Sleepover at Tayrona national park

 Efter vores 4 dages trek til The lost city, blev vi sat af ved Tayrona National Park.

Tayrona National Park  dækker et område på cirka 150 kvadratkilometer langs landets caribiske kyst. Der er to "hovedindgange" til parken; en hovedindgangen kaldet "Zaino" og en mindre indgang kaldet "Calabazo". Vi blev sat af i Calabazo.

Tayrona National Park skulle være en bemærkelsesværdig naturskønhed som er kendt for sin enestående biodiversitet, smukke kystlinje, tropiske regnskove, mangrover, koralrev og smukke strande, så det glæder vi os til at udforske.

Området omkring Tayrona National Park har været beboet i årtusinder, og det var engang hjemsted for Tayrona-folket, en indfødt civilisation, der blomstrede i regionen før den spanske erobring. Dette Tayrona- folk er også dem jeg har omtalt i mit blogopslag om Den Tabte By. Parken  her er også hjemsted for flere præcolumbianske arkæologiske steder.

Efter den spanske erobring blev regionen gradvist integreret i koloniale strukturer, og europæiske bosættere begyndte at opbygge plantager og bosætte sig i området.

Da vi blev sat af ved Calabazo skulle først vi ind et sted og have afleveret vores store rygsække så vi ikke skulle have dem med ind i parken, dernæst skulle vi over et andet sted og have armbånd på, som indløste en forsikring på os under vores færden i parken.  så skulle vi et 3. Sted hen og indløse entre til selve parken, for tilsidst et 4. Sted, at skulle booke overnatning inde i parken.

Vi bookede et telt ved Castille strand. Castille ligger ca 5 kilometer inde i parken, og er den første strand man kunne komme til herinde, og det var derfor vi havde valgt netop denne. Jeg var nemlig stadig ikke på toppen efter min omgang med maven, kunne stadigvæk ikke spise, ikke pga. dårlig mave, det var stoppet, men jeg blev utilpas og fik kvalme bare ved lugten af mad

Jeg har læst at Tayrona National Park skulle have nogle af de mest betagende strande i Colombia, med hvide sandstrande og  turkisblåt hav, så det glæder vi os til at udforske.  Da vi kom ned til Castille og så placeringen af vires telt, blev vi lykkelige. Det lå helt ned til stranden i første række og det var gudesmukt - desværre flaget rødt, der var store bølger og det blæste.

Jeg smed mig pladask på madrassen en halv times tid og samlede kræfter efter turen herind til vores telt. René susede rundt, inspicerede poolen og hele området.

Udenfor vores telte hang der små afslappende sofabænke ned fra træerne, der var flettede parasoller og stole man kunne sidde på, bare nyde livet og den fantastiske natur omkring os.

 Jeg var faktisk lidt overasket over at vi havde undgået nogen former for kø, for at komme ind.

Parken havde været lukket indtil den 16. Februar, og da vi kørte forbi, på vores vej ud til starten af trekket the list city, var der en kø så lang, og vi havde frygtet det værste når vi skulle herhen. Det er normalt at  Parken lukker  to gange om året for at beskytte miljøet og udføre vedligeholdelsesarbejde. Disse lukninger sker typisk i februar og juni. Lukningerne varer normalt omkring to til tre uger hver gang, så har du planer om besøg i parken, så husk lige at undersøge dette inden. Formålet med at lukke ned er, at reducere belastningen på økosystemet og give plads til naturens genopretning samt at udføre nødvendigt vedligeholdelsesarbejde for at sikre besøgendes sikkerhed og trivsel.

Idag skulle vi ikke ud på den store tur, vi skulle slappe og blot ud på en kortere tur, så jeg kunne blive frisk til et længere hike i parken imorgen. Vores plan var at hike ud til  Cabo san juan, den og Playa Cristal er fremhævet som de bedste strande i parken, når man søger på google, så der skal vi naturligvis hen imorgen. Turen derhen skulle være 9 kilometre. Og skal jeg være ærlig må jeg da håbe at sandet er mere hvidt end her på Castille. Det er en smuk strand, men sandet er ikke hvidt.

Vi tog en kort vandretur hen til  playa del muerto, som var den nærmeste strand i forhold til der hvor vi boede.Der var kun 3 kilometer derhen. Ligesom henne hos os var der rødt flag og ikke tilladt at bade, og vi fandt faktisk ud af, at der altid var tædt flag oppe pga. de høje bølger og den stærke understrøm.  Hmn... når vi ikke kunne bade her, kunne  vi ligeså godt vandre tilbage til vores egen strand og slappe af, om ikke andet kunne vi da altid hoppe i poolen og blive kølet ned. Det nåede vi så ikke.. for da vi kom retur var restauranten nemlig åbnet. Vi havde en gang tidligere været oppe forbi, men der var der lukket for servering. Jeg var ikke sulten men vi var begge enige om, at jeg skulle forsøge at få lidt at spise. Jeg bestilte en omgang papas fritas, der blev serveret den midste tallerken pomfritter  jeg nogensinde har set - heldigvis var min sult ganske minimal, og jeg kunne ikke spise op!

Men de smagte faktisk godt, og som noget meget spøjst og nyt for mig,  blev de serveret med guacamole til  at dyppe i, så lidt mad fik jeg da i maven!

Efter aftensmaden gik vi ned til vores telt og nød udsigten ud over det store caribiske hav.

Det var sengetid, vi var begge trætte efter gårdsdagens sygdom i min mave, som havde holdt os begge to vågne hele natten.

Vores Telt havde heldigvis net i indgangen, så når vi lå derinde havde vi stadig et smukt udsyn udover stranden, havet og palmerne.

Vi vågnede tidligt, til lyden af bølgerne fra og den friske havluft, det var en vidunderlig oplevelse, der forstærkede min følelse af at være i paradis.

Jeg satte mig ud i hængebænken nede på stranden og nød den smukke udsigt og solen som langsomt steg op på himlen.

Klokken syv gik vi op til restauranten for at få morgenmad, det var inkluderet i prisen for leje af telt.

Vi fik æg, og kunne så selv vælge og vi ville have yuka brødpandekager til eller ristet toast brød.

Jeg ville så gerne have ristet toast, det var lige hvad min mave trængte til.

Nu var vi friske til at starte vores 9 kilometer lange tur ud til Cabo san Juan.

Vi talte om vi skulle lade vores rygsække blive i receptionen og så bare nøjes med at gå med de vigtigste nødvendige ting... men vi blev enige om, at vi var kommet i vandreform, og at rygsækken jo var den samme vægtmæssigt, som vi havde båret på til vores hike til the lost city... så måtte 18 kilometer plus det løse, uden alt for mange højdemeter være piece of cake, så vi tog rygsækkene på ryggen og drog afsted.

Der var et netværk af vandrestier i parken, der fører gennem regnskoven og langs kysten. Disse stier gav os mulighed for, at udforske naturen og observere dyrelivet.

Vi hørte til start nogle brøle aber, brøle meget højt. Aberne er kendt for deres karakteristiske brølende lyde, som de bruger til kommunikation inden for deres grupper og til at markere deres territorium. Brøleaber lever primært i tropiske regnskove og er ofte set i trætoppene, vi havde dog svært ved at få øje på dem, men vi kunne høre dem. Aberne  lever af blade, frugt og nogle gange insekter. Aberne er en vigtig del af økosystemet og passer derfor ideelt ind i Tayrona National Park da 

bæredygtig turisme er centrale elementer i parkens forvaltningspolitikker. De tilbyder faktisk overnatning i økologiske telte og hytter.

Vi var heldigvis taget afsted i god tid, og det var muligt at gå i fred og ro på stierne for at se om man kunne spotte nogle dyr, René fik øje på en kæmpe leguan oppe i et træ, fordi han hørte og så den springe, og havde jeg ikke haft mit nye kamera med zoom ville jeg ikke have fået set den. Vi gik videre og engang imellem måtte vi da overhale nogen på stierne.

Med et var vi heldige, der kom et par kapucineraber, den ene sprang rundt som en konge med en kæmpe kokus nød.

Disse aber er ofte nysgerrige og sociale, og det var disse her også, det var sjovt at observere dem her i deres naturlige habitat.

Vi gik videre af de majestætiske vandrestier inde i parken. Stierne snoede sig gennem en fortryllende skovklædt kulisse, hvor smaragdgrønne palmer kastede deres skygger på de frodige stier. Ved hvert skridt åbnede landskabet sig og afslørede maleriske udsigter over det turkisblå Hav når vi nærmede os havet. 

Undervejs på vores vandring blev vi omgivet af en mangfoldig blanding af træer, palmer og planter. Stierne herinde var Frodige, men alligevel ikke så frodige som den tætte og majestætiske regnskov oppe ved the lost city som vi lige var kommet fra. 

Den serenity, der omgav os mens vi vandrede blev  kun brudt af lyden fra aber, firben, fuglesang og suset fra trætoppene. Hver bøjning i stien afslørede en ny oplevelse af skønhed, og vi kunne ikke undgå at føle os fortryllede af naturens magi her mens vi vandrede og modtog alle naturens mangfoldigheder.

Igen blev vi mødt af et par nysgerrige aber 

Saguinus oedipus, også kendt som bomuld-top tamarin. Det var en fascinerende abe, og umiddelbart ikke en jeg kan huske at have set tidligere. Disse små aber er kendt for deres hvide pelse.

Ifølge Wikipedia lever disse aner kun  

I den tropisk regnskov i Colombia Kropslængden er 20 cm, mens vægten er 360 gram. Arten er kritisk truet af udryddelse, så det var en kæmpe oplevelse!

Efter 8,53 kilometer ankom vi til cabo san juan som var vores mål for dagens hike.

Cabo San Juan del Guía skulle efter sigende være en sand juvel i Tayrona National Park og en af de mest ikoniske destinationer for besøgende her i parken. Ja det var en lille naturlig perle omgivet af en blændende skøn natur, og det turkisblå Caribiske Hav møder de frodige grønne bakker i horisonten.

Stranden på Cabo San Juan del Guía var bare ikke for mig en malerisk oase, jeg mangler det hvide sand som jeg havde set frem til. I stedet var det gyldent sand som strakte sig langs kysten. Men stedet bød alligevel på afslapning, solbadning og en kold pina colada som blev nydt i vandkanten. 

Skulle jeg sammenligne castille hvor vi boede med her, her kunne man nemlig også bo, og havde jeg ikke været skidt tilpas igår, ville vi nok have forsøgt at få et telt herude. 

På en eller anden måde var der her smukkere end den strand vi boede strand. Den var mere fuldendt og ferie paradisagtigt. Og jeg vil mene at der er meget liv her om aftenen. Her var barer, en stor restaurant, ift. den på Castille, og så var der rigtig mange telte, som stod tæt og mindede om en smuk fest camp.

Så både og ville jeg gerne have overnattet herude og alligevel ikke. Den eneste grund var faktisk kun for at kunne have tilbragt eftermiddagen i havet igår. Jeg syntes faktisk vi havde boet fantastisk i nat og teltets placering var taget lige ud af et postkort.

Efter et par timers afslapning på stranden var vi mættede. Det var godt vi var kommet tidligt, for nu begyndte der at være sort af mennesker!

Vi købte noget esplanada agtigt lavet på plantanas og fyldt med kylling.

Da jeg havde forsøgt mig med en bid måtte jeg opgive. Det smagt fin, men jeg kunne slet ikke have denne fedme af mad i min mund, så heldigt nok at rene er der til at agere skraldespand.

Vi vandrede retur, og på tilbagevejen kom der rigtig mange mennesker.

Vi talte om at det sikkert ikke ville være så let at se dyr, fugle, frøer og sommerfugle på vejen hjem, som det havde været på vejen derud til stranden - og dog... for pludselig over en længere strækning, fik vi besøg af kapucineraberne igen. Først var der en, så var der 2. Vi stoppede op og lod os begejstre over dem og gik videre efter vi havde taget et par billeder. Men der gik ikke længe gør der igen kom en abe, som yderemere hoppede tættere på os en forventet. Sådan fortsatte det over en strækning, en abe krydsede endda stien lige ved mine fødder.

På tilbagevejen gik vi ned for at bade 

La Piscina. Allerede på vejen ud mod cabo sam juan havde vi aftalt at besøge denne strand på hjemvejen.

Som navnet antyder, minder denne strand om en pool. Og ja stranden var en naturlig pool, som er beskyttet mod de stærke bølger fra det caribiske hav, af store klipper så det var nok det mest sikre sted at bade i parken.

For selvom det var tilladt at bade ved Cabo San Juan var der meget strøm, forholdsvis høje bølger og osse en smule strøm i undervandet.

Så skulle jeg vælge en strand som jeg skulle fremhæve fra mit besøg, ville det klart være La Piscina. De omkringliggende klipper og palmer syntes jeg også skabte en idyllisk ramme, og dette kunne være taget lige ud af en postkort.

Det caribiske hav lige her var så lunt at jeg kunne have lagt derude i timevis i læ af den store klippe ude i vandet som lignede en skildpadde.

Efter vores dukkert vi retur for at komme ud af parken. Vi var spændte på hvor let det ville være at komme med en offentlig bus videre herfra og til Santa Marta, hvor vi også ville skulle finde en bus videre til Cartagena.

Vi nåede ud af parken, og fik afhentet vores bagage - det var et stort kaos inde ved opbevaringen af tasker, men efter rygsækkene blev flyttet rundt fandt de vores. 

Vi nåede kun lige ud fra bagage afleveringen, hvor jeg udenfor spurgte om vej til den offentlige bus til Santa Marta, til vi fik at vide at vi skulle skynde os, for det var den bus som lige var kommet og hjorde stop! Hmn.. det var en overfyldt bus, hvor folk stod op og holdte ved håndtagene i loftet, så fir en sikkerheds skyld spurgte jeg lige buschaufføren om han kørte til Santa Marta, og det gjorde han.

Det kostede 9.000 dollars pr mand og tog godt en times tid, stående i bussen med vores rygsække. Efter ankomst til santa marta fandt vi en taxi som kørte os ud til deres busterminal.

Da vi ankom til terminalen var vi så heldige at der var en direkte bus videre, som kørte til Cartagena indenfor 10 minutter efter vores ankomst. René skulle lige have provianteret til turen, for den skulle tage 4 tage. Jeg havde stadigvæk ikke lyst til mad, så det eneste jeg havde brug fir var vand og et halvtørt stykke brød.

Busturen til Cartagena skulle tage 4 timer.

Det var en fin bus vi havde valgt, og nu var vi jo så heldige at se noget af turen i dagslys, for vi skulle faktisk retur til Barranquilla som vi var kommet fra efter karnevallet, for dernæst at fortsætte til cartagena.

Denne vej der forbinder Santa Marta med Barranquilla er en del af "Carretera del Mar" eller "Vejen til Havet", også kendt som "Troncal del Caribe" eller "Caribbean Trunk Road." Det var en spændende bustur, vejene var flere steder bygget meget tæt på kysten, og man kunne se havet på begge sider af vejen. Vi havde udsigt over havet og kystlandskabet fra bussen og det gjorde da noget af  køreturen til en behagelig og naturskøn oplevelse. 

Nu får i ikke mere i denne omgang - men vil i høre om vores oplevelse i Cartagena så følg med på bloggen