber.
Vi fik dernæst at vide at fotografering af stammefolket ikke var tilladt, uden deres tilladelse først. Egentlig forståeligt nok, eftersom de ældre kvinder rendte rundt med tunge bare bryster, ligesom man ser i gamle stammefilm.
Der bor 20 familier i dette langhus, men 40 familier ialt i selve "landsbyen/stammen", når man tæller de bagved liggende huse med.
I midten af langhuset er et fælles areal og i højre side er små rum, som er familiernes egne huse, hvor de har alle deres ejendele. De bor, far, mor, bedstemor, oldemor, børn, børnebørn etc. sammen i de små huse indeni langhuset. Deres huse er små rum, måske 30 kvm. I den ene ende er køkken, og i loftet er madrasser, som bliver lagt på gulvet når det er sengetid.om dagen bliver der lagt sivmåtter, hvis man skal sidde og være social over en kop te,
Vores guide fortalte at der hørte et lille farmhus til dette langhus. Farmhuset kunne man benytte hvis man ønskede privatliv. I et langhus er Det eneste privatliv man har, nemlig under sit myggenet. Om eftermiddagen gik vi lidt rundt på egen hånd og udforskede" the village", ungerne var glade for at vi ikke skulle bo her i 3 uger og pludselig blev det "usle" hostle vi bor på, til luksus.
Vi gik ned til flodbreden, hvor vi hjalp de unge mænd med at male en båd, de lige var blevet færdige med at bygge. Derefter gik vi op i langhuset og jeg forsøgte mig med at væve en sivmåtte, uden den helt store succes.
De små børn i langhuset rendte rundt i mine klip klappere og Emma og Victor lærte dem at spille på iPad, hvilket var til stor fornøjelse.
Der var en umådelig stor gæstfrihed i langhuset, alle var venlige og imødekommende og bød os indenfor i deres private hjem.
I venstre side af langhuset, modsat den side hvor de private huse var, er der en forhøjning, som er en form for samlingssted. Oftest er det her man sidder om eftermiddagen. Varmen i langhuset var næsten ulidelig. vinden stod stille og vi kamp svedte i bogstaveligste forstand. Jeg var så heldig st tiltuske mig et stykke pap fra en af kvinderne, så jeg kan lave lidt cirkulation omkring mig og nedkøle temperaturen og mit svedige legeme. Efter vores besøg
Må jeg erkende at livet i et langhus, nok ville blive for kedeligt for mig.
Man ligger bare og slappet af på sivmåtterne på gulvet, det meste af dagen.
Sen eftermiddag gik de fleste ned til floden og vaskede sig. Trængte tøjet også til at blive vasket, gik de i floden med deres klæder på. på den måde blev tøjet også vasket.
Om aftenen da der kom gang i deres generator, blev vi endnu engang inviteret ind i et hjem. Denne gang for at drikke tv og se en dvd på et gammelt fjernsyn, en dvd der højst sandsynligt bliver spillet for børnene hver aften.
Ved syvtiden havde vores guid tilberedt det helt store festmåltid. Vi fik ingefær ketcap kylling, tillok fisk, hvilket smagte skønt, Green long Beans, aubergine og ris. Vi smagte på alt, Emma viste igen at hun er god til at tilpasse sig og smagte på det hele. Da maden var indtaget skulle der holdes fest, fordi at de havde fået gæster i langhuset
Iban folket tog det fine puds på og spillede op til dans. Inden festlighederne gik igang, blev der igen serveret en form for risbrændevin. Indtagelsen af denne drik, skulle indtages rituelt. Vi skulle i samlet flok stå med armene over hovedet for derefter at trække dem ned og sige oooooooo la, hele 3 gange, førend det lille glas skulle bundes.
Derefter dansede de indfødte en speciel dans. Mændene bjæffede op ind imellem som hunde under deres dans. Første gang blev jeg forskrækket, men efterfølgende kunne jeg næsten ikke lade være at grine over det. Så var det vores tur. Vi blev budt op til dans og skulle danse rundt med dem i rundkreds.
Efter dansen skulle vi hilse pænt på deres høvding igen. Denne gang skulle vi overrække de indkøbte gaver, som vi havde med til dem. Vi havde købt balloner, blyanter og små kiks. Herefter bliver gaverne ligeligt fordelt i små bunker på gulvet, så hver familie alle får det samme.
Da alle gaverne var fordelt, tog hver familie deres andel i små kurve.
Så var det tid til te og brændevin igen. Denne gang blev brændevinen ikke serveret i små glas, men de satte bare 2 store flasker på gulvet, skål!
Enma syntes bestemt ikke hendes mor bare skulle tage flasken og sige skål!
Så jeg måtte bede om et glas, og nøjes med et enkelt.
Det var en lang og spændende dag, med masser af nye indtryk og oplevelser.
Vi var trætte og svedige, så vi gik ned til deres primitive bad og toilet hus, som staten har Beatle for at få opført hos Iban folket. Der er bjergvand som løber i rørene i Iban langhuset. Det var dejligt at få skyllet sveden af os inden vi skulle i seng. Guiden havde fortalt os at renlighed inden sengetid, var vigtig for at holde myggene væk. Nede ved badet så jeg for første gang nogensinde fire flies. Jeg havde slet ikke forestillet mig at de var så store og kunne lyse så meget op, det var helt uvirkeligt.
Det blev redt op til os i den ene side af langhuset, på "verandaen", med en tynd madras og myggenet. Det var med at sikre sig, at myggenettet var godt ind under madrassen hele vejen rundt.
Emma og jeg havde fået et dobbelt myggenet at sove under og Victor lå i et for sig selv.
Vil skyde på at der var omkring 35 grader inde i myggenettet.
Emma syntes uden tvivl, at hendes mor var jordens mest pinlige mor. Jeg smed nemlig alt tøjet i mørket og lagde mig under lagenet uden tøj på, hvilket hjalp en smule på varmen.
Kl. 6.45 var der igen liv i langhuset og Emma og jeg fik så småt øjne. Jeg viklede lagenet omkring mig, ligesom alle de indfødte kvinder havde det og så ville jeg ud at tisse. Emma var ved at grave sig ned under madrassen af pinlighed over sin egen mor, jeg syntes bare jeg lignede de indfødte, bortset fra hårfarven.
Hvis jeg skal kigge på søvnen kontra vores hostle i kuching, har jeg sovet noget fredeligere. Vi gik til ro omkring halv elleve, så det er ca. 8 timers søvn.
Et bad hertil morgen gjorde underværker også selvom det var yderst primitivt.
Efter en lang nats søvn var jeg fyldt op med ny energi og klar til at møde det primitive liv hos Iban stammen. Emma ville dog lige minde mig om, at man kunne se igennem myggenettet, da jeg havde været i bad imorges og skulle have tøj på.
Den bette ville ikke op, Victor sov til næsten kl. 8.30 og han stod kun op fordi han blev vækket. Der var en dejlig temperatur i langhuset fra morgenstunden.
Der var desværre ingen kranier tilbage i dette langhus. Havde nu håbet at kunne se et par stykker. Men denne stamme er kristne og derfor har de begravet alle kranierne på en gravplads.
Morgenmaden bestod af fritterede bananer, ikke vores favorit, men de blev smagt, fried egg nodles & spejlæg. Efter morgenmaden talte vi med 2 australske turister, som skulke videre til batang ai. Har læst om batang ai hjemmefra. Det skulle være et helt fantastisk sted, med en overdådig sø og et 5 stjernet Hilton hotel bygget i langhus stil. Det var planen at vi ville have været derude efter vores langhus besøg, men det var ikke lykkedes os at finde en tur dertil fra Kuching.
Vi blev tilbudt at køre med de australske turister tilbage til kuching hvis vi ville med, det gad vi virkelig godt! Men vi havde intet skiftetøj, badetøj, lader til kamera eller andet med, endvidere skulle vi også gerne nå tilbage og i banken. Jeg var nemlig så tankeløs, at glemme mit MasterCard i automaten, den dag vi skulle på madkursus og var forbi en ATM for at hæve penge.
Og det er ikke så fedt at sidde på et 5 stjernet luksus hotel i snavset tøj og kigge på en indbydende pool og bare måtte nøjes med synet.
Endvidere skulle de også allerede tjekke ud kl. 8.30 næste dag, fordi de skulle nå et fly videre. Så i enighed besluttede vi, at det var for kort tid, til trods for at det var tillokkende at slutte af med masser af luksus, friskpresset juice og kolde drinks.
Inden vi tog båden tilbage til civilisationen skulle vi prøve at skyde med pusterør. Pusterørerne er lavet af noget de kalder iron træ og er meget tungt.
Helst skulle det holdes med begge hænder kun i den ene ende. Kunne man ikke det, fordi det var for tungt, måtte man gerne holde det som et gevær.
Vi prøved alle 3, og de mente at jeg ville blive en god Iban wife, lige indtil Emmas andet forsøg, hvor hun placerede den ene pil lige i midten. Så kom de unge mænd farende og det var lige ved at jeg havde byttet hende for en longboat.
Valgte dog alligevel at jeg gerne ville have min prinsesse med videre, hun er en utrolig videnbegærlig og prøvelsen rejsekammerat.
Omsider blev det tid til at vende mod kuching igen. Sejlturen retur gik noget hurtigere, end på vejen op pga. Strømmen.
Trods manglende strøm på kameraet har vi dog fået taget et par billeder med iPhone og ipad, så bær over med kvaliteten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar