Idag er indlægget med billeder 💪💪
Denne morgen var ikke nær så stille som de andre morgener. Mit hostel var præget af at det var fuldt booket, selv teltene i haven var kommet i brug.
Jeg løb ned til stranden allerede lidt i syv for at nyde Macao Beach for sidste gang, i denne omgang.
Da jeg kom retur var der for første gang hul igennem på internettet, og jeg satte mig ud til langbordet i haven og fik uploadet billeder fra både i går og i forgårs til bloggen. Det var intet mindre end fantastisk.
Jeg nåede desværre slet ikke igang med mit spansk kursus her til morgen, for der var simpelthen ankommet så mange nye mennesker som gerne ville tale og udveklse erfaringer og ideer til steder at besøge. I går da vi var kommet hjem fra vores tur til Bayahibe, var jeg faldet i snak med 3 mænd fra Sverige, som lige var ankommet og havde været nødsaget til at sige ja til overnatte i teltetene. De håbede inderligt på, at der blev plads på vores tur til Sabana la mar idag. Det blev der desværre ikke, så istedet hookede vi op på Facebook og aftalte, at vi skulle mødes igen i Samana imorgen. Ingen af dem talte spansk, så de mente, at jeg ville være et godt følge, eftersom jeg vidste så meget om øen og havde sat mig ind i hvad der var værd at se. Rickie og jeg var allerede i går blevet enige om, at vi ville rejse videre op mod Samana sammen.
Klokken lidt over 10, da vi havde fået morgenmad drog afsted mod playa limon sammen Andres og nogle af de andre gæster fra Macao Beach hostel. Vi kørte af hovedvejen hele vejen op mod el cedro, inden vi drejede af mod vores første stop Playa limon. Hovedvejen var fin og let fremkommelig, men da vi drejede af mod playa limon var jeg ikke sikker på, at vi nogensinde ville komme frem. Vejen var ufremkommelig med store dybe huller, store sten og masser af vand, men det var heldigvis ikke noget som Andres bil ikke kunne klare. Vi kørte ca 3,7 km på denne utaknemmelige vej før vi ramte paradis playa limon. Næsten nede ved stranden, ca 400 meter derfra ligger et lille hotel der hedder rancho la cuevo, men det kan overhovedet ikke anbefales og alle siger at man skal Holde sig langt væk derfra. Værten skulle være ualmindelig uhøflig og værelserne med frøer, mus og andet krævl. Playa limon var ualmindelig smuk. Så smuk at det er et postkort værdigt. Det er virkelig stedet at tage hen hvis man ønsker at have fred og ro uden tusindvis af andre turister. Vi havde stranden helt for os selv og nød det. Sandet på stranden var dog ikke så hvidt som jeg havde forventet mig og læst mig frem til i lonely planet, men alligevel bestemt et besøg værd. De sidste hundrede meter ned til selve stranden bestod kun af palmer så langt øjet rækkede og voksede helt ned til strandkanten. det var virkelig et smukt syn. På stranden var det ikke noget problem at finde kokosnødder, de lå overalt og vi forsøgte os selv med, at åbne dem ved,at hakke kokosnødderne ned i nogle sten.
Der var en ældre herre på sin hest nede på stranden og han var yderst hjælpsom med kokosnødderne. For os var det intet problem at lave hul så vi kunne drikke kokosmælken, men de huller vi kunne lave var ikke så fine som den gamle mand og hans menchede kunne lave. Han viste os sit værktøj til at få kokosnødderne ned fra palmerne hvis ikke de faldt af sig selv. Jeg var virkelig imponeret over den sikre håndtering han havde på sin manchede og glædede mig over at han ikke var kannibal.
Efter at have drukket og spist næsten 2 kokosnødder skulle vi videre på turen til Montana Redonda. Montana redonda er et udsigtspunkt på toppen af et bjergene på den østlige del af øen. Da vi kom hen til bommen ind Til Montana redonda og skulle køre ind ville de have vi skulle betale 5 dollars pr. person i entre. Normalt kostede det kun 100 pesos. Og ingen af os ville betale 5 dollars for at komme og på bjerget og nyde udsigten. Andres talte længe med vagten ved indgangen uden at det hjalp. Så ringede Andres til en eller anden, som åbenbart bestemte og han talte med vagten over telefonen og på et splitsekund kom vi gennem bommen op til bjerget for kun 100 pesos pr. Person. Planen var at vi skulle køre op til toppen af bjerget i bilen. Men vejene var virkelig stejle og jeg tror Andres gav lidt for meget gas og på halvvejen gav bilen op. Andres havde været lidt for hård ved motoren og den lugtede brændt - motoren var blevet for varm. Vi besluttede os for at gå det sidste stykke op af bjerget til fods. Gribbene hang i luften da vi vandrede op af bjerget, de håbede sikkert på at en af os faldt om så de kunne få et måltid mad. Der trak pludselig mange skyer ind over bjergene og det begyndte at regne en smule, trods dette var den en fantastisk udsigt da vi kom op på toppen, wauv. Man kunne se hele kysten, playa limon, playa esmaralda og ud over en stor del af landskabet og ind i landet. Oppe på toppen af bjerget var der sat div. gynger op, som kan kunne sidde på og så få taget billeder. Vi brugte en lille time på toppen af bjerget hvor vi nød den storslåede udsigt, Tiltrods for de ankomne skyer og mindre sigtbarhed end normalt. Vi vandrede ned til bilen igen og så havde vi ellers noget af en opgave foran os der hed at få vendt bilen, der midt på bjerget. Richie dirigerede Andres rundt og vi kom ned ad bjerget uden helskindet og uden problemer. Da vi var nede igen kørte vi lige hen forbi et lille værksted og fik tjekket motoren og olien inden vi kørte ind til Miches hvor vi indtog lidt let til frokost.
Herfra var det meningen at vi skulle videre til Playa Esmeralda men bilen lyste og vi var nødt til at holde ind til siden. Vi kunne desværre ikke køre længere, men heldigvis kom domnique som arbejdede på det hostel som jeg havde boet på kørende forbi. Han havde lige været oppe og aflevere de 3 svenske mænd jeg havde mødt tidligere, på det hotel jeg skulle bo på i sabana a la mar. Vi omsteg i bilerne og Richie, amaldine og jeg blev enige om at vi kunne dele et værelse når vi kom frem.
Turen fra Miches til sabana de la mar var virkelig smuk. Der var grønt og frodigt og palmer og træer hang ud over vejen: en stor del af strækningen som vi kørte var helt ned til havet. Byerne vi kom igennem virkede meget hyggelige og som alle andre steder i den dominikanske republik var husene meget farvestrålende. Tror sagtens man kunne have en hyggelig dag i Miches, selvom stranden der ikke er særlig god.
Da vi ankom til hotellet løb vi direkte ind i svenskerne som allerede havde arrangeret aftensmaden til os. De havde været på stranden tidligere og fundet et sted at købe fisk og rejer. De havde mødt en lokal mand som havde inviteret dem hen hans restaurant hvor vi SEL skulle være med til at tilberede maden. Det var virkelig hyggeligt og sjovt og det var en fantastisk aften. Victor og jeg var nok de mest engagerede i madlavningen. Vi lavede plantanas og lærte hvordan bananerne skulle pilles. Det blev gjort på en helt speciel måde, eftersom skrællen på disse er meget hård og sidder godt fast. Vi lærte hvordan man skat DRM ud, ristede dem, bankede dem efterfølgende for derefter at stege dem igen. Det var virkeligt cool. Vi tilberedte fiskene og rejerne på de lokales maner og samtidig hyggede vi os med både vin og dans i køkkenet. Der blev spillet tromme og rystet med maracas. Det var en fantastisk aften, og mega fedt med dette "madlavnings kursus". Restauranten var også tilholdssted for de lokale banko spillere, så pludselig blev restauranten omdannet til bankohal. Det var meget sjov at se hvordan de brugte majs til at markere tallene på pladen. Dem som kender mig godt ved at jeg ikke kunne lade være med at lave den der "bingo" og rejse mig op - det havde vi meget sjov med, heldigvis syntes alle kvinderne som spillede banko det også. Det blev en sen aften og vi endte med at drikke rom og danse til næsten midnat før vi gik hjem til en låst hoteldør. Det lyykkedes os efter ca 20 minutter at få banket hotelmutter op, så vi kunne komme ind at sove.
Som jeg lå i sengen og talte til Richie som jeg troede roede efter noget i sin taske var han igang med at tjekke hvor nord lå? Derefter gik han igang med at bede på sit medbragte tæppe, man oplever noget nyt og spændende hverdag når man sådan rejser rundt med rygsæk, på må og få og løber ind i alle forskellige nationaliteter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar