Idag var første gang jeg var nødsaget til at stille mit vækkeur. Uret ringede 7.30 og klokken otte skulle jeg mødes med de andre. Vi var blevet enige om at tage ned og fange færgen til Samana kl. 9.00 vi var dog ikke helt sikre på at færgen sejlede eftersom det havde blæst en del de sidste par dage. Vi vandrede afsted med vores rygsæk ned til færgen. På vejen derned fik vi en emplanadas med et æg i et af de små gade køkkener, det er de super gode til at lave og så koster de næsten ingenting kr 3,5. man skal ikke forvente at bruge så mange penge på sit madbudget herovre, hvis bare man spiser lokalt. Færgen sejlede heldigvis Tiltrods for de høje bølger. Vi kom ombord på færgen sammen med høns og knallerter og så var det ellers noget af en øvelse at få lagt fra kaj pga de høje bølger. Det gik dog også galt for kaptajnen og jeg tænkte, shit nu går det galt. En bølge fangede skibet og vi blev kastet ind i broen så noget af den øverste del af skibet brækkede af. Jeg sad og tænkte ved mig selv at jeg var glad for at jeg som den eneste havde taget redningsvest på, mens alle kiggede på mig og sikkert tænkte sit, men man er vel godt opdraget - og kun en tåbe frygter ikke havet.!
Alle ombord på skibet hjalp til med at få skubbet skibet fri af kajen og ud kom vi på det åbne hav. Alle knægterne ville sidde oppe på toppen af skibet, men jeg satte mig ned i bunden hvor man kunne sidde nogenlunde i læ. Jeg havde lært af
vores sejltur fra Bali til Gili øerne hvor vi også ville sidde oppe på taget af skibet fordi solen skinnende fra en skyfri himmel. Det endte med at vi var gennemblødte ind til skindet fordi bølgerne skyllede ind over båden. Der gik da heller ikke mere end et kvarter før alle knægterne stod nede ved mig, gennemblødte og med ny læring på deres tur som backpackere. Efter halvanden time ankom vi helskindet til Samana. Vi fandt en restaurant hvor vi gik ind og fik en omgang brunch. Jeg fik provianteret et par ekstra solbriller, så nu var alle glade. Vi spurgte os lidt frem angående et hotel som skulle ligge i trætoppene i El Valley som vi havde hørt om. Det skulle koste 50 dollars pr person Per nat, men det eneste vi kunne finde var et trætop hotel hvor dobbeltværelserne kostede 275 dollars. Vi blev enige om at splitte os op. Johnny og jeg tog turen til El Valley for at se om vi kunne finde trætop hotellet som skulle være noget billigere end det vi indtil videre havde fundet på nettet og de andre ville bare gå rundt i byen og finde et alternativ sted som vi kunne overnatte. Johnny og jeg prajede en motorcykel, vi kørte begge 2 på den samme motorcykel, så det var med at holde fast og sidde tæt. Jeg følte mig mest sikker som en sandwich i midten. Det tog ca 20 minutter at køre ud til El Valley. Køreturen var så vidunderlig smuk og vi var så højt oppe over havets overflade at udsigten fra øen og ud over havet var fantastisk. Vi ankom til El Valley som lå langt væk fra alting, vejen derud var sten og klipper og ufremkommelig som flere af de andre veje vi havde kørt på. Jeg tænkte flere gange at det var uforsvarligt at køre uden hjelm og med bare arme og ben, hvis vi skulle vælte - men det er sådan man kører herovre. Men vi kom heldigvis sikkert frem. Vi aftalte med chaufføren at han skulle vente på os til vi havde været inde i dominican treetop village, som var det dyre sted vi havde fundet på nettet. Her forhørte vi os om det andet som ikke eksisterede, de mente muligvis at dem som havde talt om en pris på 50 dollars var nogen som havde overnattet her inden hotellet var rigtig åbnet op. Dette hotel som lå i træ toppene var helt fantastisk. Johnny og jeg blev vist rundt og var oppe at se de små hytter som lå i trætoppene. Efterfølgende satte vi os ned i deres bar og nød en Pina colada. Den smagte fantastisk herude i junglen. Jeg forsøgte at tale med indehaveren om lidt rabat og vi fik dem ned i 200 dollars Per værelse, dvs 700 kr pr person. Vi gik tilbage til vores ventende chauffør på motorcyklen og bad ham køre os tilbage tilbage til Samana til de andre. Turen tilbage op af de dårlige bjergveje var meget stejl og Johnny og jeg måtte hoppe af flere gange undervejs fordi cyklen ikke kunne trække os op.
Udsigten var ligeså smuk på tilbagevejen og Johnny og jeg blev enige om at vi havde fået verdens bedste tjans og var sikre på at vi kunne overtale de andre til at overnatte i trætoppene. Da vi kom tilbage til Samana havde vi stadig en times tid inden vi skulle mødes med de andre, så vi gik ned til en lille bar ved vandkanten og bestilte endnu en Pina colado. Bartenderen forstod virkelig at lave Pina colada og endnu engang fik jeg den serveret i en ananas. Jeg var så uheldig at støde storetåen ind i en høj beton kant nede ved baren og fik slået hul på tåen. Det gjorde ondt og blødte lidt, men bartenderen var der straks til at hjælpe. Han fik sat mig ned og fandt en flaske spiritus frem som han skyllede min tå i. Han vrikkede med den et par gange og konstaterede at intet var brækket. Der var søreme god betjening på den lille bar ved vandkanten. Klokken nærmede sig 15 og vi skulle over og mødes med de andre og hente vores bagage. Johnny og jeg kunne desværre ikke overtale de andre til at tage en overnatning i trætop hotellet, de syntes det var for dyrt.
Istedet besluttede knægterne sig for at leje et par motorcykler, og jeg valgte at tage den lokale guagua sammen med georges til Las terrenas. Den lokale bus var det man kalder overfyldt og 2 mænd stod op udenfor bussen. Min rygsæk lå oppe på taget og jeg er søreme glad for at jeg investerede i en rejsesæk til min rygsæk, for som vi sad i bussen brød regnen igennem for alvor og det regnede helt vildt. Den lokale bus fra Samana til las terrenas, havde omstigning i Limon. Den første strækning kostede 70 pesos og den sidste strækning kostede 50 pesos. Det er altid sjovt at komme rundt på lokal vis. De råber bare til chaufføren når de vil af, og når man sidder så mange i bussen, skal alle ud hvis en skal af. Og fordi jeg var en af de sidste som stod på, skulle jeg ud af bussen ved stort set alle stop. Georges og jeg ankom til Las Terrenas til aftentide og bookede mig ind på et rigtig backpacker hostel ved navn Dan & Mantys guesthouse. Her vrimlede med backpackere fra flere nationaliteter. Jeg kom på et 5 mands rum sammen med svenskerne som ankom på deres motorcykler efter mørkets frembrud. Det kostede 800 pesos at bo her inkl. Morgenmad. Sengene var perfekte og vi fik vires helt eget badeværelse så det var virkelig luksus. På dette hostel var alt hvad hjertet kunne begære og man kunne få både cocktails, øl og bin serveret her. Da klokken blev otte var der stor buffet som man mod mer betaling på 250 pesos kunne få lov at deltage i. Alle sad ved bordene og hyggede sig, drak øl, vin eller cocktails og stemningen var høj.
Hvis man ønsker gang i den er dette stedet, selv træerne blinker med lys og stemning.
Jeg havde egentligt planlagt at gå tideligt i seng her til aften så jeg kunne komme tidligt op og se hvaler imorgen tidlig, men efter sigende skulle det blæse fir meget til at komme ud og se hvaler. Så jeg besluttede mig istedet for at drikke et ekstra glas vin og tage med nde andre på bar og danse...
See you tomorrow
Ingen kommentarer:
Send en kommentar