Med rygsæk og hjerte på spændende rejser: The lost city - special edition

Dag 1

Idag havde vi sat vækkeuret til klokken 05.30, vi skulle på min længe ønskede tur til The Lost City.

The lost city har op gennem tiderne haft 4 forskellige navne i løbet af sin opdagelse. Det indfødte navn, Teyuna, påstås at være navnet på herren eller byens ånd og det mest præcise navn, der er kendt til dato. Men blev også kaldt "Green Hell" på grund af den tætte jungel, der omgiver området. Derudover har steder også haft navnet buritaca200. Dette navn er faktisk også navnet på en berømt tayrona kriger som nedkæmpede en masse spanier i 1600 tallet.Da the lost city blev anerkendt som en arkæologisk skat, fik det navnet Ciudad Perdida, "Den Tabte By."

Byen og området blev erklæret til et biosfærereservat i 1979 af UNESCO, så jeg glædede mig max! Derfor skulle vi også være færdige i god tid, da vi ville blive hentet af wiva walker kl. 6.30. Vi skulle jo både nå at pakke ned oppe på tagterrassen, have lavet morgenmad, spise og børste tænder.

Natten i teltet havde været fantastisk, jeg havde sovet som en engel, der havde ikke været hverken for varmt eller for koldt.

Jeg følte mig faktisk udhvilet, tiltrods for at jeg havde ligget vågen en time førend

vækkeuret ringede, men jeg havde lagt og nydt de mange fuglefløjt udenfor.

Kl. 7.00 var vi stadigvæk ikke blevet hentet, så jeg skrev til wiva walker på whats app for at høre om de havde problemer med at finde vores hostel. Det havde de ikke, men de var blevet en lille smule forsinket på markedet imorges!?

Kl 7.15 ankom de i en stor firehjulstrukket minibus.Det var en noget hurtigere minibus at køre i, end den lille bus vi havde kørt i hertil fra santa marta. Vi kørte igen mod santa marta og videre ud på the high way mod venezuela og the lost City. På køreturen kom vi forbi indgangen til tayrona nationalpark. Der var en kæmpe kø, nok den længste kø jeg nogensinde har set vil jeg tro 😱

Det var selvfølgelig fordi i dag var første dag parken havde åben,efter de har haft lukket i en måneds tid for at naturen kan regenerer. Vi havde cirka totimers kørsel fra santa marta til vi nåede den lille by, hvor vi skulle betale for turen, og have sat armbånd på, så vi kunne få adgang ind i området. Herefter skulle vi stadigvæk køre i minibussen med firehjulstræk, men denne gang væk fra civilisationen og ind på en ikke asfalteret vej op mod bjergene og ind i regnskoven.

Det var ihverfald godt at bussen var udstyret med firehjulstræk og kæmpe store hjul, og vi blev kastet rundt i bilen, da det som skulle forestille at være vej, var fyldt med kæmpe huller. Efter 30 - 40 minutter kørsel ad helvedes vejen ankom vi til El Mamey. Her fik serveret et overdådigt og lækkert morgenmåltid, inden vi skulle videre ind i regnskoven og igang med vores trekking til the lost city.

Da vi var færdige med at spise morgenmad, kørte vi videre på bagpå en motorcykel i ca. 7 kilometer. Denne strækning var ligesom igår, et kedeligt stykke vej, som halvvejs stadigvæk er beliggende civilisationen, så det var naturligvis dejligt at slippe for at gå, så hellere spare kræfterne til de mange højdemeter vi skulle igang med idag, puha!

Den første strækning vi skulle gå var virkeligt hårdt. Det var varmt, silen skinnede, og vi skulle lige varmes op. Vi gik knap 5,4 kilometer, hvor det bare gik opad og opad. Mit ur rundede 400 højdemeter., og vi havde kun tilbagelagt 1/4 del af turen. Stierne her op til første rigtige pause var ligesom kilet ind mellem nogle høje lodrette ler skrænter. Området var fugtigt og frodigt og man kunne godt fornemme på vegetationen, at det var her de landmænd som var i området holdt til. Og her ved vores stop var så der hvor det indfødte folks arealer begyndte.

Vi fik en lille smule storytelling mens vi fik vi serveret et stort og forfriskende stykke vandmelon, mums. Det blev serveret hos et af de lokale huse, hvor de solgte kolde drikke mm. Noget af en omvæltning fra vires hike på Inca ruten i Peru - her var der ingen civilisation med salg af niget som helst.

Efter det saftige stykke melon, havde vi nu fået genoprettet vores kræfter og var klar til at tilbagelægge de 20 kilometer som dagens hike skulle indeholde.

Efter vores pause skulle hi heldigvis ned bakke i første omgang. Derefter gik det jævnt op og ned i et landskab, hvor undergrunden hele tiden ændrede sig fra mudder, sten, rød lerjord mm.

Flere gange krydsede vi små vandløb og skulle holde øjnene åbne for at træde på sten hvis vi ville komme tærskoet over.

Faunaen og træerne omkring os ændrede sig løbende. Vi gik igennem plantager af bananpalmer, træer med lianer som hang ned over stierne og diverse andre grønne og frodige træer. Vi krydsede en masse meget små lokalsamfund på 1,2 eller 3 huse. Efter næsten 11 kilometer og 500 højdemeter nåede vi til Mumake campsite , også kaldet camp 2. Her gjorde vi stop fir at indtage vores frokost. Det var varmt og vi svedte da hi ankom. Der gik ca. et kvarter inden der var mad, så Rene tog sig et kold bad, og jeg smed støvlerne, tog sålerne op, og satte dem til tørre sammen med mine uldsokker. Det var lækkert mad der blev serveret. først fik vi suppe suppe, og dernæst ris og kylling og tilslut fik vi serveret nogle kiks a la oreos - uden mad og drikke, duer helten ikke.

Efter maden var mine strømper og støvler heldigvis tørret, så nu var vi klar til den næste etape af dagens hike.

Vi havde allerede fået info om, at det ville blive hårdt, og jeg syntes allerede det havde været hårdt de første 5 kilometer.

Men som guiden sagde, det var først nu den rigtige opstigning begyndte,

flere af de stigninger vi skulle opad nu lå nok på omkring 45 % i stigning.

Det var virkelig hårdt, også fordi luften var varm, og yderst fugtig af regnskoven, pyha et hike!

Det var virkelig hårdt, ikke fordi jeg skal pibe, for det gik da heldigvis også lidt nedad eller ligeud ind imellem. Vi fulgte Buritaca floden et godt stykke vej, den var fristende til at hope i og blive kølet af i, men vi måtte hellere fortsætte, for vi skulle nå i camp 3 fir at overnatte. På den vanlige tur går de kun til camp 2 på førstedagen.

Om lidt ville vi ramme et bro som vi skulle krydse, og når vi nåede dertil startede endnu en hård opstigning op til koskungena. koskungena var dagens højeste punkt/bjerg top hi skulle op på.

Her var virkelig hyggeligt og der var en skøn udsigt. Det er en sjov tanke når man står her og kigger ud over landskabet, så ligner det mange af de andre regnskove jeg har set i verden, og alligevel har jeg aldrig hiket på denne måde tidligere. Og de toppe vi kiggede ud over havde vi besteget, nogke af den var nu indhyllet i skyer, hvilket kunne hjælpe os lidt på vej.

Herope fik vi serveret noget frisk frugt, det var super lækkert og virkeligt forfriskende efter alle disse højdemetre. Uret sagde nu 936 højdemeter og 15,2 kilometer i benene.

Nu kunne jeg endelig se en afslutning på turen, og efter som vi var på dagens højeste punkt, kunne det jo kun gå ned af, nice!

Efter vi havde gået nedad på en længere strækning, kom vi ind på en strækning af den gamle arkæologiske stisystem som hørte til den forsvundne by, og en sti man havde benyttet for at komme dertil i gamle dage. Pludseligt blev det mudret, og så var det med at holde tungen lige i munden. Her ved alt mudderet fik jeg et kæmpe chok!! en kæmpe stor brun krabbe kom løbende i mod mig med kløerne hævet. Det lignede den ville angribe mig og af ren refleks skreg jeg, og krabben søgte skjul under en kæmpe sten. Efter vi var kommet her ned i bunden, gik det opad igen. Og den sidste times tid syntes jeg stort set kun det gik opad. Da vi nåede camp 3 havde vi sammen lagt fået 1187 højdemeter i benene. Nu trængte jeg vist bare til at slappe af og blive kælet ned.

Vi gik direkte ned til floden, jeg smed alt mit tøj og skyllede det op i vandet. Dernæst blev det hængt til tærre.

Jeg var træt, og satte mig ved et af langbordene hos et Østrigsk ægtepar, og fik en sludder for en sladder.

Jeg var noget forundret over hvor civiliseret vores camp var. Her var strøm, bad og toilet, og så var her senge. Jeg havde forventet vi skulle sove i hængekøjer, men det gør turisterne ikke længere, kun guiderne.så rene og jeg fik tildelt 2 underkøjer, hvilket var skønt. Vi var ankommet sent, lige inden solen gik ned, så efter vores dukkert i floden, trak jeg i et mit uld undertøj. Det var køligt, men ikke koldt.

Til aften fik vi serveret noget pasta med ketchup og ost, måske skulle det forestille sig at være noget kød ved pastaerne, men det kunne jeg altså ikke få øje på - men jeg blev heldigvis mæt alligevel! Til dessert fik vi et stykke chokolade, vist lige hvad jeg trængte til.

Nu har vi spist, jeg er færdig og kravlet under et tæppe. Nu skal jeg vist bare ud at børste mine tænder og så skal jeg i seng

Sov godt

Dag 2

Vi havde overnattet i camp 3 og havde idag kun omkring en times vandring op til ciudad Perida - the Lost City.

Stedet er en betydningsfuld præcolumbiansk by, der blev bygget af Tayrona-folket som var en indfødt civilisation.

Ciudad Perdida anses for at have været en vigtig by i Tayrona-kulturen, som blomstrede i området ved serra Nevada før den spanske erobring kom. Byen blev forladt i det 16. århundrede, man mener det var pga. af sygdom som blev bragt med op i byen når de forsvarede sig i lavlandet mod spanierne.

Byen blev til ruiner og jungel voksede op omkring denne. I 1973 blev

Ciudad Perdida opdaget af en gruppe lovbrydere, kendt som "guaqueros," de er personer der leder efter skatte og antikviteter for at sælge dem på det illegale marked. Under deres søgning stødte fandt de stensatte terrasser, trapper og pladser, der udgør den antikke by, som var skjult i junglen. Og så gik deres plyndringer igang. De hærgede alt i byen, smadrede gamle krukker for blot at få guldet og de smykker som lå deri. De kastede rundt med monumenter sten mm. for at undersøge om der lå guld nedenunder. I 1976 blev regeringen gjort opmærksomme på fundet af byen og plyndringen af guldet. En af gravrøverne havde nemlig en kompagnon som blev skudt deroppe da de internt havde krige om guldet, dette gjorde ham bange og han gik til regeringen for at fortælle om deres fund, som blot blev solgt på det sorte marked til private samlere eller til omsmeltning.

Efter opdagelsen begyndte arkæologiske udgravninger for at afdække byens betydning og historie. Men i 1980 åbnede man op for turister, men adgangen er begrænset for at beskytte stedet. Besøgende kan kun komme derop ved at deltage i guidede vandreture, der tager flere dage for at nå frem til byen, og det er også sådan en tur vi har booket.

Idag havde guiden sagt at vi skulle op kl. 5.00, hvilket virkelig undrede mig. Vi var oppe førend alle andre som sov i vores camp. Da de begyndte at stå op fik vi serveret morgenmad, det fik vi faktisk en ti minutters tid førend alle andre. Da vi var færdige med at spise skulle vi så bare sidde og slappe af!? Hmn.. alle de andre hikere gik afsted med deres guider, men vi blev pænt bedt om at vente i vores camp, da vi skulle have stierne for os selv?!

Kl. 6.45 gik vi fra campen og op mod the lost city. Det første stykke af stien gik langs floden, i floden lå der kæmpe store sten over det hele. Turen op til the lost city var en meget smuk tur smuk, på smalle stier. Men det var også en hård tur, for det var stort set opad hele vejen. Og nu siger jeg det går opad, men det meste var opad trapper og sten.

Vegetationen blev tættere og tættere, og der er reelt set ikke noget at sige til, at byen i så mange år ikke var kendt af omverdenen, og at den blev kaldt the green Hell da den blev fundet. Lianer hang ned fra træerne overalt og da vi nåede begyndelsen ind til the list city blev turen først rigtig hård!

Nu startede stisystemet op til sektion 1.

Det var trapper, og meget stejle trapper. Jeg opgav at tælle dem, det havde jeg ingen kræfter til...men vores oplyste mig om at der var hele 1200 trin op!

Da vi kom op gjorde vi holdt, og fik et overblik udover stedet. Jeg blev måske lidt skuffet, men det blev heldigvis hurtigt vendt, som vi kom gennem sektionerne.

Sektion 1 blev i tidernes morgen anvendt til modtagelse af varer og besøgende nede fra kystbyer. De kom ind imellem herop, for at bytte konkylier, og andre ting fra lavlandet med guld og ting som kun fandtes i bjergene. Herfra gik vi videre af et stisystem på stenblokke, heldigvis ikke så stejl en sti som den med de 1200 trappetrin.

Sektion 2 var området hvor man samlede ind til tørre tider.

Der var lavet en store "pool" som i regntiden blev fyldt op, og kunne anvendes under tørken, så man aldrig manglede vand.

Fra sektion 2 og op til sektion 3 begyndte det at gå en lille smule opad, men heldigvis ikke så voldsomt.

Området heroppe, var ikke så stort for os turister, der var rigtigt meget som stadigvæk var tildækket af junglen.

Oppe i sektion 3 boede områdets shaman.

Shamanen heroppe er også ham, som er på de colombianske 50.000 dollar sedler.

Dollartegnet i colombia har kun en lodret streg igennem sit S.

Shamanen er ikke altid hjemme heroppe, men det var han idag. Han stod faktisk udenfor sin hytte da vi kom derop, men 2 minutter senere var han nødt til at gå

Ind til nogle drenge han var igang med at undervise. Han sendte dig sin datter ud, og hun gav os nogle armbånd på.

Sektion 4 lå lige i forlængelse af sektion 3.!sektion 4 er det største område i the lost city, og oftest det område som man ser på de fleste billeder fra the lost city.

Sektion 4 var også hovedområdet og i dette område lavede man i de gamle dage alle de ceremonelle handlinger.

I sektion 4 var det pause og snack tid.

Området var imponerende, og i øjeblikket heroppe var der slet ikke nogen tvivl om, at dette er en meget hyggeligere, smukkere og mere autentisk oplevelse end machu picchu.

Ciudad Perdida er et vidnesbyrd om den avancerede civilisation, der engang eksisterede i regionen.

Tayrona-folket var avanceret inden for konstruktion, ingeniørarbejde og militæroperation, med et komplekst samfundshierarki, en religiøs og politisk elite og organiseret som en føderation af byer. Det menes, at den forsvundne by var deres hovedstad og mest hellige by, der forbandt handlede med andre grupper mennesker i Colombia. I området her i serra Nevada har man fundet andre tilsvarende byer, men disse er ikke åbne for offentligheden. I hele det store område finder man faktisk hele 206 præcolombianske byer. Det er også derfor at området fortsætter med at tiltrække både arkæologer og eventyrlystne rejsende, der ønsker at udforske historien og skønheden af disse tabte præcolumbianske steder.

For et par år siden blev det anslået, at opførelsen af den tabte by daterede sig tilbage til omkring år 1000 e.Kr. Den seneste forskning udført i parken fandt dog, at de ældste boligområder dateres tilbage til cirka 650 e.Kr., og at de var besat indtil mindst 1100 eller 1200 e.Kr., derfor tilhører de perioden kendt som Neguanje. Beliggende i den nordlige del af bebyggelsen, svarer de til den første gruppering af terrasser og ringe fundet for enden af trappen, der går op fra Buritaca-floden. Disse gamle strukturer er begravet under terrasserne og ringene, der er synlige, hvilket giver fingerpeg om byggerækkefølgen af denne sektor og den centrale akse.

Terrasserne i den forsvundne by i denne gruppe af boliger var tilsyneladende bygget på en stigende måde, ligesom rækkefølgen af terrasser på den centrale akse, hvor den store terrasse var den sidste, der blev bygget. Dette tyder på, at stenterrasserne og murene, som blev renset og konsolideret mellem 1976 og 1986, og som er synlige, blev bygget mellem 1200 og 1600 e.Kr., efter at have ændret og nedgravet tidligere konstruktioner. Det var i denne periode, at det design, der kan ses i dag, når man besøger parken, blev opnået.

Nogle arkæologer vurderer, at Teyuna, eller mere almindeligt kaldet den forsvundne by, i det 16. århundrede kan have haft mellem femten hundrede og to tusinde indbyggere, og at hvis de andre bebyggelser, der ligger i bassinet tages i betragtning, vil befolkningen i området kunne have huset op til plus ti tusinde indbyggere. Disse er foreløbige skøn, da det er vanskeligt at lave præcise demografiske beregninger for præcolumbianske befolkninger.

I dag er the lost city stadig et permanent arkæologisk område med arkæologer, der bruger viden fra Kogui- og Wiwa-folket, som siges at være direkte efterkommere eller i det mindste relateret til Tayrona, til at udfylde hullerne i historien.

Jeg gik lidt rundt på egen hånd i den bagende sol, og inspicerede de mange rundinger hvor husene havde stået.

I gamle dage blev man begravet inde midt i huset hvis man døde, og så skulle resten af familien forlade huset.

De døde blev begravet med alle deres værdier, samt mad og drikke, da man mente de ville blive reinkaneret og skulle have mad med til rejsen.

Når en person blev begravet i huset skulle

Huset efterfølgende stå tomt til til det faldt sammen. Dette var vidnesbyrd for, at den afdøde nu var reinkarneret. Så skulle der komme en shaman og konstatere at den tidligere afdøde havde fået nyt luv, og så var det tilladt for en ny familie at bygge et hus, efter at have lavet en ring af sten. Jo flere ringe man kan se de steder hvor husene havde stået, jo flere personer har der været begravet i ringen.

Vores guider kaldte på os og vi fik et kæmpe fad med alverdens snacks serveret. Vi nød det og ventede på at nogle af de andre grupper der var heroppe, skulle forlade området, så vi kunne få gang i dronen og se om vi kunne skyde nogle gode billeder.

Vi fik dronen i vejret, men jeg må nok erkende, at hvis man er dårlig til at spille mario kart med joy stick, så er man også dårlig til at styre en drone. Men når jeg får ordentligt mulighed for strøm mm. Får jeg heldigvis mulighed for at se hvad jeg har formået med mine evner i at styre et joystick

Da vi var færdige med inspektionen af the lost city gik vi retur mod camp 3 hvor vi havde efterladt vores bagage. Overvejer du turen, så sørg for at have en sammenfoldelig letvægts rygsæk med, så du kan efterlade din tungere rygsæk undervejs. Jeg har faktisk en sådan med, men den ligger i min opmagasineret bagage, da jeg ikke vidste jeg ville få brug for en sådan.

På vej fra sektion 4 og over til sektion 1 kom vi forbi et lille vandfald og buritaca floden.

Vi tog en dejlig kølende dukkert og nød at blive frisket op i den varme fugtige luft.

Herefter endte vi desværre henne ved trappen med de 1200 meget stejle trin, og nu gik det nedad.

For mig er nedadgående trapper heldigvis ikke noget problem, men det var det derimod for den gruppe som vi stødte ind i, da de stoppede hele trafikken, nogle af kvinderne nærmest kravlede ned må 4 ben.

Her var tålmodighed en dyd, og denne har jeg meget lidt af når man står i 33 graders varme og bagende sol - så vil man bare gerne ned og ind i skyggen.

Tilbage i camp 3 fik vi frokost og derefter havde vi ca en god times pause. Jeg blev siddende inde skyggen for at slappe af, rene gik til floden for at bade.

Nu gik turen videre retur til Koskunguena, hvor vi havde gjort holdt igår for at få frugt, det samme skulle vi idag.

Det var bare en bedre oplevelse igår, fordi vi havde haft det hele for os selv. Idag var her fuldt booket af andre hikere på vej retur til mål!

Vi bad vires guider om en kort pause, og tiltrods for at vi var de sidst ankomne, var vi dem der forlod stedet først.

Vi skulle herfra og ned til Camp 2 Mumacke og sove. Det var stedet hvor vi havde fået frokost igår.

Hu hej hvor det gik, vi havde god fart på ned af bjerget, tiltrods for at det var ualmindeligt varmt. vi ville bare ned og nyde det kølende vand i floden ved camp 2. Vi ankom allerede 16.20 efter have tilbagelagt 18,5 kilometer men kun 1051 højdemeter, hvilket ikke var så meget som igår.

I campen blev vi indlogeret i vores køjesenge, og så var det ellers bare ned til floden, smide alt tøjet, og blive kølet ned, ahhh. Vi tog tøjet med ud i vandet, så det kunne blive skyllet igennem, nu var det heldigvis kun vådt af vand og ikke sved!

Den stod på total afslapning indtil vi fik vores aftensmad, som bestod af noget steak af en art, kartoffelmos og grøntsager.

Efter aftensmaden kom en af de indfødte fra Wiva stammen og fortalte os om det redskab de alle gik og holdte i hænderne. Det var deres identifikation på hvem de var. De har ingen pas, kun dette vidnesbyrd på hvem de var. De får det udleveret af shamanen når de er mellem 15 og 19 år. De får det udleveret ved en 4 dages ceremoni hvor de også bliver "tildelt" en kvinde og bliver gift.

Det var meget sjovt at høre om deres tradition. De går med flere tasker med coca blade og når de møder hinanden hilser de ikke med hænderne, men udveksler istedet coca blade med hinanden.

Når de gar passet deres "dims" i hænderne i et år eller flere, skal de forbi shamanen som læser deres livshistorie deri, og så får de en ny, denne gang dig uden en ny kone.

Det var vores dag, en lang og begivenhedsrig dag, med masser af fortællinger og spændende indtryk.

Da vi kom ned til vores køjesenge var naturens højlydte vækkeur igang ved sengetid. Frøerne kvækkede, aberne brølede, og et utal af fugle klukkede og pippede mm. Var spændt på om vi kunne falde i søvn? Men det var ikke lyden der var værst, det var faktisk varmen. Det var virkeligt lummert og da jeg krøb under myggenettet, smed jeg tøjet og lå kun i trusser og en meget tynd og let uld t-shirt, uden tæppe over mig.

Godnat og sov godt!

Dag 3

Idag havde vi planlagt et tidspunkt for afgang og morgenmad, så vi ikke bare skulle sidde og vente ligesom igår for at kunne komme afsted.

Vi havde aftalt at mødes til morgenmad kl. 7.00, alligevel kom vores

allerede rendende kl. 6.30 for at sige der var kaffe. Men vi lå stadig og slappede af og hvilede os i køjesengene.

De andre hikere havde været oppe allerede ved 5 tiden, og de var taget afsted herfra omkring kl 6.00, så nu var der fuldstændig ro i vores camp.

De fleste som havde overnattet samme sted som os, var på deres 4. Dag og var nu på vej ned til mål!

De skulle den samme vej ned, som de/vi havde taget herop.

Vi havde booket en special tour, og denne var en smule anderledes.

Her på 3. Dagen skulle vi kun følge et lille stykke af ruten vi havde gået herop. Vi kom til et af de små lokal samfund vi havde krydset på vej herop, men i byen drejede vi af og drejede til højre, hvilket føltes som om, at vi nu kom endnu længere ind i junglen!

Stien vi gik på blev en smule smallere og mere overdækket, men alligevel brød solen igennem og stegte os godt og grundigt.

Vi begyndte at følge nogle meget smalle stier langs skrænten ned til buritaca floden, man skulle ikke læne sig fir meget til den ene side, for så gik det lodret nedad. Stien endte nede ved floden, og den skulle vi krydse. Vi har på turen krydset mange vandløb uden problemer og våde tæer. Der har været sten man har kunne sætte fra på, men på dette her sted, kunne floden ikke krydses, uden at afklæde sig halvdelen af sit tøj, sine sko og støvler. Derudover er jeg nødt til at nævne, at strømmen er ualmindelig stærk i denne her flod, taber man noget i vandet, fortsætter det af sig selv med lynets hast.

De er igang med at bygge en bro, men denne var endnu ikke færdig og zip linen med åbenstående kabine måtte ikke benyttes, da den ikke var sikker at anvende, og man ikke kunne garantere at den faldt ned. Men vi kom da heldigvis over floden, og var nu for første gang på turen ovre på den anden siden af buritaca floden. På den anden side drejede vi igen til højre væk fra stien, og vupti, så var vi ved et kæmpe vandfald, større end Marinka, som lå i Minca og vi bare gik forbi, uden at indløse indgang, for kvit og frit at komme til dette smukke sted. Nu siger jeg godt nok kvit og frit, men det kostede sved og mange tusind kræfter at komme herop.

Vandfaldet hed Pablo cascada, det var enormt. Vi smed alle tøjet og sprang fra en klippe og 5 meter ned i poolen foran vandfaldet.

Vi forsøgte at lege lidt med dronen her, fir at komme op til toppen af vandfaldet, men dette var ej muligt, da der ikke kunne registreres noget gps signal herude.

Efter en længere pause og masser af leg gik turen videre. På denne side af floden gik vi også på skrænter højt oppe på bjergsiderne, og vi skulle ikke læne os for langt til venstre.

Vi nåede igen ned til buritaca hvor stien endte, og igen skulle fliden krydses. Her mente vires guide dog at den åbne kabine som hang i ziplinen var sikker nok at bruge, så jeg sagde selvfølgelig ja tak, til at blive sendt over floden i kabinen. Det skulle jeg ikke have gjort... for når man ankom til den anden side, blev man halvvejs kastet ud af kabinen, hvilket ville have været rart at vide!

Jeg måtte op at atp igen, vi skulle jo videre, og jeg havde ikke fået våde fødder.

Efter en ti minutters gang var det

Vupti vupti, og pludselig kom endnu et vandfald, Casacada abanico . Dette var meget ulig det andet, det var ikke kæmpe stråler af vand som væltede ned af bjergskrænten, men kun meget små mængder - det var lidt eventyragtigt.

Det sidste store vandfald vi krydsede idag inden nåede ned til et par tidligere kokain plantager og laboratorier var Cascada el abanico.

Det er helt crazy at tænke på at der har foregået så meget kokain fremstilling i dette her område tidligere. Det er i colombia ikke tilladt at dyrke kokain, men den stamme hvor vi talte med en af de indfødte igår, har tilladelse til at dyrke og opbevare koka bladene, da det er en del af deres meget gamle skil og traditioner.

Idag dyrker man som "udgangspunkt" ikke længere kokain i området. Turismen har istedet overtaget indtjeningen, og overskuddet/lønnen er bedre ved lovligt arbejde med turisme, end ulovligt arbejde med kokain.

Det blev virkeligt ulideligt varmt jo længere vi gik ned i luftlagende. Vi kom ned til landmændenes område nede ved Campo la negra, hvirvi også gjorde stop for at få en snack og noget koldt at drikke. Stierne hernede var indelukket af klæbrige lodrette ler skrænter som gjorde at ingen vind rørte på sig. Her var 33 grader og luftfugtigheden meget høj.

Vi gik videre herfra gennem plantager med bananpalmer, mandarin træer og lemon buske.

Dagen idag var en kort dag, vi nåede frem til det sted vi skulle overnatter efter kun 14,7 kilometer og 487 højdemeter.

Det var en meget hyggelig camp, som også var placeret ned til floden.

Da vi ankom blev vi enige om at det var mere vigtigt at blive kølet ned først, end at få mad i maven.

Så vi smed vores tasker, støvler og strømper og gik straks ned til vandet, her smed vi det svedige kluns, kastede os i vandet, for dernæst at skylle vores tøj og lægge det til tørre på de brandvarme sten.

Ved totiden gik vi op for at få et lækkert måltid mad med ris og bønner, mums.

Nu står den bare på afslapning, jeg har lagt i skyggen og skrevet på min blog, rene har været nede ved floden og bade.

Mens jeg har ligget og skrevet begyndte jeg at få hovedpine, og da Rene kom op talte vi om jeg måske havde fået solstik.

Så jeg gik med ham ned til floden for at blive kølet ned.

Da vi kom op igen fik vi serveret popcorn, det var tiltrængt, synes jeg var lidt slatten.

Efter vi havde fået popcorn gik der ikke mere en 30 minutter, førend de kom med aftensmaden. Det var et lækkert måltid mad, men jeg var ikke rigtig sulten, og måtte levne. Heldigvis er René god til at spise mine rester. Efter maden blev jeg mere skidt og gik op og lagde mig i min køjeseng allerede 18.45. Jeg sov ikke, men lå bare og vendte og drejede mig, og fik det mere og mere dårligt. Mavekramper tog til og jeg havde det ad h til så nu skulle jeg se om jeg kunne sove

Godnat og sov godt

Dag 4

De andre gæster som havde overnatter i campen skulle op allerede ved 5 tiden. På det tidspunkt havde jeg næsten ikke fået lukket et øje.

Mine kramper i maven havde "heldigvis" bare udviklet sig til virkelig tynd mave. Det var da altid en trøst, så er det jo ikke mere alvorligt end som så...

Godt nok holdt jeg næsten til på toilettet hele natten, men det var bedre en opblussen af anden sygdom.

Ulempen ved at bo på førstesalen var, at hvergang jeg lige var nået op i seng, så skulle jeg ned på toilettet igen!

Men for første gang nogensinde havde jeg jo en rejsemakker med som kunne passe på mig - det var luksus!

Rene hentede vand til mig, fandt min toilettaske så jeg kunne finde mine piller til maven, og så var han bare så omsorgsfuld, og passede på mig.

Da de andre tog afsted blev jeg liggende i sengen. Heldigvis skulle jeg nu ikke så ofte på toilettet.

René spiste morgenmad ved syv halv otte tiden, jeg fik bare en kop kamillete, og dernæst forsøgte både Rene og guiden, at få mig til at drikke en flaske elektrolyt saft, men det blev kun til et par slurke.

Kl. 8.30 skulle vi det sidste stykke ned af bjerget for at ende ud ved start.

Jeg var noget slatten i betrækket, men det gik... lige indtil vi igen skulle opad, så blev jeg godt nok skidt.

Jeg måtte læne mig op af et træ, men måske et godt tidspunkt jeg havde udvalgt mig, for der kom en mand op af bjerget på et muldyr som spurgte om jeg ville have et lift, det ville jeg gerne. Da vi kom op på toppen hoppede jeg af og sagde tusind tak.

Da Rene og vores guide kom op, sagde guiden at han syntes jeg skulle tage imod tilbuddet og fortsætte på muldyret ned til campen for foden af bjerget, det sagde jeg ja tak til. Det car en meget smuk tur, men jeg havde ingen overskud til noget som helst. Vi red ned gennem marker med køer, muldyr og heste, og så landede vi campen. Vores guider havde arrangeret at vi blev hentet her af et par motorcykler. Nu skulle vi ned på restauranten hvor vi havde efterladt vores bagage da vi startede vores eventyr.

Nede på restauranten gik jeg hen og lagde mig til at sove i en hængekøje, kunne ikke få noget mad indenbords.

Herefter var det retur til Santa Marta, men vi havde aftalt med guiderne at de bare skulle sætte os af ved Tayrhona national Park.

End of trek

Billeder må komme senere, der er dårligt wifi og vi har meget lidt strøm

Konklusion:

Turen er pengene værd

Det er et meget smukt men hårdt trek.

Skulle jeg rate Machu Picchu op imod The lost city, er Machu Picchu bare et overendt sted ift. The lost city.

The lost city har noget helt unikt over sig og det er en fantastisk oplevelse at se de imponerende arkæologiske ruiner.

Do and dont

medbring toiletpapir

Jeg ville ikke drikke vandet efter min tur med maven